Velkommen til mit websted. Kik dig omkring. Hvis du har lyst, kan du abonnere på mit RSS feed. Kommentarer er også altid velkomne. Du kan også sende mig en mail via kontaktformularen. God fornøjelse!
- Mark Thomas Gazel (Denne besked forsvinder automatisk efter dit andet besøg på siden)
Siden første Star Wars-film “A New Hope”, hvor Han Solo løb med det meste af opmærksomheden, har jeg (og en del andre) ment, at det ville være helt oplagt at lave en film, der kun handlede om figuren Han Solo.
Verden er hård
Her har vi en figur, som er snævertsynet, grovkornet, egoistisk og tydeligvis kun tænker på, hvordan han kan tjene nogle gode, kolde credits. Han kæmper for at holde skindet på næsen som handlende, smugler, lejesoldat eller hvad der nu er mest gavnligt i øjeblikket. Og det bliver også gjort tydeligt, at det ikke går super godt. Der er en pris på hans hoved og hans rumskib bliver jævnligt sammenlignet med en bunke skrot. Det er en hård verden – også den der ligger i en fjern, fjern galakse.
Den atypiske helt
Det er også tydeligt, at Han Solo har større evner som fribytter end som eksempelvis landmand eller andre mere lovlydige erhverv. Du kan nok stole på ham, til en hvis grad, men kun hvis der er noget i det for ham. Og du ved helt sikkert ikke, hvor du har ham. Af samme grund er han, som heltetype, meget atypisk. I hvert fald da Star Wars kom frem. Heltene var dengang mere regelrette og ligetil. Mere unuancerede. I hvert fald i eventyrfilm. Luke Skywalker er i den henseende meget mere typisk og, ved siden af Han Solo, noget mere kedelig.
Ergo kan det undre, at det skulle tage så lang tid, før der kom en Han Solo-film. Du kan jo vælge at sige, at Han Solo levede videre i Indiana Jones-filmene. Men det er jo ikke Star Wars.
Selve filmen
Hvordan er “Solo” så som film? På sin vis lever den op til forventningerne. Det er helt klart en hvem-narrer-hvem historie. Den del fungerer sådan set udmærket. Ikke det bedste plot, der er set, men heller ikke det dårligste.
Nu er det et oprindelsesfilm, så vi skal også have at vide, hvor Han Solo kommer fra og hvordan han endte, hvor vi møder ham første gang. Den baggrundshistorie er jævnt kedelig. Det er altid lidt svært med den slags og typisk er sådanne historier gerne noget med at helten kommer fra trange kår og må kæmpe til dagen og vejen. Til gengæld har han et eller flere talenter, der gør at han ender med at blive den sejeste et eller andet. Han Solo har den type baggrundshistorie. Han vokser op i rendestenen, men drømmer om noget større. Han skal bare gives den rigtige mulighed. Helt klassisk og ret fantasiløst. Det jeg savner, er, at de havde sat ham i nogle situationer, hvor han faktisk viser, at han er lidt kvikkere og frækkere end gennemsnittet. Der er da lidt, men det er ikke særligt overbevisende. Det lykkes meget bedre med unge John Connor i “Terminator 2” for at tage et eksempel.
Det er altså den ene udfordring i forhold til at etablere den senere velkendte Han Solo. Et ordentligt manuskript, der viser, at den ældre Solo har været ung engang, men ellers er den samme.
Alden Ehrenreich?
Den anden udfordring er, at du skal helst tænke: det der, det er en ung udgave af Han Solo. Det tænker jeg altså ikke med Alden Ehrenreich. Og det gjorde jeg faktisk med eksempelvis River Phoenix i “Indiana Jones and the Last Crusade”.
Så filmens største svaghed, er, at det faktisk ikke er Han Solo, som vi kender ham. Uden at afsløre for meget kan jeg sige, at det berømte Kessler-run er med, og der får vi blærerøvssiden af Han Solo at se, hvilket er ganske fint. Det er dog også tæt på at være den eneste scene, hvor du ser den side. Det er ikke godt nok til en hel film.
