Den fremmede af Albert Camus

“Den fremmede” af Albert Camus bliver lovprist af stort set alle. Jeg følte, at det var på tide at få den læst. Så jeg fandt den på ereolen som lydbog. Jeg er ikke den store fan af lydbøger, men de har den store fordel, at jeg kan lytte til dem, mens jeg laver noget andet. Jeg lytter f.eks., når jeg lufter min hund.

Romanens succes skyldes, at den meget kort og præcist tager fat i det store spørgsmål: Hvad er meningen med livet? Eller hvorfor er vi til? Jeg skal ikke gøre mig klog på Eksistentialismen som begreb. Det vil bare gå galt. Men der da ingen tvivl om, at romanen sætter nogle tanker i gang om livets meningsløshed.

Mor er død

Romanens hovedperson, Meursault, fortæller sin historie, og det starter med hans mors død. Det siges, at den første sætning i en roman er den sværeste, og den er sjældent skrevet bedre:

I dag døde mor, eller måske i går, jeg ved det ikke.

Hovedpersonens nøgterne ligegyldighed overfor denne triste begivenhed, slår på denne enkle måde tonen an for resten af romanen.

Mersault er ikke rigtig påvirket af noget. Han står op, passer sit arbejde, spiser hvis han er sulten og taler med sin nabo, indtil det keder ham. Han får også en kæreste, som bliver meget forelsket i ham, og som vil giftes med ham.

Livet foregår omkring ham uden han som sådan påvirker det synderligt. Der er dog en nabo, som har nogle problemer med nogle arabere. Han hjælper naboen, og ved et uheld får han skudt den ene araber. Det skal siges, at romanen foregår i Algeriet, dengang landet var en del af det franske styre. Mersault bliver selvfølgelig fanget og ryger i fængsel.

Retssagen

Her begynder romanens anden del, som handler om Mersaults rettergang og sagen, der føres mod ham. I korte træk kan du sige, at Mersaults fremmedhed over for verden omkring ham bliver hans skæbne.

I retten bliver der fokuseret på Mersaults ligegyldighed. At han ikke sørger over sin mors død, at han kan indlede et forhold til en kvinde lige efter og videre i den dur. Siden at han ikke føler anger eller fortryder sine handlinger, så har anklageren let spil i forhold til at få ham dømt til døden.

Romanens budskab er, at hvis du ikke spiller med på samfundets normer, så er der ikke plads til dig. Så vil samfundet få bugt med dig, Det er faktisk ret interessant, og hvis du tænker over det, så passer det nok. Du er nødt til at indordne for ellers vil samfundet ikke fungere. Men skal alle nødvendigvis gøre det? Det er det store spørgsmål.

Romanen er skrevet i en ordknap stil uden så mange beskrivelser. Det gør den interessant, fordi du mærker, at der ligger mere og gemmer sig under overfladen. Så selvom jeg ikke umiddelbart kan få øje på, hvorfor romanen har fået den klassikerstatus, som den har, så er ret sikker på, at jeg vil vende tilbage og læse den igen på et tidspunkt. Du får lyst til at forstå Mersault. Hvorfor er han som han er, og hvorfor kan verden ikke rumme ham?

Der er noget at tænke over, og det må siges at være være enhver romans vigtigste opgave.

Min MacBook og mig

Min gamle pc (en Sony Vaio bærbar) kunne ikke mere. Så jeg skulle have en anden og var lidt i tvivl om, hvad det skulle være. Jeg regnede selvføgelig med, at det skulle være en Windows pc, men havde da godt set at flere og flere skiftede over til Mac. Også tidligere dedikerede pc-brugere. Stort set alle WordPress’ kerneudviklere bruger Mac. Selv Matt Mullenweg havde fået lavet en Mac med WordPress-logo på.

Så da en ven foreslog, at jeg købte en Mac af ham, så slog jeg til. Han havde en MacBook Pro til overs, da hans datter hellere ville have den lidt lettere, lidt fladere og meget mere hippe MacBook Air.

