Kategori: Bøger

Jeg er altid i gang med en bog, men har for lidt tid til at læse så meget, som jeg gerne ville. Nogle gange skriver jeg en lille anmeldelse af, hvad jeg har læst.

Min Kindle og mig

Efter at have læst et par bøger på tablet og iPad fik jeg mere og mere lyst til at prøve en rigtig e-bogslæser. Jeg har tidligere stået med en rigtig Kindle, en Sony Reader og (vistnok) en Nook i hånden, da vi havde digitale saloner på biblioteket. Det ligger en del år tilbage, og e-bogslæserne var ikke specielt gode. De skulle styres med knapper, wifi virkede sjældent, og de var så langsomme, når du interagerede med dem, at du ofte var i tvivl, om du nu havde trykket det rigtige sted.

De er dog gode at læse på. Det er der ingen tvivl om. E ink-teknologien, som alle e-bogslæsere bruger, er virkelig smart. Det er et forsøg på at lave papir elektronisk frem for at bruge en skærm. Fordelene er, at E ink er let at læse på uden at trætte øjnene, og du kan læse på det i sollys eller i stærkt lys uden genskin. Derudover så bruger det ikke særligt meget strøm. En opladning kan sagtens holde en måned.

Fordelene ved en dedikeret e-bogslæser er derfor tydelige. De var dog præget af at være lidt bagud rent teknisk. Uanset fordelene, så havde de svært ved at konkurrere med tabletter og iPads. De blev dog hele tiden bedre.

Amazon Kindle

Som tiden gik var det også tydeligt, at Amazons Kindle endte med at blive standarden. Der findes alternativer, men i alle tests ender Kindle altid med at vinde. Så jeg kunne godt se, at det var en Kindle, jeg skulle have. Jeg så gerne, at der var et bedre alternativ, for jeg bryder mig ikke om, at Kindle er så låst til Amazons økosystem. Og for det ikke skal være løgn, så bruger Amazon i deres Kindle filformatet Mobipocket (.mobi), og ikke det mere officielle Epub-format (.epub).

Det stoppede mig dog ikke fra at ville have en Kindle. Det hjalp også på det, at en kollega talte meget varmt om den og lod mig studere hendes. Den var virkelig fed. Derudover vidste jeg, at jeg med programmet Calibre sagtens kunne fylde indhold på den uanset filtype og uden om Amazon. Godt nok ikke via wifi, men det var til at leve med.

Så fik jeg min Kindle

Det første der slog mig, da jeg fik den, var størrelsen. Den er så lille. Ikke meget større end en lille paperback. Det er lidt overraskende, da de fleste bøger er en smule større. Størrelsen har dog vist sig at være helt perfekt. Den ligger godt i hånden og kan faktisk være i de fleste lommer. En ting du også skal huske på med en e-bogslæser, er, at du kan ændre skrifttype og størrelse. Er det for småt kan du gøre teksten større. Er du til skrifttyper enten med eller uden seriffer (fødder), så kan du også vælge det.

Som en konsekvens af det, så mister sidenummeringen også sin værdi. Sætter du skifttypen op så vil en enkelt side fylde mere, end det du ser på skærmen. Skrifttyper fylder også forskelligt og både margen og linjeafstand kan også ændres. Derfor har nogen fundet på “Location”, som tæller tegn i stedet og grupperer dem i klumper på 125 tegn. Sådan en klump får så et Loc-nummer. Jeg kan ikke lige få øje på fordelen. Sidenumre kender jeg og det giver mig et billede af, hvor lang en bog er, og hvor langt der er til næste kapitel. Så kan det godt være at et skærmbillede ikke er en side, men kun 3/4 eller lignende. Men det gør ikke så meget, for en Kindle fortæller dig i stedet i bunden hvor mange minutter, der er tilbage af et kapitel. Den lurer din læsehastighed og baserer det på det. Det er en stor hjælp, når du ikke har en fornemmelse af, hvornår kapitlet slutter.

Baggrundslys

Som sagt kan du sagtens læse i solskin, men du kan også læse i mørke. Der er nemlig baggrundslys i en Kindle. Det er virkelig smart, for så behøver du ikke have lyset tændt for at læse. Også en stor fordel, hvis du deler soveværelse med en lysfølsom person eller er i et mørkt fly eller tog.