Konklusion
Jeg må konkludere, at i Solo fik jeg ikke den Han Solo-film, som jeg havde drømt om. Ikke engang tæt på. Den har sine momenter, men jeg savnede den seje, utilregnelige og uforudsigelige Han Solo. Han der er der for sine venner og roder sig ud i problemer – eller selv skaber dem – og som du aldrig rigtigt ved, hvor du har.
Vi besøgte Hundested Sandskulptur Festival 2018. Temaet dette år er “Myter og legender”. Kendte myter og legender som skulpturer i gyldent sand. Der var også plads til Ron Jeremy.
Efter at have læst et par bøger på tablet og iPad fik jeg mere og mere lyst til at prøve en rigtig e-bogslæser. Jeg har tidligere stået med en rigtig Kindle, en Sony Reader og (vistnok) en Nook i hånden, da vi havde digitale saloner på biblioteket. Det ligger en del år tilbage, og e-bogslæserne var ikke specielt gode. De skulle styres med knapper, wifi virkede sjældent, og de var så langsomme, når du interagerede med dem, at du ofte var i tvivl, om du nu havde trykket det rigtige sted.
De er dog gode at læse på. Det er der ingen tvivl om. E ink-teknologien, som alle e-bogslæsere bruger, er virkelig smart. Det er et forsøg på at lave papir elektronisk frem for at bruge en skærm. Fordelene er, at E ink er let at læse på uden at trætte øjnene, og du kan læse på det i sollys eller i stærkt lys uden genskin. Derudover så bruger det ikke særligt meget strøm. En opladning kan sagtens holde en måned.
Fordelene ved en dedikeret e-bogslæser er derfor tydelige. De var dog præget af at være lidt bagud rent teknisk. Uanset fordelene, så havde de svært ved at konkurrere med tabletter og iPads. De blev dog hele tiden bedre.
Amazon Kindle
Som tiden gik var det også tydeligt, at Amazons Kindle endte med at blive standarden. Der findes alternativer, men i alle tests ender Kindle altid med at vinde. Så jeg kunne godt se, at det var en Kindle, jeg skulle have. Jeg så gerne, at der var et bedre alternativ, for jeg bryder mig ikke om, at Kindle er så låst til Amazons økosystem. Og for det ikke skal være løgn, så bruger Amazon i deres Kindle filformatet Mobipocket (.mobi), og ikke det mere officielle Epub-format (.epub).
Det stoppede mig dog ikke fra at ville have en Kindle. Det hjalp også på det, at en kollega talte meget varmt om den og lod mig studere hendes. Den var virkelig fed. Derudover vidste jeg, at jeg med programmet Calibre sagtens kunne fylde indhold på den uanset filtype og uden om Amazon. Godt nok ikke via wifi, men det var til at leve med.
Så fik jeg min Kindle
Det første der slog mig, da jeg fik den, var størrelsen. Den er så lille. Ikke meget større end en lille paperback. Det er lidt overraskende, da de fleste bøger er en smule større. Størrelsen har dog vist sig at være helt perfekt. Den ligger godt i hånden og kan faktisk være i de fleste lommer. En ting du også skal huske på med en e-bogslæser, er, at du kan ændre skrifttype og størrelse. Er det for småt kan du gøre teksten større. Er du til skrifttyper enten med eller uden seriffer (fødder), så kan du også vælge det.
Som en konsekvens af det, så mister sidenummeringen også sin værdi. Sætter du skifttypen op så vil en enkelt side fylde mere, end det du ser på skærmen. Skrifttyper fylder også forskelligt og både margen og linjeafstand kan også ændres. Derfor har nogen fundet på “Location”, som tæller tegn i stedet og grupperer dem i klumper på 125 tegn. Sådan en klump får så et Loc-nummer. Jeg kan ikke lige få øje på fordelen. Sidenumre kender jeg og det giver mig et billede af, hvor lang en bog er, og hvor langt der er til næste kapitel. Så kan det godt være at et skærmbillede ikke er en side, men kun 3/4 eller lignende. Men det gør ikke så meget, for en Kindle fortæller dig i stedet i bunden hvor mange minutter, der er tilbage af et kapitel. Den lurer din læsehastighed og baserer det på det. Det er en stor hjælp, når du ikke har en fornemmelse af, hvornår kapitlet slutter.
