Den fremmede af Albert Camus

“Den fremmede” af Albert Camus bliver lovprist af stort set alle. Jeg følte, at det var på tide at få den læst. Så jeg fandt den på ereolen som lydbog. Jeg er ikke den store fan af lydbøger, men de har den store fordel, at jeg kan lytte til dem, mens jeg laver noget andet. Jeg lytter f.eks., når jeg lufter min hund.

Romanens succes skyldes, at den meget kort og præcist tager fat i det store spørgsmål: Hvad er meningen med livet? Eller hvorfor er vi til? Jeg skal ikke gøre mig klog på Eksistentialismen som begreb. Det vil bare gå galt. Men der da ingen tvivl om, at romanen sætter nogle tanker i gang om livets meningsløshed.

Mor er død

Romanens hovedperson, Meursault, fortæller sin historie, og det starter med hans mors død. Det siges, at den første sætning i en roman er den sværeste, og den er sjældent skrevet bedre:

I dag døde mor, eller måske i går, jeg ved det ikke.

Hovedpersonens nøgterne ligegyldighed overfor denne triste begivenhed, slår på denne enkle måde tonen an for resten af romanen.

Mersault er ikke rigtig påvirket af noget. Han står op, passer sit arbejde, spiser hvis han er sulten og taler med sin nabo, indtil det keder ham. Han får også en kæreste, som bliver meget forelsket i ham, og som vil giftes med ham.

Livet foregår omkring ham uden han som sådan påvirker det synderligt. Der er dog en nabo, som har nogle problemer med nogle arabere. Han hjælper naboen, og ved et uheld får han skudt den ene araber. Det skal siges, at romanen foregår i Algeriet, dengang landet var en del af det franske styre. Mersault bliver selvfølgelig fanget og ryger i fængsel.

Retssagen

Her begynder romanens anden del, som handler om Mersaults rettergang og sagen, der føres mod ham. I korte træk kan du sige, at Mersaults fremmedhed over for verden omkring ham bliver hans skæbne.

I retten bliver der fokuseret på Mersaults ligegyldighed. At han ikke sørger over sin mors død, at han kan indlede et forhold til en kvinde lige efter og videre i den dur. Siden at han ikke føler anger eller fortryder sine handlinger, så har anklageren let spil i forhold til at få ham dømt til døden.

Romanens budskab er, at hvis du ikke spiller med på samfundets normer, så er der ikke plads til dig. Så vil samfundet få bugt med dig, Det er faktisk ret interessant, og hvis du tænker over det, så passer det nok. Du er nødt til at indordne for ellers vil samfundet ikke fungere. Men skal alle nødvendigvis gøre det? Det er det store spørgsmål.

Romanen er skrevet i en ordknap stil uden så mange beskrivelser. Det gør den interessant, fordi du mærker, at der ligger mere og gemmer sig under overfladen. Så selvom jeg ikke umiddelbart kan få øje på, hvorfor romanen har fået den klassikerstatus, som den har, så er ret sikker på, at jeg vil vende tilbage og læse den igen på et tidspunkt. Du får lyst til at forstå Mersault. Hvorfor er han som han er, og hvorfor kan verden ikke rumme ham?

Der er noget at tænke over, og det må siges at være være enhver romans vigtigste opgave.

Hærværk af Tom Kristensen

For sin tid var Tom Kristensens roman “Hærværk” meget kontroversiel og provokerende. Det er den ikke mere. Verden var mere enkel dengang. Mere lige til og uskyldig. Og borgerskabet, der dengang var respekteret, var ikke noget du bare vendte ryggen. Det var et privilegium at være en del af det, og noget du stræbte efter at komme til at tilhøre. Alligevel vælger romanens hovedperson, Ole Jastrau, at “gå i hundene”. Som han kalder det. Det gjorde du ikke bare dengang.

Siden da har der været masser af forfattere, der er gået i hundene. Der er rockstjerner, der har brændt lyset i begge ender og Hunter S. Thompson brugte gonzojournalist til at fortælle om, hvor langt ud du kan komme med alkohol og kemikalier.

Så langt ud kommer Jastrau ikke. Hans deroute er mere intellektuel. Han er en falleret digter, der er gået kold i sin borgerlige tilværelse med fast arbejde, kone og barn. Han er intellektuelt respekteret, men nu som dengang, så er det ikke kultur, der får mest spalteplads i avisen, så han føler en vis modløshed og træthed over sit anmelderjob på en velrenommeret avis.

