Solo

Siden første Star Wars-film “A New Hope”, hvor Han Solo løb med det meste af opmærksomheden, har jeg (og en del andre) ment, at det ville være helt oplagt at lave en film, der kun handlede om figuren Han Solo.

Verden er hård

Her har vi en figur, som er snævertsynet, grovkornet, egoistisk og tydeligvis kun tænker på, hvordan han kan tjene nogle gode, kolde credits. Han kæmper for at holde skindet på næsen som handlende, smugler, lejesoldat eller hvad der nu er mest gavnligt i øjeblikket. Og det bliver også gjort tydeligt, at det ikke går super godt. Der er en pris på hans hoved og hans rumskib bliver jævnligt sammenlignet med en bunke skrot. Det er en hård verden – også den der ligger i en fjern, fjern galakse.

Den atypiske helt

Det er også tydeligt, at Han Solo har større evner som fribytter end som eksempelvis landmand eller andre mere lovlydige erhverv. Du kan nok stole på ham, til en hvis grad, men kun hvis der er noget i det for ham. Og du ved helt sikkert ikke, hvor du har ham. Af samme grund er han, som heltetype, meget atypisk. I hvert fald da Star Wars kom frem. Heltene var dengang mere regelrette og ligetil. Mere unuancerede. I hvert fald i eventyrfilm. Luke Skywalker er i den henseende meget mere typisk og, ved siden af Han Solo, noget mere kedelig.

Ergo kan det undre, at det skulle tage så lang tid, før der kom en Han Solo-film. Du kan jo vælge at sige, at Han Solo levede videre i Indiana Jones-filmene. Men det er jo ikke Star Wars.

Selve filmen

Hvordan er “Solo” så som film? På sin vis lever den op til forventningerne. Det er helt klart en hvem-narrer-hvem historie. Den del fungerer sådan set udmærket. Ikke det bedste plot, der er set, men heller ikke det dårligste.

Nu er det et oprindelsesfilm, så vi skal også have at vide, hvor Han Solo kommer fra og hvordan han endte, hvor vi møder ham første gang. Den baggrundshistorie er jævnt kedelig. Det er altid lidt svært med den slags og typisk er sådanne historier gerne noget med at helten kommer fra trange kår og må kæmpe til dagen og vejen. Til gengæld har han et eller flere talenter, der gør at han ender med at blive den sejeste et eller andet. Han Solo har den type baggrundshistorie. Han vokser op i rendestenen, men drømmer om noget større. Han skal bare gives den rigtige mulighed. Helt klassisk og ret fantasiløst. Det jeg savner, er, at de havde sat ham i nogle situationer, hvor han faktisk viser, at han er lidt kvikkere og frækkere end gennemsnittet. Der er da lidt, men det er ikke særligt overbevisende. Det lykkes meget bedre med unge John Connor i “Terminator 2” for at tage et eksempel.

Det er altså den ene udfordring i forhold til at etablere den senere velkendte Han Solo. Et ordentligt manuskript, der viser, at den ældre Solo har været ung engang, men ellers er den samme.

Alden Ehrenreich?

Den anden udfordring er, at du skal helst tænke: det der, det er en ung udgave af Han Solo. Det tænker jeg altså ikke med Alden Ehrenreich. Og det gjorde jeg faktisk med eksempelvis River Phoenix i “Indiana Jones and the Last Crusade”.

Så filmens største svaghed, er, at det faktisk ikke er Han Solo, som vi kender ham. Uden at afsløre for meget kan jeg sige, at det berømte Kessler-run er med, og der får vi blærerøvssiden af Han Solo at se, hvilket er ganske fint. Det er dog også tæt på at være den eneste scene, hvor du ser den side. Det er ikke godt nok til en hel film.

Konklusion

Jeg må konkludere, at i Solo fik jeg ikke den Han Solo-film, som jeg havde drømt om. Ikke engang tæt på. Den har sine momenter, men jeg savnede den seje, utilregnelige og uforudsigelige Han Solo. Han der er der for sine venner og roder sig ud i problemer – eller selv skaber dem – og som du aldrig rigtigt ved, hvor du har.

