Firefly

Serenity logo - mark.gazel.dk

Nu er tiden endelig kommet til et indlæg, jeg bare måtte skrive. Et indlæg om min yndlingsserie – Firefly. Firefly er en scifi-seri, der foregår ca. 500 år ude i fremtiden. Præmissen er at folk er udvandret fra jorden pga. overbefolkning og har slået sig ned i et andet solsystem, hvor de har terraformet planeterne og månerne der. Der er med andre ord et pionerelement i serien, og den kan med rette betegnes som en rum-western. Der har været en uafhængighedskrig på et tidspunkt mellem nybyggerne og magthaverne (kaldet the Alliance) og nybyggerne – eller de uafhængige – tabte. Ikke ulig den amerikanske borgerkrig, som serien også er inspireret af.

Firefly Cast - mark.gazel.dk
Besætningen på Serenity. Jayne, Kaylee, Book, Simon, Inara, Mal, Zoe, Wash og River.

Ensemblet
I denne verden følger vi krigsveteranen Malcolm Reynolds og hans højre hånd og tidligere krigskammerat Zoe Alleyne Washburne, der efter at have tabt krigen mod Alliancen køber et Firefly-class fragtskib, som de af nostalgiske grunde navngiver Serenity. Planen er at tjene til dagen og vejen ved at fragte ting og påtage sig de opgaver, der byder sig – endda lovlige opgaver fra tid til anden. Og hvis de samtidig kan være en torn i øjet på Alliancen, så er det et ekstra plus. Med sig ombord har de Jayne Cobb, som vel nærmest er besætningens muskelmand. Han er en simpel lejesvend og ikke specielt kvik, men han har evne til at sige det, som alle tænker, i penible situationer. Kaywinnit Lee Frye, kaldet Kaylee, er skibets mekaniker og siden Serenity har set bedre tider, har hun nok at se til med at holde den flyvende. Hvilket også forklarer, at både intuition, improvisation og almindelig hengivenhed ofte er det eneste, hun har til rådighed, når noget brænder sammen. Hendes åbne sind, sunde fornuft og smittende humør spreder glæde i sig selv og af samme grund, så har hun den evne, at når hun sætter ord på noget, så bliver det opfattet som rigtigt, både hos de andre og hos publikum. Et skib skal jo også have en pilot og på Serenity hedder han Hoban Washburne, kaldet Wash. Hos Wash er der aldrig langt til den næste kvikke bemærkning og derfor kan det undre, at han er gift med den stoiske og alvorlige Zoe, men de supplerer hinanden godt og Wash kan blive meget alvorlig, men kølig og fattet, når lokummet brænder og alle andre går i panik.

Mal & Inara - mark.gazel.dk
Mal og Inara. Dette er tydeligvis et PR-skud, da det bestemt ikke afspejler deres forhold til hinanden i serien.

Skibet har også en lejer, idet der er to shuttles på Serenity og Inara Serra lejer den ene. Hun er companion eller ledsager, hvilket svarer til en konkubine. Med andre ord er hun prostituret, men i Fireflys univers er det højt respekteret beskæftigelse og ledsagere er både højtuddannede og kultiverede, hvorfor Inaras blotte tilknytning til Serenity åbner nogle døre, der ellers ville være lukkede og hjælper med til at dække over mere lyssky aktiviteter. Det faktum, samt Inaras og Malcoms åbenlyse gensidige tiltrækning hos hinanden, gør at de to ofte ender i verbale slagsmål. At de i virkeligheden burde slå pjalterne sammen er åbenlyst for alle andre end dem selv.

Det er grundbesætningen, men i pilot-afsnittet Serenity kommer der tre mere, som selvfølgelig ender med at blive hængende. Pastor Derrial Book, som har forladt sit abbed, for at rejse, møde folk og formidle den gode bogs budskab. Han har dog ikke været længe på Serenity før han har gennembanket en agent fra Alliancen og senere set Mal skyde ham i koldt blod, hvilket han modstræbende billigede. Han siger til sig selv, at han er havnet det forkerte sted, hvortil Inara svarer “… eller det rette”. Og hun har sandsynligvis ret, for Book viser flere gange, at han ikke altid har været pastor. Han synes at vide en masse om eksempelvis Alliancen og våbenbrug.