Ind af døren kommer nogle personer fra Jastraus kommunistiske fortid. Særligt den unge Steffensen, som viser sig at være chefredaktørens søn, får skubbet til Jastraus mindreværd og følelse af at være en falleret lyriker, der gemmer sig i sine småborgerlige og trygge rammer. Steffensen skriver nemlig fremragende lyrik. En evne Jastrau synes at have mistet. Det er ikke godt.

Han går i hundene

Herfra ekskalerer Jastraus drikkeri, men det er stadig med sindet i behold og med overskud til at beskrive omgivelserne og verden omkring sig. Der bliver reflekteret. Du kan sige, at det er ikke sanseløs druk. Ikke hele tiden i hvert fald. Og det er på sin vis godt. For romanen har mange kvaliteter. Kristensens sprog er sprudlende og levende. Du får virkelig oplevet København gennem Jastraus øjne. Den del gør romanen værd at læse.

Derudover, så må jeg være hård og sige, at selvom Jan Sonnergaard (han har skrevet forordet) mener, at romanen er stramt fortalt, så synes jeg, den er for lang. Det er på sin vis en kvalitet i, at Kristensen giver sig god tid til at lade sin figur gå i hundene. At den slags ikke bare sker fra den ene dag til den næste. Alligevel mener jeg, at det går ud over fremdriften i historien.

Så konklusionen er, at “Hærværk” er ualmindeligt velskrevet, omend en kende langtrukken, men at romanen fortjener al den anerkendelse, den har fået i tidens løb. Jeg mener dog, at selvom “Hærværk” har været tidligt ude med sit tema om det bevidste, menneskelig forfald, så er den blevet overgået af andre tilsvarende romaner siden.

Den utrolige historie om Kavalier og Clay

Med udgangspunkt i tegneserierne og pulpmagasinerne i tredivernes USA har Michael Chabon begået værk, som godt kan falde ind i kategorien ‘Den Store Amerikanske Roman’. Han fik da også  Pulitzer-prisen (fiction) for den i 2001.

Men hvad er det for en roman? Hvordan kan man skrive om tegneserier og ende med at få Pulitzer-prisen? Hvad er det, der er lykkedes så godt for Michael Chabon (som i øvrigt udtales Shea som i stadium og Bon som i Jovi). Først og fremmest skriver han blændende godt. Hver eneste linje er en fornøjelse at læse. Og så er tegneserier jo verdens bedste emne at skrive om. I hvert fald, hvis du sprøger mig.

Læs mere ...Den utrolige historie om Kavalier og Clay

Rejsen til Saturn

Jeg har altid været en stor fan af Claus Deleurans syrede og pisseskægge tegneserier, hvor “Rejsen til Saturn” er et absolut højdepunkt. Og da jeg hørte at folkene bag “Terkel i knibe” ville filmatisere den tænkte, at det var den smukkeste kombination af en fed historie og de folk, der skulle bringe den til live. Humoren i “Terkel i knibe” er ikke langt fra Claus Deleurans med hensyn til grovkornethed og fuldstændig mangel på politisk korrekthed. Nu traileren blevet frigivet.

Traileren har intet med filmen at gøre, men den lover godt.

Læs mere ...Rejsen til Saturn

Arn Magnusson

Arn Magnusson - mark.gazel.dk

Jeg må indrømme, at jeg er ret vild med Jan Guillous trilogi om Arn Magnusson. Jeg glædede mig derfor meget til at se filmen. Filmen er faldet ganske heldigt ud. Selvfølgelig er der nogen ting fra romanerne, jeg savner, men den er godt skruet sammen i betragtning af, det er skandinavisk produktion. Det er også befriende at se nogle “almindelige” mennesker i rollerne og ikke det sædvanlige Hollywood-slæng. Min største anke til filmen er, at Joakim Nätterqvist, der spiller Arn, i den første halvdel af filmen render rundt med alvorlig rynke i panden det meste af tiden. Og så kunne jeg godt savne, at de havde gjort mere ud af scenen, hvor Arn gør kul på de seks landevejsrøvere. Han gør det trods alt ene mand, mens hans væbner ubekymret ser til, vel vidende, at det har Arn styr på. Det er faktisk væsentlig scene i romanen, idet Saladin her ser Arn for første gang og får bekræftet, at rygterne om Al Ghoutis krigerevner faktisk er sande.

Læs mere ...Arn Magnusson