Kompetenceprofil

Kollegaen
Jeg er en imødekommende person, der er let at være sammen med. Af andre bliver jeg ofte kaldt empatisk og en god lytter. Derudover bliver folk ofte overraskede over den idérigdom, som jeg besidder. Jeg kan godt lide at hjælpe personer omkring mig. Både i mit arbejdsliv og mit privatliv. Derfor er jeg også typisk den person, som de fleste foretrækker at henvende sig til, hvis de har problemer eller har brug for hjælp. Enten ansigt til ansigt eller over telefonen.

Projekt- og teamarbejde
Som RUC-uddannet kender jeg de processer, der opstår ved projektarbejde. Både de konstruktive og de mindre konstruktive. Derfor har jeg øje for, hvornår tingene skal hjælpes i den rigtige retning og hvordan. Jeg er typisk den i gruppen eller teamet, der samler trådene og får gruppen til at samarbejde på bedste måde. Mine personalekompetencer bruger jeg også aktivt i team- og gruppearbejde.

Administrativ erfaring
Jeg har kendskab til administrative opgaver. Det være sig skrivning af referater, årsberetninger og informationsmateriale. Det samme gælder opdatering og skrivning af indhold til hjemmesider. Derudover har jeg administreret kundedatabaser og faktureringsprogrammer, mens jeg arbejdede i Tiscali A/S. Da jeg arbejdede i kommunalt regi, skulle jeg naturligvis journalisere al min korrespondance med borgerne.

Sprog og journalistik
Jeg er aktiv skribent og anmelder. Derudover har jeg i kommunalt regi været med til at forny det sproglige udtryk i kommunikationen til borgerne. I samme ånd har jeg lavet en skriveguide til skribenterne på MandeZonen.dk, der skitserer de mest basale journalistiske principper. Jeg gør selv en dyd ud af at lette overblikket for læseren i mine tekster ved at bruge sigende overskrifter (rubrikker) og gode underrubrikker. Foruden at bruge aktivt sprog og holde mig til enkle sætningskonstruktioner, samt kreativ sprogbrug, alt efter emnet.

Fremmedsprog
Jeg taler læser og skriver engelsk på højt niveau. Jeg har ikke de store problemer med at forstå de skandinaviske sprog (finsk undtaget!) og kan tale lidt svensk. Jeg forstår en del tysk og fransk, men ville skulle friske det op, hvis det skal bruges i praksis.

IT
Jeg er superbruger med meget indsigt i det tekniske, hvorfor jeg kan kommunikere i øjenhøjde med både brugere og teknikere. Det gør, at jeg er god til at være bindeled mellem disse i en organisation. Jeg forstår at formidle brugernes behov og ønsker til teknikeren på en forståelig måde. Ofte kan jeg selv løse problemet eller foreslå forskellige løsningsforslag. I praksis har jeg arbejdet med både billedbehandling, HTML og CSS og taget skridtet til at få indsigt i databaseanvendelse i form af SQL. Jeg har arbejdet med flere Content Management Systemer, f.eks. PHPNuke og Lotus Notes. Senest er jeg dykket ned i WordPress, Joomla og CMSimple, der er gratis systemer. Jeg har kendskab til Sitecore via diverse seminarer.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.