River Tam - mark.gazel.dk
River viser sine akrobatiske evner.

De sidste besætningsmedlemmer er Simon og River Tam, der er på flugt fra Alliancen. Simon er læge og hans søster er et vidunderbarn. Både intelligent og fysisk. Foruden at være et omvandrerne naturvidenskabeligt geni er hun fremragende til sport, dans og anden akrobatik. Desværre har hun været i kløerne på Alliancen, der har lokket hende til særlig skole for begavede børn. Der har det vist sig, at de ville bruge hendes evner til at frembringe den perfekte dræbermaskine. Må man gå ud fra. Det bliver aldrig sagt, hvad Alliancens planer har været, men Rivers sind har måske lidt uoprettelig skade af Alliancens ekperimenter og hun kan derfor være meget utilregnelig. Alliancen skyr intet middel for at få fat i hende igen, både for at få deres “investering” tilbage, men også for at dække over deres tophemmelige skyggeaktiviteter.

Ovenstående ensemble af figurer er hovedpersonerne i Firefly og som det anes er det en blanding af mange typer med hver deres styrker, svagheder og hemmeligheder. Det i sig selv giver mulighed for nogle spændende historier, og det er væsentligt for at en serie bliver en succes. Der er dog flere detaljer, der gør Firefly interessant.

Serenity - mark.gazel.dk
En vigtig figur i serien er Serenity, som er et Firefly class fragtskib.

Firefly universet
Firefly foregår i et tænkt solsystem, hvor befolkningen er kommet til som nybyggere og de forkellige planeter og måner er blevet terraformede og derved gjort beboelige. Det hele bliver forsøgt styret af Alliancen, der opretholder en form for styre på kerneplaneterne, hvor tingene er rimeligt civiliserede. Jo længere væk fra kernen man kommer jo mindre indflydelse har Alliancen og jo mindre interesse har de også. De har nok hjulpet befolkningen på en given måne i gang, men har senere glemt alt om dem og overladt dem til sig selv. Det var ikke hvad nybyggerne blev lovet, men sådan blev det, hvorfor befolkningen i randområderne ikke har noget pænt at sige om Alliancen. Så selvom man kan flyve i rumkibe for at komme fra det ene sted til andet, så må man klare sig med de naturlig resurser på landjorden og leve af landbrug og handel mm. Af samme grund er det foretrukne transportmiddel på landjorden hestevogne og de foretrukne våben noget med krudt og kugler, eller en regulær knytnæve, og andre ting, der ikke er afhængige af elektricitet. Et, mine øjne, godt bud på, hvordan en kolonisering af et andet solsystem kunne foregå og som i det vilde vesten er det kun den mest snarrådige, der overlever. Der optræder dog teknologi hist og her på yderplaneterne, men det er små ting, såsom et holografisk poolbord eller vindue eller et tog, der ikke har hjul, men svæver på magneter. Et afsnit handler selvfølgelig om et klassisk togkup.

Serenity logo - mark.gazel.dk
Serenitys logo med navnet skrevet med kinesiske tegn.

Sproget
Seriens skaber, Joss Whedon, har forestillet sig, at de to dominerende kulturer om 500 år er den amerikanske og den kinesiske. Derfor taler alle både engelsk og mandarin. Engelsk bliver brugt til daglig, men i fortrolige situationer, dukker der bidder af mandarin op. Det gør der også, når personerne bander eller fyrer eder af. Man kan sige, at mandarin er det uofficielle gadesprog. Alt skiltning i kulisserne er også på både engelsk og mandarin, så kulisserne er dekoreret med kinesiske skrifttegn, der faktisk er ægte. Figurerne spiser også med pinde, frem for med kniv og gaffel. Joss Whedon har også forestillet sig at de store multinationale selskaber har fået endnu mere indflydelse, hvorfor han har opfundet selskabet Blue Sun, der skal forestille at være blanding af Sony, MicroSoft og Coca-Cola. Navnet Blue Sun er også en henvisning til den asiatiske indflydelse. Blue Sun logoet kan ses mange steder i serien, men der nåede desværre aldrig at blive lavet et afsnit, hvor firmaet spiller en væsentlig rolle. Selve sprogbrugen i serien er en smule gammeldags, nærmest høflig, og moderne ord, såsom cool er erstattet af shiny og goddamn er erstattet af gorram. Ord som shit eller fuck bruges ikke eller bliver, i så fald, sagt på mandarin. Det lyder en smule specielt, men er gjort så subtilt, at det virker helt naturligt i Firefly-universet.

