Jeg må bryde sammen og tilstå, at jeg, som så mange andre danskere, er blevet bidt af X Factor. Jeg ser det troligt hver fredag, og jeg vil ikke komme med en lam undskyldning om, at det kun er fordi det ligger i forlængelse af Disney sjov. Som jeg, naturligvis, kun ser for at glæde min datter.
Jeg har altid været en stor fan af Claus Deleurans syrede og pisseskægge tegneserier, hvor “Rejsen til Saturn” er et absolut højdepunkt. Og da jeg hørte at folkene bag “Terkel i knibe” ville filmatisere den tænkte, at det var den smukkeste kombination af en fed historie og de folk, der skulle bringe den til live. Humoren i “Terkel i knibe” er ikke langt fra Claus Deleurans med hensyn til grovkornethed og fuldstændig mangel på politisk korrekthed. Nu traileren blevet frigivet.
Traileren har intet med filmen at gøre, men den lover godt.
Jeg må indrømme, at jeg er ret vild med Jan Guillous trilogi om Arn Magnusson. Jeg glædede mig derfor meget til at se filmen. Filmen er faldet ganske heldigt ud. Selvfølgelig er der nogen ting fra romanerne, jeg savner, men den er godt skruet sammen i betragtning af, det er skandinavisk produktion. Det er også befriende at se nogle “almindelige” mennesker i rollerne og ikke det sædvanlige Hollywood-slæng. Min største anke til filmen er, at Joakim Nätterqvist, der spiller Arn, i den første halvdel af filmen render rundt med alvorlig rynke i panden det meste af tiden. Og så kunne jeg godt savne, at de havde gjort mere ud af scenen, hvor Arn gør kul på de seks landevejsrøvere. Han gør det trods alt ene mand, mens hans væbner ubekymret ser til, vel vidende, at det har Arn styr på. Det er faktisk væsentlig scene i romanen, idet Saladin her ser Arn for første gang og får bekræftet, at rygterne om Al Ghoutis krigerevner faktisk er sande.
Nu er tiden endelig kommet til et indlæg, jeg bare måtte skrive. Et indlæg om min yndlingsserie – Firefly. Firefly er en scifi-seri, der foregår ca. 500 år ude i fremtiden. Præmissen er at folk er udvandret fra jorden pga. overbefolkning og har slået sig ned i et andet solsystem, hvor de har terraformet planeterne og månerne der. Der er med andre ord et pionerelement i serien, og den kan med rette betegnes som en rum-western. Der har været en uafhængighedskrig på et tidspunkt mellem nybyggerne og magthaverne (kaldet the Alliance) og nybyggerne – eller de uafhængige – tabte. Ikke ulig den amerikanske borgerkrig, som serien også er inspireret af.
Når min gamle kærlighed til langhårs heavy metal vågner fra sin slumren, så er det rart at få bekræftet, at sangene stadig er lige så fede, som første gang, jeg hørte dem. Jeg savner virkelig Skid Row. Deres første album var lige i fjæset letbenet heavy med de typiske antiautoritære party-tekster. På deres andet album blomstrede bassisten Rachel Bolans evner som lyriker og musiken blev mere tung. En udmærket udvikling, der kammede over på deres tredje album, som desværre bragte bandet så langt fra det man holdt af, at ingen vist har lyttet til Skid Row siden. Sangeren Sebastian Bach er stadig den bedste genren har oplevet. Han var kun 19, da Skid Row indspillede deres første album.