Den Mac hun ville af med var i MacBook Pro-linjen. Det er dog ikke én af dem med en skærm af Retina-typen. Til gengæld har den cd-drev. Som den eneste MacBook på det tidspunkt. Så det, og den lave pris, har gjort, at den stadig er ret populær.

Så jeg havde chancen for at se, hvad det var for noget med disse Macs. Det er altid en god idé at gøre sig fortrolig med alle platforme. I en eller anden grad.

Første indtryk

Brugerfladen ligner jo Windows til forveksling. Der er vinduer. Du lukker dem på den røde knap i øverste venstre hjørne og ikke på krydset i øverste højre hjørne, men det glemmer du i løbet af kort tid.

Skrivebordet

Der er et Skrivebord. Det er dog mere gemt på en måde. Der findes ikke en funktion, der lukker alle vinduer. Den er ellers rar, når du har fået åbnet alt for mange vinduer og lige vil rydde skærmen. Der er dog nogle aktive hjørner, hvor du kan føre musen hen og så forsvinder alle vinduer ud til kanten. Så det er næsten det samme som med Windows. Alligevel bruger jeg ikke skrivebordet på samme måde. På den anden side prøver jeg at lade være med at lægge alt muligt på skrivebordet, så det gør ikke noget.

Menu og proceslinje

Der er en menulinje foroven med ur og notifikationsområde, hvor Windows har sidstnævnte i bunden til højre. Og alle programmer har en menu langs toppen af skærmen. Den følger ikke med programvinduet, men bliver siddende. Hvilket egentlig er ok. I bunden er en proceslinje, som Mac kalder Dock. Det er virkelig små forskelle i forhold til Windows. Der er dog den forskel, at macOS’ dock ikke rigtig viser, hvad du har åbent og hvilke vinduer der er aktive.

Mission Control og Exposé

Til gengæld har macOS Mission Control. Det er funktion, hvor du kan få et overblik over alle åbne vinduer på én gang. Når du så har det overblik, kan du vælge et vindue direkte eller lave en forhåndsvisning. Ganske smart (Windows 10 har faktisk introduceret noget tilsvarende). Og du får det frem med enten en ctrl+pil op eller en trække fire fingre op på pegefeltet. Du kan også vise åbne vinduer i samme program med ctrl+ned eller fire fingre ned på pegefeltet. Særligt sidste funktion er god at kende, da macOS’ dock, som nævnt, jo ikke viser åbne vinduer. Det må jeg indrømme, at Windows har løst bedre. Jeg har faktisk installeret app’en HyperDock for at få samme procesbar med forhåndsvisning, som Windows har. Den er virkelig rar.

HyperDock laver forhåndsvisning på åbner vinduer i et program. I dette tilfælde Firefox.
HyperDock laver forhåndsvisning på åbner vinduer i et program. I dette tilfælde Firefox.

Quick Look

Quick Look er ret godt tænkt. Du markerer en fil og trykker mellemrum og så får du en forhåndvisning af filen. Og det virker. På temmelig mange filtyper. Windows kan det samme, men der skal du vælge en splittet visning, hvor der laves forhåndsvisning i et vindue ved siden af den liste af filer, du kikker på. Windows-løsningen har den klare ulempe, at den er langsom, og at den viser hver eneste fil du kommer til at markere. Du ønsker kun at se få, udvalgte filer. Ikke alle du kommer til at klikke på. Og hvis du forhåndsviser filen og du åbner den, så tror Windows ofte, at filen allerede er åben. Løsningen i macOS er bedre. Den virker godt og er lynhurtig.