Baggrundslys
Som sagt kan du sagtens læse i solskin, men du kan også læse i mørke. Der er nemlig baggrundslys i en Kindle. Det er virkelig smart, for så behøver du ikke have lyset tændt for at læse. Også en stor fordel, hvis du deler soveværelse med en lysfølsom person eller er i et mørkt fly eller tog.
Calibre
Det er meningen, at du bruger din Kindle til at købe dine bøger hos Amazon. De har jo også verdens største udvalg af bøger. De er heller ikke specielt dyre. Til gengæld er de jo så på engelsk. Det er dog blevet mere almindeligt for danske forlag at udgive deres titler som e-bøger. Tellerup gør det med alle deres titler, så hvis du køber en bog hos dem, så får du e-bogen med. Andre sælger tingene hver for sig.
Politiken Books har en “Send til Kindle”-funktion, og der er også andre måder at sende på, men uanset hvad, så vil der være en del bøger, som du selv må lægge ind i din Kindle. Her kommer programmet Calibre ind i billedet. Det er faktisk et ret fedt program. Lavet af en fyr der hedder Kovid Goyal, som bare synes, at det skal være let at lægge bøger på sin e-bogslæser, og at du selv skal kunne bestemme over dit digitale bibliotek. Calibre er derfor Open Source og videreudvikles nu af et dusin programmører.
Det er et virkelig enkelt og smidigt program. Du tilføjer bare dine bøger til Calibre, og så sender du det til din Kindle. Den finder selv ud af konvertere det til det rigtige format (.mobi) undervejs. Det er i øvrigt ikke ualmindeligt, at e-bøger kommer i pakker med flere formater, fordi der ikke rigtig er en standard. Programmet er så også en database, der holder øje med din samling og har den gemt i en mappe på computeren. Derudover kan du læse bøgerne i programmet. Det kan også nogle andre ting, som jeg ikke bruger. Du kan f.eks. hente artikler på nettet og lægge på din Kindle.
Programmet minder faktisk om de programmer, som du bruger til at lægge tags, covers og andet data i mp3-filer. Det er bare til bøger. Sådan noget kan jeg godt blive helt bidt af og bruge tid på, men det får jeg ikke læst nogle bøger af. Jeg kan dog ikke nære mig for nogle gange at finde et bedre omslag/cover. Jeg har også været inde og justere, hvordan bogserier kommer med i titlen. Hvilket nummer en bog har i en given serie, synes jeg er virkelig vigtigt, men det understøttes ikke konsekvent, selvom dataene sagtens kan håndteres af de forskellige formater. For at gøre en lang historie kort, så vil jeg gerne kunne se, at eksempelvis “Engle & Dæmoner” af Dan Brown er den første Robert Langdon-historie. Derfor er den i mit Calibre-bibliotek og på min Kindle gemt som:
Robert Langdon 1 – Engle & Dæmoner
Det synes jeg er smart. De fleste bøger er jo en del af en serie efterhånden.
Goodreads
Den er også i kontakt med Goodreads, hvilket er meget positivt. Dine forskellige lister derfra er tilgængelige. Særligt to-read-listen er rar at have. Jeg er meget stor fan af Goodreads og er glad for, at der endelig er en velfungerende tjeneste for bøger. En der også er et socialt medie og spiller sammen med de andre sociale medier. Integrationen med Kindle spiller nu ikke 100%. Jeg har syv bøger på min to-read-liste, men min Kindle viser kun to. Det er nok bare en fejl, der vil blive rettet.
Brugerfladen
Brugerfladen er udmærket indrettet og med fokus på dit eget bibliotek, men også med tæt kontakt til Amazon. Din konto med dit tilknyttede købekort er kun et klik væk, og så er bogen i din samling. Det er ret godt. Men som det fremgår af ovenstående, så er det ikke det, jeg benytter mig allermest af.