Sarah Connor Chronicles

James Camerons ‘Terminator’ fra 1984 har efterhånden udviklet sig til en større franchise. Der er de fire efterfølgende film, computerspil, tegneserier og selv forlystelser. Og så er der tv-serien ‘The Sarah Connor Chronicles’. Alle tager de udgangspunkt i menneskehedens kamp mod computernetværket Skynet, der, i en ikke så fjern fremtid, næsten udsletter menneskeheden. Kun få mennesker har overlevet og tager kampen op. Skynet opfinder dog en tidsmaskine og på et tidspunkt, hvor Skynet er ved at tabe til menneskene, sender det en Terminator tilbage i tiden for at dræbe sin nemesis – oprørshærens leder John Connor – og derved ændre fortiden til sin egen fordel i fremtiden. Og det er her rammen for terminator-historierne bliver sat. De foregår i vores tid, men handler om en kamp i en mulig fremtid. Eller rettere et forsøg på at ændre fremtiden ved at forhindre Skynet i at blive skabt. Samtidig er flere af figurerne fra selvsamme fremtid, hvilket giver historierne en ekstra krølle. Ja, du skal holde tungen lige i munden i tidsrejsehistorier.

Terminator som serie
At lave en tv-serie, der følger Sarah Connor og hendes søn efter handlingen Terminator 2 (T2), er helt oplagt. Det er der to væsentlige grunde til. Den ene er, at James Cameron i T2 gjorde Sarah Connor til en rigtig badass. Hun sidder ikke bare og venter på, at fremtiden skal komme, men går aktivt ind i at træne sig selv og sin søn og forberede dem på Dommedag. I Terminatoruniverset er det dagen, hvor Skynet bliver selvstændigt tænkende og derefter udsletter det meste af menneskeheden i en atomkrig. Målet er altså at forhindre Dommedag og det gøres ved at gå efter de personer, der har indflydelse på udviklingen af Skynet.

Den gode Terminator
Den anden grund er, at James Cameron i T2 også viste, at en terminator kan omprogrammeres og hjælpe mennesker i stedet for at dræbe dem. Eller i det mindste undlade at dræbe bestemte mennesker. At være terminator stikker, trods alt, dybt. I serien er der igen sendt en sådan fredelig terminator tilbage i tiden for at hjælpe John Connor. Denne gang i form af en spinkel kvinde. Hun hedder selvfølgelig Cameron. Cameron Philips. Spillet af den vidunderlige Summer Glau.

Summer Glau
Hun ligner ikke en terminator, men tag ikke fejl. Summer Glau spiller John Connors beskytter – terminatoren Cameron.

Oprørslederen og robotten
Så det kan godt være at serien hedder ‘Sarah Connor Chronicles’, men det er faktisk John og Cameron, som serien, i mine øjne, kredser om og ikke Sarah Connor. Hun er selvfølgelig drivkraften, men det interessante er spillet mellem John og Cameron.

John ser hende ikke som en maskine. Ikke altid i hvert fald. Han bliver flere gange opfordret til at slukke hende, men vil ikke gå med til det. På samme måde er Cameron hans beskytter, men måden hun dukker op på og holder øje med ham, virker ikke altid som om, det er “bare” er hendes opgave. Der er derfor et spændende spil mellem de to figurer. Er John forelsket i Cameron? Og Cameron forelsket i John? Kan en maskine elske?

At seriens forfattere også finder dette spil interessant er ret tydeligt. John har faktisk et forhold til en anden på et tidspunkt. Pigen Riley. Igen er det svært at sige om Cameron er generet af det. Hendes opgaver er jo at bevæge sig rundt i baggrunden og holde øje med John. Men er det altid det hun gør? Er hun ligefrem jaloux? Det er også påfaldende, at John og Rileys forhold er meget kammeratligt og platonisk. De er kærester, men tror faktisk kun de kysser en enkelt gang og deres forhold er på intet tidspunkt seksuelt. Lidt påfaldende givet deres alder og hormoner. John er selvfølgelig bange for at trække hende ind i hans liv, som er ret farligt, men alligevel.