Så er der billeder. Du kan vise billeder i Finder, men kun i liste eller miniaturer. Du kan så ændre størrelsen på billederne med en skyder. Ikke med musehjul eller lignende, hvilket ellers er meget praktisk. Når du åbner et billede i Preview og vil kikke dem i mappen igennem kan du heller ikke gøre det fra en ende af. Piletasterne bevæger dig rundt i det gitter, som billederne umiddelbart befinder sig i selve mappen. Så kan du bruge Billedfremviser. Men her er det lige omvendt. Der vil du ofte gerne lave preview på alle de filer du klikker på, men kan ikke blade. Ofte vil du gerne gennemse en hel mappe, og det gør du ved at markere alle billederne i mappen først. Jeg har endnu fundet et program som er godt til at vise billeder.

Mest af alt savner jeg, at du kan vælge at vise billeder i en mappe i flere størrelser og meget større end macOS’s standard. Det kan du når du kikker i mappen billeder, men ikke hvis du skal uploade eller downloade og klikker dig frem til samme mappe. Så kan du ikke gøre billederne større for at være sikker på, at du vælger det rigtige. Meget irriterende.

Finder

Finder svarer til Stifinder/Explorer i Windows og er altså macOS’ filhåndtering. Den er så blottet for tilretningsmuligheder, at du hurtig bliver lidt irriteret. Som det absolut mest irriterende, kan du ikke vælge at lave en visning, hvor mapper og filer listes hver for sig. Typisk mapper over filer. Måske er det en vanesag at filer og mapper er blandede, men jeg synes, det i giver totalt mening at de listes hver for sig. Du har ikke den mulighed i Finder. I macOS Sierra kan du slå det til, men det er stadig ikke helt godt.

Og så kan du ikke klippe i Finder. Du kan vælge cmd+c og sætte ind med cmd+v. Hvis du vil klippe, så skal du sætte ind med cmd+alt+v. Der er Windows mere logisk, synes jeg. Jeg kopierer eller klipper/fjerner en fil fra en mappe med ctrl+x. Jeg klipper/fjerner den ikke først, når jeg sætter den ind.

Jeg har også kikket på nogle alternativer til Finder. Der var nogle udmærkede programmer, som lagde sig oven på Finder, så at sige, og gav brugeren nogle flere muligheder. Dem blev der dog lukket for, da Apple lavede en sikkerhedsopgradering. Der er dog et andet program, som jeg bruger, nemlig Path finder. Faktisk er det ret godt. Masser af muligheder. Minder om Windows Stifinder i den henseende. Alligevel så ender jeg ofte med at bruge almindelig Finder i stedet. Så jeg har vel vænnet mig til det.

Strøm

Apples produkter bliver ofte rost for at kunne holde længe på strømmen. Deres iPads er også imponerende på det punkt i forhold til andre tabletter. Min Mac er til gengæld ikke imponerende. Ca. tre timer holder en opladning. Det er mindre end en aftens brug ved spisebordet. Ikke værd at tale om.

Genveje

Genveje er lidt de samme som til Windows. Bortset fra, at du bruger cmd (også kaldet æbletasten) plus en anden tast i stedet for ctrl i de fleste tilfælde. Home og End tasterne mangler, men til gengæld kan du bruge cmd + pil højre/venstre/op/ned, hvilket faktisk er bedre. Til gengæld er jeg ikke vild med, at cmd sidder hvor den gør. Faktisk forstår jeg ikke, hvordan nogen har kunnet leve med det så længe. I Windows sidder ctrl ved lillefingeren. Så det er kræver intet at trykke den ned og bruge x, c, v og z samtidigt med samme hånd. Når du skal bruge cmd (som sidder samme sted som Alt på et Windows-tastatur) klumper din hånd sig sammen og du skal både dreje arm og håndled. Bare prøv. Og så er du nødt til at bruge flere forskellige fingre alt efter genvejen. Ergonomisk uhensigtsmæssigt og jeg forstår ikke, at ingen af Apples mange designere ikke har fundet på noget bedre.

I øvrigt, hvis du ikke kender dine genveje, så gør dig selv en tjeneste at få dem lært.