Konklusion
Jeg må sige, at jeg er mere end almindeligt tilfreds med min Kindle. Den er godt skruet sammen. Både selve apparatet, som har en god størrelse og betjeningen som foregår på en enkel måde med skærmen. Den reagerer ikke som din telefon eller andre skærme, men den er ikke så sløv, at du bliver irriteret. Jeg har også købt et cover med klap til den, som er ret lækkert og klappen fungerer samtidigt som en tænd/sluk-knap via en magnet. Smart og bekvemt.
Jeg anbefaler enhver, der er glad for at læse, at få en. Ja, det er ikke det samme som en rigtig bog. Bøger dufter på en bestemt måde, de har et flot omslag og de kræver ikke strøm. Til gengæld er en Kindle ikke kun én bog, men flere hundrede bøger og med flere tusind bøger et klik væk, og den er bare virkelig praktisk og nem at have med at gøre.
—
Her kan du købe en Kindle
Du behøver ikke købe din Kindle hos Amazon. Flere danske butikker sælger dem. Den danske netbutik KindleShop har specialiseret sig i at sælge Kindles, og er også den billigste, så dem vil jeg anbefale. De har også det største udvalg af tilbehør til en Kindle.
“Den fremmede” af Albert Camus bliver lovprist af stort set alle. Jeg følte, at det var på tide at få den læst. Så jeg fandt den på ereolen som lydbog. Jeg er ikke den store fan af lydbøger, men de har den store fordel, at jeg kan lytte til dem, mens jeg laver noget andet. Jeg lytter f.eks., når jeg lufter min hund.
Romanens succes skyldes, at den meget kort og præcist tager fat i det store spørgsmål: Hvad er meningen med livet? Eller hvorfor er vi til? Jeg skal ikke gøre mig klog på Eksistentialismen som begreb. Det vil bare gå galt. Men der da ingen tvivl om, at romanen sætter nogle tanker i gang om livets meningsløshed.
Mor er død
Romanens hovedperson, Meursault, fortæller sin historie, og det starter med hans mors død. Det siges, at den første sætning i en roman er den sværeste, og den er sjældent skrevet bedre:
I dag døde mor, eller måske i går, jeg ved det ikke.
Hovedpersonens nøgterne ligegyldighed overfor denne triste begivenhed, slår på denne enkle måde tonen an for resten af romanen.
Mersault er ikke rigtig påvirket af noget. Han står op, passer sit arbejde, spiser hvis han er sulten og taler med sin nabo, indtil det keder ham. Han får også en kæreste, som bliver meget forelsket i ham, og som vil giftes med ham.
Livet foregår omkring ham uden han som sådan påvirker det synderligt. Der er dog en nabo, som har nogle problemer med nogle arabere. Han hjælper naboen, og ved et uheld får han skudt den ene araber. Det skal siges, at romanen foregår i Algeriet, dengang landet var en del af det franske styre. Mersault bliver selvfølgelig fanget og ryger i fængsel.
Retssagen
Her begynder romanens anden del, som handler om Mersaults rettergang og sagen, der føres mod ham. I korte træk kan du sige, at Mersaults fremmedhed over for verden omkring ham bliver hans skæbne.
I retten bliver der fokuseret på Mersaults ligegyldighed. At han ikke sørger over sin mors død, at han kan indlede et forhold til en kvinde lige efter og videre i den dur. Siden at han ikke føler anger eller fortryder sine handlinger, så har anklageren let spil i forhold til at få ham dømt til døden.
Romanens budskab er, at hvis du ikke spiller med på samfundets normer, så er der ikke plads til dig. Så vil samfundet få bugt med dig, Det er faktisk ret interessant, og hvis du tænker over det, så passer det nok. Du er nødt til at indordne for ellers vil samfundet ikke fungere. Men skal alle nødvendigvis gøre det? Det er det store spørgsmål.
