MySpace

MySpace.com

Jeg har længe syntes, der var lidt for meget bandwagon-effekt over MySpace. Alle skulle have en MySpace profil, fordi det har alle andre og så skal jeg også have en. I kulturbranchen, som jeg arbejder i, har alle bands, singer/songwritere, kunstnere, performere og alle andre en MySpace-profil. Det sker endda, at det eneste materiale, man får fra dem, er et link til profilen og intet andet. Få det lige til at se ud af noget. Billeder og den slags på profilen er nogen gange kun et billede af en flyer, som (håber jeg) ser godt ud på tryk, men er ulæselig på en skærm. Nogen gange er teksten på flyer-billedet den eneste tekst, der er. Men det er selvfølgelig et generelt problem for en webredaktør og har ikke så meget med MySpace at gøre.

Til gengæld synes jeg, stort set, alle MySpace-profiler giver ordet øjebæ en ny betydning. Sjældent har noget præsenteret på internettet været så tæskegrimt. Kasser med tekst, der nærmest er kastet ind på siden, farver der slet ikke passer sammen og repeterede baggrundsbilleder, der slet ikke skulle være brugt som en baggrund. Jeg troede, noget så hjemmelavet og talentløst, var blevet afskaffet i slutningen af halvfemserne, men det lever fint på MySpace.

Af samme grund var jeg noget nølende, da min entusiastiske kollega Annette mente, at Råhuset skulle have en MySpace-profil. Jeg gik lidt halvhjertet til opgaven og var rystet, da jeg prøvede at tilrette “min” profil. Der er en editor, som på overfladen ser fin ud, men det er lidt tilfældigt om de ændringer, du laver, slår igennem. Når du så synes, du er færdig, genererer den en gang spaghettikode, som du skal kopiere ind i feltet “I’d like to meet” i din profil, hvilket slet ikke giver mening. Du skal faktisk sætte koden ind “i bunden” af feltet, hvilket er lige så mystisk. Sidst, men ikke mindst, er koden genereret af noget script af en slags og det er komplet umuligt at se hvilken kode, der styrer hvad og samme kode går igen mange steder. Og da koden er en pærevælling ville det derudover være en udfordring at lave justeringer, hvis det var.

Heldigvis kunne min yngre og mere hippe kollega, Maria, hjælpe med at bruge en anden MySpace editor og resultatet blev lidt bedre. Samtidig har hun hygget sig med at invitere en masse venner, så man begynder at kunne se de intersociale muligheder ved MySpace. For det er jo det, der må være grunden til, at det ligger nr. 1 på de 25 mest populære web 2.0 websteder. Det er i hvert fald ikke æstetikken. Og det ser ud til at gå den rigtige vej, for der er kommet en del hilsener og så skulle Råhusets glade brugere med tiden så sørge for, at vi får endnu flere venner. Det bliver spændende at holde øje med.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.