Mus

Ud af boksen har macOS musacceleration. Det betyder at markøren bevæger sig hurtigt, hvis du bevæger musen hurtigt. Og den bevæger sig langsomt, hvis du bevæger musen langsomt. Det er forfærdeligt. Når du nærmer dig noget, som du vil klikke på, sætter du (pr. automatik) farten lidt ned på din bevægelse. Hvad gør markøren? Den begynder at gå langsomt. Det føles som at løbe til målstregen og målstregen langsomt flytter sig længere og længere væk. Jeg kan ikke have det! Min tilbageknap på musen virker heller ikke. Der findes heldigvis to apps, som hjælper med at løse begge problemer. Der er selvfølgelig også Apples egen Magic Mouse, som faktisk har et pegefelt, som har en tilbagefunktionalitet og nogle af de andre håndbevægelser lånt fra pegefeltet, men jeg bryder mig ikke om den. Dens klik er for hårdt og den har en tendens til at vippe. Det kan jeg ikke arbejde med. Beklager Apple, men Razer og Microsoft laver bedre mus.

Pegefeltet

Til gengæld er pegefeltet det bedste på markedet. Der er ingen grund til at diskutere det. Det har Apple kælet for og perfektioneret til sidste detalje. Det reagerer som en forlængelse af dine fingre. Der er ingen forsinkelse eller lagging nogensinde. Det er nok heller ikke tilfældigt, at pladen faktisk er lavet af glas. Det reagerer lige så prompte som skærmen på din smartphone. Derudover er der en række bevægelser, som du kan bruge, som gør dit arbejde lettere. Gør dig selv en tjeneste, at sætte dig ind i dem. Jeg har nævnt et par af dem, men lad os bare tage den bedst tænkte og meste geniale: To fingre op eller ned ruller/scroller. Hverken mere eller mindre. Det virker på hele pladen og ikke kun ude i et ikke nærmere defineret område i siden. Det er så genialt og det virker. Masser af andre pegefelter har, som nævnt, et aktivt område ude i siden, eller virker på samme måde med to fingre, men de virker ikke lige så godt. Det er blevet bedre i de sidste par år, men Apples pegefelt er stadig lidt foran. Og det kommer fra en, som faktisk bruger mus det meste af tiden, og ikke er særlig god til at bruge pegefeltet.

Åbne vinduer i samme program

Når du trykker alt+tab i Windows, så skifter du mellem de åbner vinduer. I macOS er det mellem de åbne programmer. Så hvad gør du, hvis du har ti Word-dokumenter åbne? Der er faktisk en genvej: cmd+<. Så skifter du kun mellem vinduer i det aktive program. Jeg kan ikke helt blive enig med mig selv om, hvad der er bedst. Ja, så har jo nævnt muligheden med fire fingre op eller ned på pegefeltet.

Programmer

Nu spiller jeg jo ikke på min pc. Mine børn kan dog sagtens spille Minecraft og The Sims, hvilket kan være en anelse irriterende, da blæseren på computeren kører på maks. og jeg ikke selv kan bruge den, mens de er i gang. De fleste andre programmer fås dog. Microsoft Office, Adobe PhotoShop, InDesign, Illustrator osv. Det eneste jeg rigtig savner er Flashfxp. Efter min mening verdens bedste ftp-program. Jeg har fundet programmet Transmit, som minder om og er nogenlunde. Til gengæld har jeg endnu ikke prøvet de rene Mac-programmer, som skulle være ret gode, endnu. Her tænker jeg på Sketch og Coda. Sidstnævnte har nok fået baghjul af Atom, som jeg bruger.

