Hvis du kører forbi Tivoli, vil du opdage, at det bliver klædt ud som en Halloween-temapark i efterårsferien. Hvis du kører forbi Føtex, vil du i deres grøntafdeling se, at du kan købe græskar. Der er dog den detalje, at græskaret er omviklet med et stykke pap med hank og pappet er påtrykt forslag til motiver, du kan lave på græskarret. Noget tyder på, at Halloween er ved at gøre sit definitive indtog i Danmark. Det er forventeligt, og det er da også en sjov tradition, selvom vi i Danmark kun laver en sørgelig efterligning. Græskarhovederne behøver dog ikke at være en sørgelig efterligning og i efteråret 2005 lavede jeg mit eget. Det havde jeg længe villet og min Jack O’Lantern (det hedder sådan et hovede faktisk), blev ganske fint. Jeg måtte høre på lidt “Jeg elsker USA”-drillerier fra mine kolleger, da jeg anbragte den på disken i caféen i Kulturhuset, men tiden har vist, at jeg var avant-garde. Tag den. Og caféens gæster synes faktisk, den var sjov. Indtil den begyndte at stinke råddent efter et par dage.
Jeg har længe syntes, der var lidt for meget bandwagon-effekt over MySpace. Alle skulle have en MySpace profil, fordi det har alle andre og så skal jeg også have en. I kulturbranchen, som jeg arbejder i, har alle bands, singer/songwritere, kunstnere, performere og alle andre en MySpace-profil. Det sker endda, at det eneste materiale, man får fra dem, er et link til profilen og intet andet. Få det lige til at se ud af noget. Billeder og den slags på profilen er nogen gange kun et billede af en flyer, som (håber jeg) ser godt ud på tryk, men er ulæselig på en skærm. Nogen gange er teksten på flyer-billedet den eneste tekst, der er. Men det er selvfølgelig et generelt problem for en webredaktør og har ikke så meget med MySpace at gøre.
Til gengæld synes jeg, stort set, alle MySpace-profiler giver ordet øjebæ en ny betydning. Sjældent har noget præsenteret på internettet været så tæskegrimt. Kasser med tekst, der nærmest er kastet ind på siden, farver der slet ikke passer sammen og repeterede baggrundsbilleder, der slet ikke skulle være brugt som en baggrund. Jeg troede, noget så hjemmelavet og talentløst, var blevet afskaffet i slutningen af halvfemserne, men det lever fint på MySpace.
Af samme grund var jeg noget nølende, da min entusiastiske kollega Annette mente, at Råhuset skulle have en MySpace-profil. Jeg gik lidt halvhjertet til opgaven og var rystet, da jeg prøvede at tilrette “min” profil. Der er en editor, som på overfladen ser fin ud, men det er lidt tilfældigt om de ændringer, du laver, slår igennem. Når du så synes, du er færdig, genererer den en gang spaghettikode, som du skal kopiere ind i feltet “I’d like to meet” i din profil, hvilket slet ikke giver mening. Du skal faktisk sætte koden ind “i bunden” af feltet, hvilket er lige så mystisk. Sidst, men ikke mindst, er koden genereret af noget script af en slags og det er komplet umuligt at se hvilken kode, der styrer hvad og samme kode går igen mange steder. Og da koden er en pærevælling ville det derudover være en udfordring at lave justeringer, hvis det var.
Heldigvis kunne min yngre og mere hippe kollega, Maria, hjælpe med at bruge en anden MySpace editor og resultatet blev lidt bedre. Samtidig har hun hygget sig med at invitere en masse venner, så man begynder at kunne se de intersociale muligheder ved MySpace. For det er jo det, der må være grunden til, at det ligger nr. 1 på de 25 mest populære web 2.0 websteder. Det er i hvert fald ikke æstetikken. Og det ser ud til at gå den rigtige vej, for der er kommet en del hilsener og så skulle Råhusets glade brugere med tiden så sørge for, at vi får endnu flere venner. Det bliver spændende at holde øje med.
Så fik jeg min nye pc, som næsten stod i 14 dage inden jeg fik kikket på den. Det er en Dell Dimension 9200 og altså en desktop. Endnu en. Denne gang gjorde jeg endnu engang den overvejelse, om det skulle være en en laptop, men desktop’en vandt igen. Hvad kan jeg sige, prisen og ydelsen spillede en rolle, og jeg har det svært med de underlige laptop tastaturer.
Computeren virker som kram og den medfølgende skærm skal man ikke undervurdere. Jeg kører widescreen med en opløsning på 1680*1050 og det er tæt ved at billedet ligner et stykke papir. Det skal jeg lige vænne mig til, selvom jeg havde en temmelig fed skærm før. Windows Vista er maskinen født med og det kræver også en smule tilvænning. Jeg er tæt på at slå klassisk visning til flere gange, men griber mig i det. Det ville være synd.
Største anke er, som altid, at pc’en den larmer. For satan da. Jeg troede s’gu de havde brugt de sidste 5 år på at knække den nød, men åbenbart ikke. En desktop skal, åbenbart, være plaget af ulidelig blæserstøj. Det er fair nok, at der er tænkt på luftgennemstrømning i kabinettet og den slags. Selve luftsuset kan faktisk være behagelig. Til gengæld er der en mindre (men meget hidsig) blæser, som går lige tværs gennem hjernebarken. Formodentlig den på grafikkortet. Ja, der er vel ikke så meget at gøre ved det. Jeg tror, jeg vil se mig om efter nogle meget lange kabler eller finde en kasse at smide kabinettet ind i.
Jeg burde næsten lave en kategori, der hedder gode eller fængende ord. Jeg elsker sådanne ord.
Du kender det godt. Et ord, der ikke er helt hverdagsagtigt, men ligger godt i munden passer, og som hånd i handske til en bestemt situation. Et sådant ord er “skybrud”. Det ser endda godt ud på skrift.
Ordet dækker, efter min bedste overbevisning, den type voldsomme byge, der kommer pludseligt og forsvinder igen lige så pludselig. En byge med kæmpe vanddråber, og du bliver pladdervåd uanset, hvor kort det varer.
Sådan et skybrud var så uheldig at opholde mig i på cykel på vej hjem fra Amager. Selvfølgelig på det stykke langs volden og over Langebro, hvor der er absolut intet læ var at finde. Jeg blev våd.
Øv, så døde husstandens pc. Et strømsvigt fik Windows til at gå ned. Jeg prøvede at reparere den, men inden jeg nåede rigtig i gang, ville den slet ikke tænde.
Så skiftede jeg strømforsyningen, hvilket gjorde, at det begyndte at ryge fra bundkortet. Det afgjorde sagen. Den er nu erklæret officielt helt død. Ergo skal vi have en ny desktop, så hvis nogen har idéer til, hvad jeg skal købe, så lytter jeg gerne. Jeg følger ikke med i udviklingen og køber kun pc hvert fjerde år eller noget i den stil.
Det skal være en ganske almindelig kontor-pc, og den skal ikke bruges til spil. Allerhøjst til billedbehandling. Ja, og så skal der være to GB ram i den. Jeg er dog alligevel helt blank mht., hvor jeg skal købe den, og hvad jeg skal købe. Hovedsagen er, at den er stabil, og der er plads til en ekstra harddisk eller to, og at den er lydløs.
Jeg burde næsten lave en kategori, der hedder gode eller fængende ord. Jeg elsker sådanne ord.