Romanen er skrevet i en ordknap stil uden så mange beskrivelser. Det gør den interessant, fordi du mærker, at der ligger mere og gemmer sig under overfladen. Så selvom jeg ikke umiddelbart kan få øje på, hvorfor romanen har fået den klassikerstatus, som den har, så er ret sikker på, at jeg vil vende tilbage og læse den igen på et tidspunkt. Du får lyst til at forstå Mersault. Hvorfor er han som han er, og hvorfor kan verden ikke rumme ham?
Der er noget at tænke over, og det må siges at være være enhver romans vigtigste opgave.
Min gamle pc (en Sony Vaio bærbar) kunne ikke mere. Så jeg skulle have en anden og var lidt i tvivl om, hvad det skulle være. Jeg regnede selvføgelig med, at det skulle være en Windows pc, men havde da godt set at flere og flere skiftede over til Mac. Også tidligere dedikerede pc-brugere. Stort set alle WordPress’ kerneudviklere bruger Mac. Selv Matt Mullenweg havde fået lavet en Mac med WordPress-logo på.
Så da en ven foreslog, at jeg købte en Mac af ham, så slog jeg til. Han havde en MacBook Pro til overs, da hans datter hellere ville have den lidt lettere, lidt fladere og meget mere hippe MacBook Air.
Den Mac hun ville af med var i MacBook Pro-linjen. Det er dog ikke én af dem med en skærm af Retina-typen. Til gengæld har den cd-drev. Som den eneste MacBook på det tidspunkt. Så det, og den lave pris, har gjort, at den stadig er ret populær.
Så jeg havde chancen for at se, hvad det var for noget med disse Macs. Det er altid en god idé at gøre sig fortrolig med alle platforme. I en eller anden grad.
Første indtryk
Brugerfladen ligner jo Windows til forveksling. Der er vinduer. Du lukker dem på den røde knap i øverste venstre hjørne og ikke på krydset i øverste højre hjørne, men det glemmer du i løbet af kort tid.
Skrivebordet
Der er et Skrivebord. Det er dog mere gemt på en måde. Der findes ikke en funktion, der lukker alle vinduer. Den er ellers rar, når du har fået åbnet alt for mange vinduer og lige vil rydde skærmen. Der er dog nogle aktive hjørner, hvor du kan føre musen hen og så forsvinder alle vinduer ud til kanten. Så det er næsten det samme som med Windows. Alligevel bruger jeg ikke skrivebordet på samme måde. På den anden side prøver jeg at lade være med at lægge alt muligt på skrivebordet, så det gør ikke noget.
Menu og proceslinje
Der er en menulinje foroven med ur og notifikationsområde, hvor Windows har sidstnævnte i bunden til højre. Og alle programmer har en menu langs toppen af skærmen. Den følger ikke med programvinduet, men bliver siddende. Hvilket egentlig er ok. I bunden er en proceslinje, som Mac kalder Dock. Det er virkelig små forskelle i forhold til Windows. Der er dog den forskel, at macOS’ dock ikke rigtig viser, hvad du har åbent og hvilke vinduer der er aktive.
Mission Control og Exposé
Til gengæld har macOS Mission Control. Det er funktion, hvor du kan få et overblik over alle åbne vinduer på én gang. Når du så har det overblik, kan du vælge et vindue direkte eller lave en forhåndsvisning. Ganske smart (Windows 10 har faktisk introduceret noget tilsvarende). Og du får det frem med enten en ctrl+pil op eller en trække fire fingre op på pegefeltet. Du kan også vise åbne vinduer i samme program med ctrl+ned eller fire fingre ned på pegefeltet. Særligt sidste funktion er god at kende, da macOS’ dock, som nævnt, jo ikke viser åbne vinduer. Det må jeg indrømme, at Windows har løst bedre. Jeg har faktisk installeret app’en HyperDock for at få samme procesbar med forhåndsvisning, som Windows har. Den er virkelig rar.
HyperDock laver forhåndsvisning på åbner vinduer i et program. I dette tilfælde Firefox.