Selve pakken

Nu har det meste jo handlet om styresystemet og genveje og enkelte programmer. Vi skal jo ikke glemme hardwaren. Rigtig mange køber jo en Mac, fordi den er pæn. Du kommer ikke uden om, at den er lækkert designet. Lad os se det i øjnene, den er det bedste designede bærbare på markedet. Den har også det bedste pegefelt på markedet. Tastaturet er også ganske godt. Der er lækkerier hele vejen rundt. Når du lukker låget suger det sig fast til chassiset med lige det kraft der skal til for at holde det, og der kommer en blød lukkelyd. Du skal heller ikke holde kontra, når du åbner låget. Skærmen virker også mere lækker. Det kan ikke forklares hvorfor. Apple kan noget med skærme. Og min MacBook har ikke engang en Retina-skærm. Kort sagt mærker du, hvordan Apple har kælet for designet over mange år. Jeg undrer mig over at Dell eller Lenovo ikke har gjort det samme, men de har valgt at lave mange forskellige bærbare i stedet for at forfine nogle enkelte modeller. Apple har ramt noget, hvor form og indhold udstråler noget, men ikke for meget. Og de har det design for sig selv. Der er ikke rigtig noget der ligner det. Dermed ikke sagt, at Asus’ Zenbooks ikke er lækre. Det er de, men de galt i byen med børstet stål. HPs Spectre er vildt flot designet, men guldkanter er for meget. Samsungs Ativ-serie er også rigtig flot, men sælges ikke i Europa mere. Dells XPS-serie er flot, men mest praktisk og det samme kan siges om Lenovos bærbare. Så er der seneste skud på stammen, nemlig den sovende kæmpe Microsoft. Deres Surface-serie er vovet og nytænkende. En slags tablet bærbar. Det er ikke rigtig nogen af delene. Seneste har de lavet Surface Laptop, en “rigtig” bærbar, som er sammenlignelig med de andre. Jeg må sige, at det varsler godt. De stikker igen snuden frem med en lidt højere skærm, væk fra tendensen med det flade og tastaturdelen er beklædt med stof.

Alle disse designs er gode, men jeg synes Apple på den allerbedste måde skiller sig ud. Det kan du ikke tage fra dem.

Og så er der altså en fordel i at samme firma laver både hardware og software. Der er taster til lyd, lystyrke, tastaturlys, genvej til programmer mm. Du skal ikke lave en tastekombination, som måske eller måske ikke virker, for at styre eksempelvis lyden. Styresystemet passer til og reagerer som det skal i forhold hardwaren. Windows er vist blevet lidt bedre på det punkt, men jeg har ikke prøvet Windows 10 ordentligt endnu. I hvert fald er det fornøjelse at Mac’en vågner op så hurtigt, når du løfter låget.

Konklusion

Der er stor forskel på selve hardwaren, hvor Apple slår de andre betydeligt. Der er ikke den store forskel på Windows og macOS. Mange siger, at det er en lang vandring opad bakke med Windows, og at der hele tiden er noget, der ikke virker. De er langt ude. De der (stadig) siger, at Windows går ned er deciderede idioter. Windows er et fremragende styresystem. Men jeg er lidt træt af at kikke på det. Indrømmet. Og hatten af for, at de vil køre fladt design og nærmest lede den bølge. Men Windows 10 er en anelse tungt og dyster i designet. Både i standardbaggrunde og farvevalg. Den udvidede Startmenu er også noget rod synes jeg. Alt den slags kan jo ændres – det er jo det du kan i Windows – men alligevel.

Der må jeg sige at macOS er noget mere forfriskende. Det er pænere og mere lækkert. Det er nøjagtig de samme muligheder for indstillinger og meget mere, men det virker på en måde mere enkelt og elegant. Tilretninger af brugerfladen er dog mindre, men det handler meget om, at du skal vænne dig til at bruge tingene som de er tænkt, og ikke som du er vant til.

Mit nye domænenavn

Hvis du ikke allerede har opdaget det, så kik i adressefeltet i din browser. Jep, det er mit nye og megaseje domænenavn. Læs videre og find ud af, hvordan jeg fik idéen til det.