Musikken
Siden mange forskellige kulturer præger Firefly, så er underlægningsmusikken på samme måde en fusion af forskellige instrumenter og genrer. Den væsentlige musikalske genre er country og titelsangen er da også en country ballade, der selvfølgelig hedder The Ballad of Serenity og er skrevet af Joss Whedon. De oftest benyttede instrumenter er slideguitar og violin, men forskellige asiatiske instrumenter dukker op fra tid til anden og mere klassiske og kølige blæseinstrumenter bruges i scener med Alliancen. En anmelder har også bidt mærke i forskellige temaer bliver brugt til steder og figurer i serien. Der er f.eks. et Serenity-tema, når besætningen vender tilbage til deres skib eller foretager daglige sysler ombord. En anden anmelder har lavet den fortolkning, at brugen af transpotable instrumenter, såsom guitar og violin udstreger besætningens rodløse nomadetilværelse. Ikke helt skudt ved siden af i mine øjne.

I rummet kan ingen høre dig …
Som alle ved, så er der ingen lyde i rummet. Endnu har ingen filmskaber dog turde fjerne lyden fra rummet (enkelte seriøse scifi-film undtaget). Jeg gætter på, at de er bange for at bulder, brag og eksplosioner falder til jorden uden et godt surrounddrøn. Det gør det sikkert også. Men heldigvis er Firefly ikke båret frem af store rumkrige, så Joss Whedon har turde gøre rummet lydløst i rumscenerne. Effekten er fed i mine øjne. I næsten alle afsnit ser man Serenity vende i luften og slå efterbrænderen til og den eneste lyd, du hører er den ovennævnte slideguitar. Det understreger skibets og besætningens ensomhed, når de er i rummet, og hvorfor de har en større interesse i målet end rejsen. De er, trods alt, jordbundne mennesker, og det er på landjorden livet leves – selvom man altid er på farten. Det lydløse rum gør også Serenitys kontakt med andre i rummet mere nervepirrende. Hvis de f.eks. støder på reavers får vi fortalt, at den bedste taktik er at være stille og håbe på det bedste og mens de glider forbi et reaver-skib, er stilheden larmende. Det sker også i et afsnit, at en lejemorder får sneget sig ombord og i et andet, at skibet fanges i en fælde. På den måde kommer det tomme, dybe og lydløse rum til at minde meget om havet, hvor det ikke er til at vide, hvad man støder på, eller hvem der kommer snigende.

Nathan Fillion spiller Malcolm Reynolds - mark.gazel.dk
Nathan Fillion spiller Malcolm Reynolds.