Quick Look
Quick Look er ret godt tænkt. Du markerer en fil og trykker mellemrum og så får du en forhåndvisning af filen. Og det virker. På temmelig mange filtyper. Windows kan det samme, men der skal du vælge en splittet visning, hvor der laves forhåndsvisning i et vindue ved siden af den liste af filer, du kikker på. Windows-løsningen har den klare ulempe, at den er langsom, og at den viser hver eneste fil du kommer til at markere. Du ønsker kun at se få, udvalgte filer. Ikke alle du kommer til at klikke på. Og hvis du forhåndsviser filen og du åbner den, så tror Windows ofte, at filen allerede er åben. Løsningen i macOS er bedre. Den virker godt og er lynhurtig.
Så er der billeder. Du kan vise billeder i Finder, men kun i liste eller miniaturer. Du kan så ændre størrelsen på billederne med en skyder. Ikke med musehjul eller lignende, hvilket ellers er meget praktisk. Når du åbner et billede i Preview og vil kikke dem i mappen igennem kan du heller ikke gøre det fra en ende af. Piletasterne bevæger dig rundt i det gitter, som billederne umiddelbart befinder sig i selve mappen. Så kan du bruge Billedfremviser. Men her er det lige omvendt. Der vil du ofte gerne lave preview på alle de filer du klikker på, men kan ikke blade. Ofte vil du gerne gennemse en hel mappe, og det gør du ved at markere alle billederne i mappen først. Jeg har endnu fundet et program som er godt til at vise billeder.
Mest af alt savner jeg, at du kan vælge at vise billeder i en mappe i flere størrelser og meget større end macOS’s standard. Det kan du når du kikker i mappen billeder, men ikke hvis du skal uploade eller downloade og klikker dig frem til samme mappe. Så kan du ikke gøre billederne større for at være sikker på, at du vælger det rigtige. Meget irriterende.
Finder
Finder svarer til Stifinder/Explorer i Windows og er altså macOS’ filhåndtering. Den er så blottet for tilretningsmuligheder, at du hurtig bliver lidt irriteret. Som det absolut mest irriterende, kan du ikke vælge at lave en visning, hvor mapper og filer listes hver for sig. Typisk mapper over filer. Måske er det en vanesag at filer og mapper er blandede, men jeg synes, det i giver totalt mening at de listes hver for sig. Du har ikke den mulighed i Finder. I macOS Sierra kan du slå det til, men det er stadig ikke helt godt.
Og så kan du ikke klippe i Finder. Du kan vælge cmd+c og sætte ind med cmd+v. Hvis du vil klippe, så skal du sætte ind med cmd+alt+v. Der er Windows mere logisk, synes jeg. Jeg kopierer eller klipper/fjerner en fil fra en mappe med ctrl+x. Jeg klipper/fjerner den ikke først, når jeg sætter den ind.
Jeg har også kikket på nogle alternativer til Finder. Der var nogle udmærkede programmer, som lagde sig oven på Finder, så at sige, og gav brugeren nogle flere muligheder. Dem blev der dog lukket for, da Apple lavede en sikkerhedsopgradering. Der er dog et andet program, som jeg bruger, nemlig Path finder. Faktisk er det ret godt. Masser af muligheder. Minder om Windows Stifinder i den henseende. Alligevel så ender jeg ofte med at bruge almindelig Finder i stedet. Så jeg har vel vænnet mig til det.
Strøm
Apples produkter bliver ofte rost for at kunne holde længe på strømmen. Deres iPads er også imponerende på det punkt i forhold til andre tabletter. Min Mac er til gengæld ikke imponerende. Ca. tre timer holder en opladning. Det er mindre end en aftens brug ved spisebordet. Ikke værd at tale om.
Genveje
Genveje er lidt de samme som til Windows. Bortset fra, at du bruger cmd (også kaldet æbletasten) plus en anden tast i stedet for ctrl i de fleste tilfælde. Home og End tasterne mangler, men til gengæld kan du bruge cmd + pil højre/venstre/op/ned, hvilket faktisk er bedre. Til gengæld er jeg ikke vild med, at cmd sidder hvor den gør. Faktisk forstår jeg ikke, hvordan nogen har kunnet leve med det så længe. I Windows sidder ctrl ved lillefingeren. Så det er kræver intet at trykke den ned og bruge x, c, v og z samtidigt med samme hånd. Når du skal bruge cmd (som sidder samme sted som Alt på et Windows-tastatur) klumper din hånd sig sammen og du skal både dreje arm og håndled. Bare prøv. Og så er du nødt til at bruge flere forskellige fingre alt efter genvejen. Ergonomisk uhensigtsmæssigt og jeg forstår ikke, at ingen af Apples mange designere ikke har fundet på noget bedre.
