Forfatter: Mark Thomas Gazel

Nemi

nemi.jpg

Jeg vil bryde sammen og tilstå, at jeg holder meget af Nemi. For de, der ikke ved, hvad det er, kan jeg sige, at det er en tegneseriestribe. Hovedpersonen er Nemi Montoya. Nemi er vel nærmest en gothic, heavymetal, Dungeons & Dragons-type og hunkøn. Derudover er hun i midten af 20’erne. Serien er forfattet og tegnet af nordmanden Lise Myhre, der nok minder en del om sin figur, men hun siger selv, at Nemi snarere er som en slags usynlig ven end et spejlbillede af hende selv.

Nemi er notorisk b-menneske, elsker Heavy Metal, er dyreven og har en lettere sarkastisk/kynisk tilgang til livet. Derudover er hun meget fantasiful – jeg tror gerne, hun så verden befolket af elvere og drager. Ikke overraskende er hun glad for Ringenes Herre, samt filmatiseringen, bortset fra sødsuppeelementerne med Arven. Hendes eskapisme kommer også til udtryk ved, at hun hader dagligdagsproblemer, såsom opvask og regninger. Hun går hellere byen for at drikke bajere og ryge smøger. Kort sagt minder hun om de flestes indre drengerøv, der ikke vil blive voksen.

nemifooter.gif

Lise Myhres streg er i mine øjne fremragende. Den er enkel og sikker, og de grimasser hun giver Nemi til tider er ubeskrivelige. Som en sjov ting kan nævnes, at Nemi selv er sort/hvid, mens resten af verden i striben er i farver. Hvilket sikkert også er den måde, Nemi ser verden på.

Den daglige Nemi stribe kan læses i nettavisen.no. Hun kan også læses i Urban, samt på engelsk i Metro.co.uk. Kent Damgaard har også skrevet en artikel om Nemi på Tegneseriesiden.dk. Desværre kan man ikke modtage nogen af striberne som feed. Det ville ellers være rart.

Jeg håber, at andre vil tage Nemi til sig, hun er det værd.

Det Gyldne Kompas

Filmatiseringen af “Det gyldne kompas” af Philip Pulmann har jeg glædet mig meget til. Det er første del af en trilogi, der samlet har den enigmatiske titel “His Dark Materials“. Bøgerne hører til fantasygenren og de er fremragende og interessante. Selvom historien omhandler parallelverdener o.lign., så er det ikke rent tankespind. Der er skrevet en del companions til trilogien og Philip Pullman fik inspirationen til romanerne efter at have været til et foredrag om kvantefysik. I kvantefysik er døre til andre universer og parallelverdener bestemt ikke umulige størrelser.

I romanerne følger vi pigen Lyra, der lever i Oxford, i en verden, der minder om 1800-tallet. Sådan da. I Lyras verden sidder sjælen uden på kroppen i form af en Daimon, der har dyreskikkelse. Altid af det modsatte køn af mennesket selv. Mennesket og dets Daimon er tæt knyttede sammen og Daimon’en afspejler ofte sit menneskes sindstemning. I denne spændende verden lever Lyra blandt hekse, panserbjørne og andre spændende (og farefulde) ting. Historien starter med, at Lyra drager nordpå på en ekspedition for at finde sin onkel Lord Asriel, men det bliver en ekspedition, der tager mange uventede drejninger.

Nu er første del af denne fantastisk histori filmatiseret. På den officielle filmside er der trailere, præsentation af Lyras verden, figurerne og de skuespillere, der spiller disse. Det er de store stjerner de har fundet frem, bl.a. Nicole Kidman og Daniel Craig. Pigen der spiller Lyra, ser ud til at være helt perfekt ramt. Desværre er det en flash-side, så der kan ikke linkes direkte til tingene – du må selv gå på opdagelse.

På den officielle filmside kan man også møde sin Daimon. Det vil sige svare på nogle spørgsmål og så finder din Daimon dig. Min Daimon hedder Loreanne og hun kan ses her:

Kristine den heldige kartoffel har en tiger som Daimon.

Morten Harket

I søndags var der en fremragende temaaften fra DR2 om 80’er-musik. Jeg sad selvfølgelig limet til skærmen, da min musikalske bevidsthed og (til dels) smag, blev skabt af musikken i firserne. Den musik vil altid stå mit hjerte nærmest. Der var et dokumentarprogram om a-ha’s kamp for et gennembrud. Naturligvis med sangen Take on me. Det der altid slår mig, når jeg ser den slags, er, hvor svært det kan være at bryde igennem som kunstner. Selv når talent, bandmedlemmer, musikken og det hele har den kvalitet, der skal til. Nu er Take on me ikke et nummer, jeg er så vild med. Det er en klar hitsang, men der er lidt for meget synthezizer-bibbob over det og teksten er underlig. Men efter meget hårdt arbejde og temmelig meget held, får de lavet den fantastiske Take on me-video, som, den dag i dag, stadig er imponerende. Det var før cgi gjorde sit indtog, så det hele er håndtegnet, hvilket ville være utænkeligt nuomstunder.

Men nu skulle det jo helst handle om Morten Harket. Jeg har på fornemmelsen, at han er en meget intuitiv eller ligefrem spirituel person. Han er i hvert fald meget introvert, genert og anti-selvfed – på trods af hans utrolige star quality. Under alle omstændigheder går historien, at han hørte Pål og Magne til koncert og tænkte, at det simpelthen var skæbnens vilje, at han skulle synge i det band. Det endte han jo så også med og når de andre tvivlede, så var det ham, der troede på projektet a-ha, selvom han kom ind fra sidelinjen.

