Ja, så fylder jeg 39 år i dag. Det vil blive forbigået i stilhed. Til næste år vil jeg nok gøre mere ud af det. Jeg har da allerede reserveret Forsamlingshuset i hvert fald.
Forfatter: Mark Thomas Gazel
Halloween
Hvis du kører forbi Tivoli, vil du opdage, at det bliver klædt ud som en Halloween-temapark i efterårsferien. Hvis du kører forbi Føtex, vil du i deres grøntafdeling se, at du kan købe græskar. Der er dog den detalje, at græskaret er omviklet med et stykke pap med hank og pappet er påtrykt forslag til motiver, du kan lave på græskarret. Noget tyder på, at Halloween er ved at gøre sit definitive indtog i Danmark. Det er forventeligt, og det er da også en sjov tradition, selvom vi i Danmark kun laver en sørgelig efterligning. Græskarhovederne behøver dog ikke at være en sørgelig efterligning og i efteråret 2005 lavede jeg mit eget. Det havde jeg længe villet og min Jack O’Lantern (det hedder sådan et hovede faktisk), blev ganske fint. Jeg måtte høre på lidt “Jeg elsker USA”-drillerier fra mine kolleger, da jeg anbragte den på disken i caféen i Kulturhuset, men tiden har vist, at jeg var avant-garde. Tag den. Og caféens gæster synes faktisk, den var sjov. Indtil den begyndte at stinke råddent efter et par dage.
The Lover Speaks
I 1986 udgav David Freeman og Joseph Hughes albummet The Lovers Speaks. Albummet og duoen bag det delte navn, selvom David Freeman hellere ville give albummet titlen Seriously Purple Prose. Det er faktisk ærgerligt, for seriously purple prose er lige præcist, hvad albummet rummer. Ti fantastiske popsange om kærlighed. Og godtnok kan man sige det om stort set alle popalbums, så passer det faktisk, når det gælder The Lover Speaks. For selvom der skrives ufatteligt mange sange om kærlighed, så er de sjældent særligt originale. Stort set alle teksterne består af de samme vendinger og temaer og sproget er meget farveløst og intetsigende. Jeg undrer mig over, hvorfor der ikke sniger sig mere prosa ind i teksterne, men det gør der ikke. Det gør der til gengæld, når David Freeman fører pennen. Det er ikke specielt dybt eller noget, men det er decideret romantiske tekster og det gør dem, i mine øjne, specielle.
Lighting Of The Beacons
Dette er helt klart min yndlingsscene i Lord of the Rings-filmene. Måden musikken bliver bygget op, intensiverer og så bryder ud i Gondor-temaet, mens man svæver over de sneklædte tinder er intet mindre end breathtaking. Hele scenen giver en et sug i maven. Filmmagi når det er bedst.
Barbarella
I 1968 blev både Kylie Minogue (hende vender jeg tilbage til) og jeg selv født. Det var også året, hvor Roger Vadim lavede filmen Barbarella. En semierotisk scifi-film med Jane Fonda i hovedrollen. Tiden har ikke været nådig ved den kultklassiker i mine øjne, men den har da sin charme. Barbarella sendes på en mission for at finde den forsvundne videnskabsmand Durand Durand. Ja, det berømte band har taget navn efter selvsamme figur. Undervejs kommer Barbarella ud for farlige, men også behagelige oplevelser. Blandt andet prøver hun sex på den gode gamle fysiske måde. I Barbarellas fremtidsverden, tager man nemlig en pille og trykker håndfladerne mod hinanden, hvorefter nydelsen sætter ind. Hun ender med at blive ret glad for den gammeldags metode. Hun finder også Durand Durand til sidst, men han viser sig at være ond og torturerer hende i the Excessive Machine, hvilket er en nydelsesmaskine – en slags orgel (eller organ) – der skal få hende til at dø af nydelse. Desværre for Durand Durand er Barbarella så sexet, at hun får maskinen til at brænde sammen. Jeg har på fornemmelsen at Paolo Eleuteri Serpieri har været inspireret af Barbarella og hendes verden, da han opfandt Druuna. Druunas oplevelser er tilsvarende specielle, men de er dog noget mere hardcore.
Det kan godt være, at et moderne publikum ikke vil klare at komme igennem Barbarella. Jeg havde svært ved det, da jeg genså den, men den har en af de mest originale åbningsscener på film. Barbarella svæver i nultyngde og mens forteksterne ruller stripteaser hun sig ud af sin rumdragt, indtil hun (naturligvis) er helt bar. Det foregår selvfølgelig i typisk nultyngde slowmotion. Det lyder corny, men det fungerer faktisk. Så godt, at scenen er blevet efterlignet hele to gange i en musikvideo. Her følger den originale scene fra Barbarella, samt de to efterligninger af henholdsvis Jem og Kylie Minogue.
Barbarella
Kylie Minogue med “Put Yourself In My Place”
https://www.youtube.com/watch?v=j3p3waTsVkc
Jem med “They”
Personligt foretrækker jeg versionen med Kylie, fordi… Kylie. Det er sådan set nok.