Calibre

Det er meningen, at du bruger din Kindle til at købe dine bøger hos Amazon. De har jo også verdens største udvalg af bøger. De er heller ikke specielt dyre. Til gengæld er de jo så på engelsk. Det er dog blevet mere almindeligt for danske forlag at udgive deres titler som e-bøger. Tellerup gør det med alle deres titler, så hvis du køber en bog hos dem, så får du e-bogen med. Andre sælger tingene hver for sig.

Politiken Books har en “Send til Kindle”-funktion, og der er også andre måder at sende på, men uanset hvad, så vil der være en del bøger, som du selv må lægge ind i din Kindle. Her kommer programmet Calibre ind i billedet. Det er faktisk et ret fedt program. Lavet af en fyr der hedder Kovid Goyal, som bare synes, at det skal være let at lægge bøger på sin e-bogslæser, og at du selv skal kunne bestemme over dit digitale bibliotek. Calibre er derfor Open Source og videreudvikles nu af et dusin programmører.

Det er et virkelig enkelt og smidigt program. Du tilføjer bare dine bøger til Calibre, og så sender du det til din Kindle. Den finder selv ud af konvertere det til det rigtige format (.mobi) undervejs. Det er i øvrigt ikke ualmindeligt, at e-bøger kommer i pakker med flere formater, fordi der ikke rigtig er en standard. Programmet er så også en database, der holder øje med din samling og har den gemt i en mappe på computeren. Derudover kan du læse bøgerne i programmet. Det kan også nogle andre ting, som jeg ikke bruger. Du kan f.eks. hente artikler på nettet og lægge på din Kindle.

Programmet minder faktisk om de programmer, som du bruger til at lægge tags, covers og andet data i mp3-filer. Det er bare til bøger. Sådan noget kan jeg godt blive helt bidt af og bruge tid på, men det får jeg ikke læst nogle bøger af. Jeg kan dog ikke nære mig for nogle gange at finde et bedre omslag/cover. Jeg har også været inde og justere, hvordan bogserier kommer med i titlen. Hvilket nummer en bog har i en given serie, synes jeg er virkelig vigtigt, men det understøttes ikke konsekvent, selvom dataene sagtens kan håndteres af de forskellige formater. For at gøre en lang historie kort, så vil jeg gerne kunne se, at eksempelvis “Engle & Dæmoner” af Dan Brown er den første Robert Langdon-historie. Derfor er den i mit Calibre-bibliotek og på min Kindle gemt som:

Robert Langdon 1 – Engle & Dæmoner

Det synes jeg er smart. De fleste bøger er jo en del af en serie efterhånden.

Goodreads

Den er også i kontakt med Goodreads, hvilket er meget positivt. Dine forskellige lister derfra er tilgængelige. Særligt to-read-listen er rar at have. Jeg er meget stor fan af Goodreads og er glad for, at der endelig er en velfungerende tjeneste for bøger. En der også er et socialt medie og spiller sammen med de andre sociale medier. Integrationen med Kindle spiller nu ikke 100%. Jeg har syv bøger på min to-read-liste, men min Kindle viser kun to. Det er nok bare en fejl, der vil blive rettet.

Brugerfladen

Brugerfladen er udmærket indrettet og med fokus på dit eget bibliotek, men også med tæt kontakt til Amazon. Din konto med dit tilknyttede købekort er kun et klik væk, og så er bogen i din samling. Det er ret godt. Men som det fremgår af ovenstående, så er det ikke det, jeg benytter mig allermest af.

Konklusion

Jeg må sige, at jeg er mere end almindeligt tilfreds med min Kindle. Den er godt skruet sammen. Både selve apparatet, som har en god størrelse og betjeningen som foregår på en enkel måde med skærmen. Den reagerer ikke som din telefon eller andre skærme, men den er ikke så sløv, at du bliver irriteret. Jeg har også købt et cover med klap til den, som er ret lækkert og klappen fungerer samtidigt som en tænd/sluk-knap via en magnet. Smart og bekvemt.