John Connor and Cameron lying in bed
Den unge mand og robotten. John og Cameron i et fortroligt øjeblik.

I hvert fald er det spillet mellem Cameron og John, der gør serien interessant for mig. Deres forhold er på én gang meget enkelt og samtidig med masser af underspil. John er omgivet af personer, der ved, at han vil blive den store oprørsleder. De ser sjældent på ham som en almindelig person. John har derfor brug for en neutral og følelsesløs person i sit liv. Det er hans mor, af gode grunde, ikke. Heller ikke moderes forskellige soldatervenner. Samtidig repræsenterer Cameron fremtiden. En mulig fremtid, som kun hun kender, men som han – John – spiller en vigtig rolle i. John har sikkert ikke troet på moderen til at starte med. Hun viste sig dog at have ret og Cameron er en konstant påmindelse om, at fremtiden, moderens fremtid, er fremtiden. Den mest sandsynlige. Selvom han og moderen gør, hvad de kan for at forhindre den.

Den ultimative beskytter?
Samtidig er der spænding i det faktum, at Cameron beskytter ham bedre end nogen andre kan. Som i nogen overhovedet. Alligevel skal der kun en  computerfejl til, for at hun udsletter ham. Hurtigt, uden varsel og uden anger.

John Connor and Cameron in the shed
John reparer Camerons hånd.

The Sarah Connor Chronicles kredser altså om nogle temaer, som jeg finder rigtig spændende. Hvor går grænsen mellem menneske og maskine? Kan maskiner føle noget? Kan en maskine elske? Så selvom en Terminator startede med at være perfekte menneskedræber, så har de videre historier udviklet dem til at tage nogle problematikker op, som du finder i eksempelvis Asimows robothistorier, i en film som ‘Blade Runner‘ eller senest i filmen ‘Ex Machina‘. Kan en robot være så perfekt, at den ikke selv tror, at den er en robot? Kan en robot blive forelsket? Kan et menneske forelske sig i en robot?

Desværre endte serien efter to sæsoner, og vi derfor aldrig ud af, hvor forholdet mellem John og Cameron ender. Virkelig irriterende for serien er rigtig god og den havde meget potentiale. Det er også gode skuespillere, der bærer serien. Lena Headey spiller Sarah. Hun har senere fået rollen som Cersei Lannister i ‘Game of Thrones’, så hun bliver nok svær at overtale til at fortsætte. Brian Austin Green er endnu en hjælper fra fremtiden, og han gør det også godt. John Connor spilles af Thomas Dekker, som var helt ukendt for mig, men som har spillet skuespil siden han kunne gå. Han rammer tonen i rollen godt, hvor han er mut og ensom, men samtidig også seriøs og alvorlig, når det er nødvendigt. Og så er der jo Summer Glau.

Lad den rette komme ind

Oskar bor i et social boligbyggeri i Blackeberg lidt uden for Stockholm. Det er i starten af firserne. Han er tolv år gammel og bliver mobbet i skolen af tre andre. Han er introvert, stille og derfor et nemt offer, men han går og planlægger et modangreb på sine plageånder med sin kniv. Mens han øver sig i gården, i den bidende kulde, bliver han en aften overrasket af en mørk, skyggeagtig pige på hans egen alder.

Læs mere ...Lad den rette komme ind

X-men: First Class

Efter den noget mislykkede ‘X-men: The Last Stand‘ forsøger bagmændene sig nu med en prequel. Måske inspireret af den succesfulde prequel til ‘Star Trek‘. Under alle omstændigheder skal vi tilbage i tiden. Til en tid hvor Charles Xavier og Eric Lehnsheer i fællesskab prøver at finde den rette vej for verdens mutanter. Når de altså først har fundet dem.

Læs mere ...X-men: First Class

Login