Kategori: Musik

Jeg elsker musik, men hovedsagligt af den iørefaldende slags, og det skal helst have en del år på bagen. Jeg har aldrig forladt firserne, vil mange mene. Filmmusik er også en stor interesse. Både symfonimusik og mere enkel elektronisk lytter jeg til. Fra tid til anden skriver jeg en anmeldelse af noget, jeg har lyttet til.

Private – My Secret Lover

private_mysecretloverThomas Troelsen er ofte blevet betegnet som dansk musiks vidunderbarn. Jeg vidste, han var medstifter af orkesteret Superheroes, men havde aldrig hørt deres musik. Til Zulu Awards hørte jeg så Private med sangen My Secret Lover og både beat, lyd og performance strøg direkte ind på min musikalske hitlystavle. Jeg vidste på det tidspunkt ikke, at det var Thomas Troelsen, der var bagmanden. Siden så jeg ham som “smagsdommer” under Copenhagen Puppet Festival 2009 og fandt ud af, han havde produceret TV-2 og hjulpet dem med at genopfinde deres lyd. Ved en tilfældighed fik jeg lyst til at høre den Zulu-optræden med Private igen og fandt derved ud af, det var Thomas Troelsen nye projekt. Nu begyndte det at blive så interessant, at jeg måtte høre hele Privates album.

Som sagt, så gjort. Wow! Privates album ‘My Secret Lover’ er et mesterværk. Intet mindre. I hvert fald hvis du kan lide musik fra firserne. Utroligt som det album lyder som et mix af Prince, Erasure, Duran Duran, Living In a Box og Pet Shop Boys m.fl. Det er dog endnu mere utroligt, at Private med – tilsyneladende – lethed kan ramme lyden så præcist. Derudover er der ikke et eneste dårligt nummer på albummet. Fra åbningsnummeret We Got Some Breaking Up to Do til Fairlight’en klinger af i Stranger In The Night, bliver du svøbt ind i hit på hit, der lyder, som om de er skrevet for over 20 år siden. Det er de ikke, det er bare Private.

Alphabeat

Jeg kunne lide Alphabeat fra første færd, da jeg så dem lukke festen med et brag ved uddelingen af Boogie Prisen i 2008. Her var et band med den rette lyd, entusiasme, performance og spilleglæde. I hvert fald efter mit hovede. Stor var min glæde, da jeg opdagede, at hele deres album var mere fra samme skuffe. Ingen tvivl om, at de kunne slå igennem på verdensplan, hvilket yderligere blev forstærket af, at de fik tildelt både priser og høje hitlisteplaceringer. Hele bandet flyttede da også til London for at arbejde på deres internationale gennembrud.

Men ak, her går det galt. I mine øjne skal der ikke ændres noget som helst ved Alphabeat. Hele pakken af band, musik, sange og deres hele ungdommelige glæde og optræden er i orden. De skulle bare eksponeres til resten af verdenen. Bevares, deres videoer kunne være bedre, men det er en del af deres charme. Musikken er god, iørefaldende og glad og har en friskhed og en sprødhed, hvor man rent faktisk kan høre, det er et band, der spiller. Det er noget jeg i den grad savner i moderne popmusik, hvor alting lyder ens, og som det er lavet den samme håndfuld personer. Det hele svæbt ind i et overproduceret fløjlstæppe af blød vellyd uden nogen kanter overhovedet.

Læs mere ...Alphabeat

Tristan Gazel

Tristan med sut

Ja, det hedder jeg, altså. Det besluttede min far i 1995. Det siger han i hvert fald. Under alle omstændigheder er jeg en rigtig sød dreng. Jeg blev født på Hvidovre Hospital den 17. april kl. 13:25, hvor jeg vejede 3750 gr og var 51 cm lang. Jeg har vist taget lidt på allerede. Men bortset fra det, er jeg helt perfekt. Jeg synes også, jeg er en ret flot fyr med mørkt hår og seje bakkenbarter. Min far siger, jeg ligner en eskimo (meget morsomt).

Læs mere ...Tristan Gazel

Skid Row

Når min gamle kærlighed til langhårs heavy metal vågner fra sin slumren, så er det rart at få bekræftet, at sangene stadig er lige så fede, som første gang, jeg hørte dem. Jeg savner virkelig Skid Row. Deres første album var lige i fjæset letbenet heavy med de typiske antiautoritære party-tekster. På deres andet album blomstrede bassisten Rachel Bolans evner som lyriker og musiken blev mere tung. En udmærket udvikling, der kammede over på deres tredje album, som desværre bragte bandet så langt fra det man holdt af, at ingen vist har lyttet til Skid Row siden. Sangeren Sebastian Bach er stadig den bedste genren har oplevet. Han var kun 19, da Skid Row indspillede deres første album.

Læs mere ...Skid Row

The Lover Speaks

The Lover Speaks

I 1986 udgav David Freeman og Joseph Hughes albummet The Lovers Speaks. Albummet og duoen bag det delte navn, selvom David Freeman hellere ville give albummet titlen Seriously Purple Prose. Det er faktisk ærgerligt, for seriously purple prose er lige præcist, hvad albummet rummer. Ti fantastiske popsange om kærlighed. Og godtnok kan man sige det om stort set alle popalbums, så passer det faktisk, når det gælder The Lover Speaks. For selvom der skrives ufatteligt mange sange om kærlighed, så er de sjældent særligt originale. Stort set alle teksterne består af de samme vendinger og temaer og sproget er meget farveløst og intetsigende. Jeg undrer mig over, hvorfor der ikke sniger sig mere prosa ind i teksterne, men det gør der ikke. Det gør der til gengæld, når David Freeman fører pennen. Det er ikke specielt dybt eller noget, men det er decideret romantiske tekster og det gør dem, i mine øjne, specielle.

Læs mere ...The Lover Speaks