Manuskriptet
Som det fremgår af ovenstående er seriens setup originalt, men det er ikke nok. Manuskripterne skal også være velskrevne bruge de muligheder, som Fireflys setup giver, og det gør de. I seriens korte levetid kommer de enkelte, afsluttede, afsnit vidt omkring. Der er, som nævnt, et klassisk togkup. Mal kommer til at duellere med sværd – ved en fejltagelse. Besætningen kommer et bordel til undsætning – til Jaynes store glæde. De laver et kup i et af Alliancens hospitaler, for at stjæle medicin, som de kan sælge til nogen, der trænger. Mal bliver gift – ved en fejltagelse. Jayne (af alle) bliver fejret som helt på en planet pga. af en tidligere misforståelse. Serenity bliver bordet af en meget underlig lejemorder. Der er et flashback-afsnit, hvor det bliver fortalt, hvordan besætningen er havnet på Serenity. Derudover er der et par bifigurer, der når at dukke op et par gange. Historierne er med andre ord spændende nok. Firefly adskiller sig dog fra andre scifi-serier på et væsentligt punkt: dialogen. Joss Whedon og hans folk kan bare det der med at skrive dialog. Næsten hver eneste replik rummer en skjult bibetydning eller har en pointe. Af samme grund er quote-sektionen til hvert afsnit på tv.com temmelig lang. Der er næsten ingen replikker, der ikke er med. Derudover er hele serien drevet af humor. Der er meget kort fra sjov til alvor og replikkerne falder hurtigt og nådesløst. Derudover er humoren ofte mørk og bidende med en alvorlig undertone. Enten grundet situationen eller fordi den møntet på en en anden, typisk et af de andre besætningsmedlemmer. Også her adskiller Firefly sig fra vanlige scifi-serier, idet de typisk er meget pæne og højtidelige. Den humor der måtte være kommer fra noget comic relief i form af en bestemt figur eller bifigur, der har den funktion. I Firefly er det hele ensemblet, der på forskellige tidspunkter har deres morsomme øjeblikke. Dialogen er, som sagt, benhård til tider, så her kommer et eksempel. Mal har til tilbudt Simon at blive Serenitys læge til sidst i pilotafsnittet. Simon er noget overrasket, da han tidligere ikke har haft helt rent mel i posen og diverse knytnæveslag blev udvekslet mellem ham og kaptajnen. Han spørger derfor til kaptajnens tilbud:

Simon: I’m trying to put this as delicately as I can. How do I know you won’t kill me in my sleep?
Mal: You don’t know know me, son, so let me explain this to you once. If I ever kill you, you’ll be awake, you’ll be facing me, and you’ll be armed.
Simon: Are you always this sentimental?
Mal: Had a good day.

Can’t stop the signal
Desværre blev der kun lavet fjorten afsnit af Firefly. På trods af seriens enorme potentiale og det faktum, at den i både plot, idé, cast, effekter og manuskript er i meget høj klasse, så blev serien lukket. Formodentligt pga. dårlige seertal, men det skyldes blandt andet at tv-selskabet Fox Networks valgte at sende serien i en eller anden underlig rækkefølge. Blandt andet blev seriens pilotafsnit, hvor alle figurerne og universet introduceres, sendt som det sidste afsnit. Selskabet mente at andet afsnit The Train Job havde mere smæk for skillingen og ville sælge serien bedre. Når jeg hører om sådanne tåbelige beslutninger, bliver jeg bekræftet i, at chefer typisk ikke har en skid forstand på den vare de sælger, og jeg forstår hvorfor kunstnere, det være sig musikere, filmfolk, forfattere mm. kræver fuldstændig kontrol over den kreative proces – når de altså først har fået succes. Man kan ærgre sig, når selv de mest tumpede beslutningstagere må vide, at de fleste serier sjældent er en succes fra starten, men sagtens kan ende med at blive det. Derudover er der ikke et af de 14 afsnit, der blev lavet, der er er en stinker. Det skal jeg jo mene, men det er et faktum at kvaliteten kan være svingende i serier. Nogle afsnit i en given sæson er deciderede fill’ere eller bare ikke særligt interessante. Andre kredser om en figur eller et tema, som ikke rigtig fungerer. Star Trek er fyldt med sådanne afsnit og trods disse seriers noget svingende kvalitet får de altid lov til at leve i hvert fald i et par sæsoner.

Jeg kan kun begræde Fireflys korte levetid, håbe på at serien bliver samlet op igen og glæde mig over, at Joss Whedon alligevel fik lov til at lave en spillefilmen “Serenity“, som en cadeau til hele verdens browncoats, der stædig har kæmpet for at få serien tilbage. Det er ikke sket endnu, men indtil det sker en dag, må vi nøjes med det dvd-bokssæt, der er udkommet med hele serien og de forskellige fanvids på Youtube. Jeg vil runde af med min favotit-fanvid. Der er får du samtlige afsnit af Firefly kogt ned til de fem minutter, det tager Bonnie Tyler at synge “I Need A Hero”:

[youtube]http://youtube.com/watch?v=mher704il6I[/youtube]

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.