Jeg anbefaler enhver, der er glad for at læse, at få en. Ja, det er ikke det samme som en rigtig bog. Bøger dufter på en bestemt måde, de har et flot omslag og de kræver ikke strøm. Til gengæld er en Kindle ikke kun én bog, men flere hundrede bøger og med flere tusind bøger et klik væk, og den er bare virkelig praktisk og nem at have med at gøre.

—

Her kan du købe en Kindle

Du behøver ikke købe din Kindle hos Amazon. Flere danske butikker sælger dem. Den danske netbutik KindleShop har specialiseret sig i at sælge Kindles, og er også den billigste, så dem vil jeg anbefale. De har også det største udvalg af tilbehør til en Kindle.

Den fremmede af Albert Camus

“Den fremmede” af Albert Camus bliver lovprist af stort set alle. Jeg følte, at det var på tide at få den læst. Så jeg fandt den på ereolen som lydbog. Jeg er ikke den store fan af lydbøger, men de har den store fordel, at jeg kan lytte til dem, mens jeg laver noget andet. Jeg lytter f.eks., når jeg lufter min hund.

Romanens succes skyldes, at den meget kort og præcist tager fat i det store spørgsmål: Hvad er meningen med livet? Eller hvorfor er vi til? Jeg skal ikke gøre mig klog på Eksistentialismen som begreb. Det vil bare gå galt. Men der da ingen tvivl om, at romanen sætter nogle tanker i gang om livets meningsløshed.

Mor er død

Romanens hovedperson, Meursault, fortæller sin historie, og det starter med hans mors død. Det siges, at den første sætning i en roman er den sværeste, og den er sjældent skrevet bedre:

I dag døde mor, eller måske i går, jeg ved det ikke.

Hovedpersonens nøgterne ligegyldighed overfor denne triste begivenhed, slår på denne enkle måde tonen an for resten af romanen.

Mersault er ikke rigtig påvirket af noget. Han står op, passer sit arbejde, spiser hvis han er sulten og taler med sin nabo, indtil det keder ham. Han får også en kæreste, som bliver meget forelsket i ham, og som vil giftes med ham.

Livet foregår omkring ham uden han som sådan påvirker det synderligt. Der er dog en nabo, som har nogle problemer med nogle arabere. Han hjælper naboen, og ved et uheld får han skudt den ene araber. Det skal siges, at romanen foregår i Algeriet, dengang landet var en del af det franske styre. Mersault bliver selvfølgelig fanget og ryger i fængsel.

Retssagen

Her begynder romanens anden del, som handler om Mersaults rettergang og sagen, der føres mod ham. I korte træk kan du sige, at Mersaults fremmedhed over for verden omkring ham bliver hans skæbne.

I retten bliver der fokuseret på Mersaults ligegyldighed. At han ikke sørger over sin mors død, at han kan indlede et forhold til en kvinde lige efter og videre i den dur. Siden at han ikke føler anger eller fortryder sine handlinger, så har anklageren let spil i forhold til at få ham dømt til døden.

Romanens budskab er, at hvis du ikke spiller med på samfundets normer, så er der ikke plads til dig. Så vil samfundet få bugt med dig, Det er faktisk ret interessant, og hvis du tænker over det, så passer det nok. Du er nødt til at indordne for ellers vil samfundet ikke fungere. Men skal alle nødvendigvis gøre det? Det er det store spørgsmål.

Romanen er skrevet i en ordknap stil uden så mange beskrivelser. Det gør den interessant, fordi du mærker, at der ligger mere og gemmer sig under overfladen. Så selvom jeg ikke umiddelbart kan få øje på, hvorfor romanen har fået den klassikerstatus, som den har, så er ret sikker på, at jeg vil vende tilbage og læse den igen på et tidspunkt. Du får lyst til at forstå Mersault. Hvorfor er han som han er, og hvorfor kan verden ikke rumme ham?

Der er noget at tænke over, og det må siges at være være enhver romans vigtigste opgave.