Jeg har en svaghed for gode sangere. Er sangeren god er musikken eller genren sekundær for mig. Morten Harket er på det punkt i sin egen klasse. Hans stemme ligner ingen andres, og den lyder som om den er på grænsen til falset, men det er bare sådan, den lyder. For hans vokale spændvidde og kontrol er stor. Hans stemme lyder hjemmevant, uanset om han synger dybe eller høje toner, og der er tydeligvis bund i stemmen. Den er aldrig ved at knække. I øvrigt har han rekorden for længste tone i en sang. I nummeret Summer Moved On holder han en tone i 20,2 sekunder.

Onde tunger vil påstå, at han ikke kan synge sådan i virkeligheden, men i gruppen dk.kultur.musik siger de, der har set a-ha live, at det kan han. Det tror jeg også han kan.

MySpace

MySpace.com

Jeg har længe syntes, der var lidt for meget bandwagon-effekt over MySpace. Alle skulle have en MySpace profil, fordi det har alle andre og så skal jeg også have en. I kulturbranchen, som jeg arbejder i, har alle bands, singer/songwritere, kunstnere, performere og alle andre en MySpace-profil. Det sker endda, at det eneste materiale, man får fra dem, er et link til profilen og intet andet. Få det lige til at se ud af noget. Billeder og den slags på profilen er nogen gange kun et billede af en flyer, som (håber jeg) ser godt ud på tryk, men er ulæselig på en skærm. Nogen gange er teksten på flyer-billedet den eneste tekst, der er. Men det er selvfølgelig et generelt problem for en webredaktør og har ikke så meget med MySpace at gøre.

Til gengæld synes jeg, stort set, alle MySpace-profiler giver ordet øjebæ en ny betydning. Sjældent har noget præsenteret på internettet været så tæskegrimt. Kasser med tekst, der nærmest er kastet ind på siden, farver der slet ikke passer sammen og repeterede baggrundsbilleder, der slet ikke skulle være brugt som en baggrund. Jeg troede, noget så hjemmelavet og talentløst, var blevet afskaffet i slutningen af halvfemserne, men det lever fint på MySpace.

Af samme grund var jeg noget nølende, da min entusiastiske kollega Annette mente, at Råhuset skulle have en MySpace-profil. Jeg gik lidt halvhjertet til opgaven og var rystet, da jeg prøvede at tilrette “min” profil. Der er en editor, som på overfladen ser fin ud, men det er lidt tilfældigt om de ændringer, du laver, slår igennem. Når du så synes, du er færdig, genererer den en gang spaghettikode, som du skal kopiere ind i feltet “I’d like to meet” i din profil, hvilket slet ikke giver mening. Du skal faktisk sætte koden ind “i bunden” af feltet, hvilket er lige så mystisk. Sidst, men ikke mindst, er koden genereret af noget script af en slags og det er komplet umuligt at se hvilken kode, der styrer hvad og samme kode går igen mange steder. Og da koden er en pærevælling ville det derudover være en udfordring at lave justeringer, hvis det var.

Heldigvis kunne min yngre og mere hippe kollega, Maria, hjælpe med at bruge en anden MySpace editor og resultatet blev lidt bedre. Samtidig har hun hygget sig med at invitere en masse venner, så man begynder at kunne se de intersociale muligheder ved MySpace. For det er jo det, der må være grunden til, at det ligger nr. 1 på de 25 mest populære web 2.0 websteder. Det er i hvert fald ikke æstetikken. Og det ser ud til at gå den rigtige vej, for der er kommet en del hilsener og så skulle Råhusets glade brugere med tiden så sørge for, at vi får endnu flere venner. Det bliver spændende at holde øje med.

The last desktop

Dell Dimension 9200

Så fik jeg min nye pc, som næsten stod i 14 dage inden jeg fik kikket på den. Det er en Dell Dimension 9200 og altså en desktop. Endnu en. Denne gang gjorde jeg endnu engang den overvejelse, om det skulle være en en laptop, men desktop’en vandt igen. Hvad kan jeg sige, prisen og ydelsen spillede en rolle, og jeg har det svært med de underlige laptop tastaturer.

Computeren virker som kram og den medfølgende skærm skal man ikke undervurdere. Jeg kører widescreen med en opløsning på 1680*1050 og det er tæt ved at billedet ligner et stykke papir. Det skal jeg lige vænne mig til, selvom jeg havde en temmelig fed skærm før. Windows Vista er maskinen født med og det kræver også en smule tilvænning. Jeg er tæt på at slå klassisk visning til flere gange, men griber mig i det. Det ville være synd.

Største anke er, som altid, at pc’en den larmer. For satan da. Jeg troede s’gu de havde brugt de sidste 5 år på at knække den nød, men åbenbart ikke. En desktop skal, åbenbart, være plaget af ulidelig blæserstøj. Det er fair nok, at der er tænkt på luftgennemstrømning i kabinettet og den slags. Selve luftsuset kan faktisk være behagelig. Til gengæld er der en mindre (men meget hidsig) blæser, som går lige tværs gennem hjernebarken. Formodentlig den på grafikkortet. Ja, der er vel ikke så meget at gøre ved det. Jeg tror, jeg vil se mig om efter nogle meget lange kabler eller finde en kasse at smide kabinettet ind i.