Top Level Domains

Der er efterhånden en del Top Level Domains. Over 1000 i skrivende stund. Alligevel er nærmest kun en håndfuld, der bruges i praksis. Det er sjældent, du ser andet end .com, .org., .net brugt. Og så selvfølgelig landedomænerne såsom .da, .de, .jp og så videre. Jeg har personligt heller aldrig fundet andre interessante. Ikke før foråret 2016, hvor Automattic og wordpress.com i en auktion købte .blog. Jeg vidste på stedet, at jeg måtte have domænet markgazel.blog. Og det skulle selvfølgelig bruges på denne blog.

Lidt historie om min side

Adressen på denne side har altid været mark.gazel.dk. Baggrunden for dette var, at jeg (af oplagte grunde) registrerede domænet gazel.dk den 20. oktober 1999. Som alle andre ville jeg have min egen “hjemmeside”. Det var dengang, der stod www foran alle internetadresser. Så det var lidt sejt, hvis du brugte subdomæner i stedet for www. Derfor blev min adresse mark.gazel.dk. Andre familiemedlemmer kunne så få en lignende adresse med fornavn.gazel.dk. Det var også nærliggende med e-mailadresser af formen fornavn@gazel.dk. Mine børn har sådan en adresse og jeg har selv brugt e-mailadressen mark@gazel.dk, som min primære e-mail lige siden.

Og så kom .blog

Nogle år senere var det seje gledet lidt væk fra subdomæner, og jeg gik længe og tænkte på, om jeg ikke skulle registrere markgazel.dk i stedet. Jeg fik det aldrig rigtig gjort, fordi mark.gazel.dk på sin vis fungerede og den næsten tilsvarende e-mailadresse også fungerede. Jeg havde svært ved at finde de helt tungsvejende grunde til at registrere markgazel.dk. Jeg synes heller ikke e-mailadressen mark@markgazel.dk var lige så god. Dermed ikke sagt, at jeg pinedød skulle begynde at bruge sådan en e-mailadresse, bare fordi jeg bruger et andet domæne, men det var da med i overvejelserne. Nuomstunder er det så blevet almindeligt at gå væk fra fornavne foran snabel a’et og i stedet bruge mere inviterende e-mailadresser, såsom hej@domæne.dk eller hallo@domæne.dk og derfor var igen blavet ansporet til at registrere markgazel.dk.

Men så dukkede .blog op. Nu lå domæneskiftet lige for. Det er faktisk utroligt, at .blog som top level domain ikke har eksisteret længe før.

Indhold er (stadig) konge

Sagen er den, at min “hjemmeside” i starten bare skulle være et online-visitkort. Det skulle være en præsentation af mig selv, mit cv og den slags. Det skulle man have dengang i starten af nullerne. Inden længe var det dog ikke godt nok. Der skal nyt, frisk indhold på hele tiden. Ellers gider dine besøgene ikke blive hængende eller komme tilbage. Løsningen var dengang og er det stadig: blogging.

Det *er* jo WordPress

Jeg var, på anbefaling, begyndt at bruge WordPress som cms. WordPress var et bloggingsystem, men det var ikke sådan jeg, indtil da, havde brugt det. Til min egen side gav det derimod fuldstændig mening at bruge WordPress til det, som det er født til: at blogge.

Hårdt arbejde

Det vil sige skrive noget ordentligt indhold, og det er hårdt arbejde. Det vil jeg være den første til at skrive under på. Denne blog er ikke just superopdateret. Dens største kvalitet, er, at den har levet så længe. Det er ikke fordi, jeg har leveret en jævn strøm af indlæg. Men jeg vil gerne skrive mere og jeg har meget på hjerte.

Jeg er derfor stadig rigtig glad for denne side, og har ingen planer om at opgive den. Og jeg er rigtig glad for mit nye domæne. Jeg synes, min nye .blog-adresse klinger hammer godt. Den smager af noget.

Så velkommen til markgazel.blog