Hærværk af Tom Kristensen

For sin tid var Tom Kristensens roman “Hærværk” meget kontroversiel og provokerende. Det er den ikke mere. Verden var mere enkel dengang. Mere lige til og uskyldig. Og borgerskabet, der dengang var respekteret, var ikke noget du bare vendte ryggen. Det var et privilegium at være en del af det, og noget du stræbte efter at komme til at tilhøre. Alligevel vælger romanens hovedperson, Ole Jastrau, at “gå i hundene”. Som han kalder det. Det gjorde du ikke bare dengang.

Siden da har der været masser af forfattere, der er gået i hundene. Der er rockstjerner, der har brændt lyset i begge ender og Hunter S. Thompson brugte gonzojournalist til at fortælle om, hvor langt ud du kan komme med alkohol og kemikalier.

Så langt ud kommer Jastrau ikke. Hans deroute er mere intellektuel. Han er en falleret digter, der er gået kold i sin borgerlige tilværelse med fast arbejde, kone og barn. Han er intellektuelt respekteret, men nu som dengang, så er det ikke kultur, der får mest spalteplads i avisen, så han føler en vis modløshed og træthed over sit anmelderjob på en velrenommeret avis.

Ind af døren kommer nogle personer fra Jastraus kommunistiske fortid. Særligt den unge Steffensen, som viser sig at være chefredaktørens søn, får skubbet til Jastraus mindreværd og følelse af at være en falleret lyriker, der gemmer sig i sine småborgerlige og trygge rammer. Steffensen skriver nemlig fremragende lyrik. En evne Jastrau synes at have mistet. Det er ikke godt.

Han går i hundene

Herfra ekskalerer Jastraus drikkeri, men det er stadig med sindet i behold og med overskud til at beskrive omgivelserne og verden omkring sig. Der bliver reflekteret. Du kan sige, at det er ikke sanseløs druk. Ikke hele tiden i hvert fald. Og det er på sin vis godt. For romanen har mange kvaliteter. Kristensens sprog er sprudlende og levende. Du får virkelig oplevet København gennem Jastraus øjne. Den del gør romanen værd at læse.

Derudover, så må jeg være hård og sige, at selvom Jan Sonnergaard (han har skrevet forordet) mener, at romanen er stramt fortalt, så synes jeg, den er for lang. Det er på sin vis en kvalitet i, at Kristensen giver sig god tid til at lade sin figur gå i hundene. At den slags ikke bare sker fra den ene dag til den næste. Alligevel mener jeg, at det går ud over fremdriften i historien.

Så konklusionen er, at “Hærværk” er ualmindeligt velskrevet, omend en kende langtrukken, men at romanen fortjener al den anerkendelse, den har fået i tidens løb. Jeg mener dog, at selvom “Hærværk” har været tidligt ude med sit tema om det bevidste, menneskelig forfald, så er den blevet overgået af andre tilsvarende romaner siden.

Den utrolige historie om Kavalier og Clay

Med udgangspunkt i tegneserierne og pulpmagasinerne i tredivernes USA har Michael Chabon begået værk, som godt kan falde ind i kategorien ‘Den Store Amerikanske Roman’. Han fik da også  Pulitzer-prisen (fiction) for den i 2001.

Men hvad er det for en roman? Hvordan kan man skrive om tegneserier og ende med at få Pulitzer-prisen? Hvad er det, der er lykkedes så godt for Michael Chabon (som i øvrigt udtales Shea som i stadium og Bon som i Jovi). Først og fremmest skriver han blændende godt. Hver eneste linje er en fornøjelse at læse. Og så er tegneserier jo verdens bedste emne at skrive om. I hvert fald, hvis du sprøger mig.

Læs mere ...Den utrolige historie om Kavalier og Clay

Rejsen til Saturn

Jeg har altid været en stor fan af Claus Deleurans syrede og pisseskægge tegneserier, hvor “Rejsen til Saturn” er et absolut højdepunkt. Og da jeg hørte at folkene bag “Terkel i knibe” ville filmatisere den tænkte, at det var den smukkeste kombination af en fed historie og de folk, der skulle bringe den til live. Humoren i “Terkel i knibe” er ikke langt fra Claus Deleurans med hensyn til grovkornethed og fuldstændig mangel på politisk korrekthed. Nu traileren blevet frigivet.

Traileren har intet med filmen at gøre, men den lover godt.

Læs mere ...Rejsen til Saturn