I øvrigt, hvis du ikke kender dine genveje, så gør dig selv en tjeneste at få dem lært.
Mus
Ud af boksen har macOS musacceleration. Det betyder at markøren bevæger sig hurtigt, hvis du bevæger musen hurtigt. Og den bevæger sig langsomt, hvis du bevæger musen langsomt. Det er forfærdeligt. Når du nærmer dig noget, som du vil klikke på, sætter du (pr. automatik) farten lidt ned på din bevægelse. Hvad gør markøren? Den begynder at gå langsomt. Det føles som at løbe til målstregen og målstregen langsomt flytter sig længere og længere væk. Jeg kan ikke have det! Min tilbageknap på musen virker heller ikke. Der findes heldigvis to apps, som hjælper med at løse begge problemer. Der er selvfølgelig også Apples egen Magic Mouse, som faktisk har et pegefelt, som har en tilbagefunktionalitet og nogle af de andre håndbevægelser lånt fra pegefeltet, men jeg bryder mig ikke om den. Dens klik er for hårdt og den har en tendens til at vippe. Det kan jeg ikke arbejde med. Beklager Apple, men Razer og Microsoft laver bedre mus.
Pegefeltet
Til gengæld er pegefeltet det bedste på markedet. Der er ingen grund til at diskutere det. Det har Apple kælet for og perfektioneret til sidste detalje. Det reagerer som en forlængelse af dine fingre. Der er ingen forsinkelse eller lagging nogensinde. Det er nok heller ikke tilfældigt, at pladen faktisk er lavet af glas. Det reagerer lige så prompte som skærmen på din smartphone. Derudover er der en række bevægelser, som du kan bruge, som gør dit arbejde lettere. Gør dig selv en tjeneste, at sætte dig ind i dem. Jeg har nævnt et par af dem, men lad os bare tage den bedst tænkte og meste geniale: To fingre op eller ned ruller/scroller. Hverken mere eller mindre. Det virker på hele pladen og ikke kun ude i et ikke nærmere defineret område i siden. Det er så genialt og det virker. Masser af andre pegefelter har, som nævnt, et aktivt område ude i siden, eller virker på samme måde med to fingre, men de virker ikke lige så godt. Det er blevet bedre i de sidste par år, men Apples pegefelt er stadig lidt foran. Og det kommer fra en, som faktisk bruger mus det meste af tiden, og ikke er særlig god til at bruge pegefeltet.
Åbne vinduer i samme program
Når du trykker alt+tab i Windows, så skifter du mellem de åbner vinduer. I macOS er det mellem de åbne programmer. Så hvad gør du, hvis du har ti Word-dokumenter åbne? Der er faktisk en genvej: cmd+<. Så skifter du kun mellem vinduer i det aktive program. Jeg kan ikke helt blive enig med mig selv om, hvad der er bedst. Ja, så har jo nævnt muligheden med fire fingre op eller ned på pegefeltet.
Programmer
Nu spiller jeg jo ikke på min pc. Mine børn kan dog sagtens spille Minecraft og The Sims, hvilket kan være en anelse irriterende, da blæseren på computeren kører på maks. og jeg ikke selv kan bruge den, mens de er i gang. De fleste andre programmer fås dog. Microsoft Office, Adobe PhotoShop, InDesign, Illustrator osv. Det eneste jeg rigtig savner er Flashfxp. Efter min mening verdens bedste ftp-program. Jeg har fundet programmet Transmit, som minder om og er nogenlunde. Til gengæld har jeg endnu ikke prøvet de rene Mac-programmer, som skulle være ret gode, endnu. Her tænker jeg på Sketch og Coda. Sidstnævnte har nok fået baghjul af Atom, som jeg bruger.
Selve pakken
Nu har det meste jo handlet om styresystemet og genveje og enkelte programmer. Vi skal jo ikke glemme hardwaren. Rigtig mange køber jo en Mac, fordi den er pæn. Du kommer ikke uden om, at den er lækkert designet. Lad os se det i øjnene, den er det bedste designede bærbare på markedet. Den har også det bedste pegefelt på markedet. Tastaturet er også ganske godt. Der er lækkerier hele vejen rundt. Når du lukker låget suger det sig fast til chassiset med lige det kraft der skal til for at holde det, og der kommer en blød lukkelyd. Du skal heller ikke holde kontra, når du åbner låget. Skærmen virker også mere lækker. Det kan ikke forklares hvorfor. Apple kan noget med skærme. Og min MacBook har ikke engang en Retina-skærm. Kort sagt mærker du, hvordan Apple har kælet for designet over mange år. Jeg undrer mig over at Dell eller Lenovo ikke har gjort det samme, men de har valgt at lave mange forskellige bærbare i stedet for at forfine nogle enkelte modeller. Apple har ramt noget, hvor form og indhold udstråler noget, men ikke for meget. Og de har det design for sig selv. Der er ikke rigtig noget der ligner det. Dermed ikke sagt, at Asus’ Zenbooks ikke er lækre. Det er de, men de galt i byen med børstet stål. HPs Spectre er vildt flot designet, men guldkanter er for meget. Samsungs Ativ-serie er også rigtig flot, men sælges ikke i Europa mere. Dells XPS-serie er flot, men mest praktisk og det samme kan siges om Lenovos bærbare. Så er der seneste skud på stammen, nemlig den sovende kæmpe Microsoft. Deres Surface-serie er vovet og nytænkende. En slags tablet bærbar. Det er ikke rigtig nogen af delene. Seneste har de lavet Surface Laptop, en “rigtig” bærbar, som er sammenlignelig med de andre. Jeg må sige, at det varsler godt. De stikker igen snuden frem med en lidt højere skærm, væk fra tendensen med det flade og tastaturdelen er beklædt med stof.
Alle disse designs er gode, men jeg synes Apple på den allerbedste måde skiller sig ud. Det kan du ikke tage fra dem.
Og så er der altså en fordel i at samme firma laver både hardware og software. Der er taster til lyd, lystyrke, tastaturlys, genvej til programmer mm. Du skal ikke lave en tastekombination, som måske eller måske ikke virker, for at styre eksempelvis lyden. Styresystemet passer til og reagerer som det skal i forhold hardwaren. Windows er vist blevet lidt bedre på det punkt, men jeg har ikke prøvet Windows 10 ordentligt endnu. I hvert fald er det fornøjelse at Mac’en vågner op så hurtigt, når du løfter låget.
Konklusion
Der er stor forskel på selve hardwaren, hvor Apple slår de andre betydeligt. Der er ikke den store forskel på Windows og macOS. Mange siger, at det er en lang vandring opad bakke med Windows, og at der hele tiden er noget, der ikke virker. De er langt ude. De der (stadig) siger, at Windows går ned er deciderede idioter. Windows er et fremragende styresystem. Men jeg er lidt træt af at kikke på det. Indrømmet. Og hatten af for, at de vil køre fladt design og nærmest lede den bølge. Men Windows 10 er en anelse tungt og dyster i designet. Både i standardbaggrunde og farvevalg. Den udvidede Startmenu er også noget rod synes jeg. Alt den slags kan jo ændres – det er jo det du kan i Windows – men alligevel.
Der må jeg sige at macOS er noget mere forfriskende. Det er pænere og mere lækkert. Det er nøjagtig de samme muligheder for indstillinger og meget mere, men det virker på en måde mere enkelt og elegant. Tilretninger af brugerfladen er dog mindre, men det handler meget om, at du skal vænne dig til at bruge tingene som de er tænkt, og ikke som du er vant til.
Vi besøgte 
