Det Gyldne Kompas

Filmatiseringen af “Det gyldne kompas” af Philip Pulmann har jeg glædet mig meget til. Det er første del af en trilogi, der samlet har den enigmatiske titel “His Dark Materials“. Bøgerne hører til fantasygenren og de er fremragende og interessante. Selvom historien omhandler parallelverdener o.lign., så er det ikke rent tankespind. Der er skrevet en del companions til trilogien og Philip Pullman fik inspirationen til romanerne efter at have været til et foredrag om kvantefysik. I kvantefysik er døre til andre universer og parallelverdener bestemt ikke umulige størrelser.

I romanerne følger vi pigen Lyra, der lever i Oxford, i en verden, der minder om 1800-tallet. Sådan da. I Lyras verden sidder sjælen uden på kroppen i form af en Daimon, der har dyreskikkelse. Altid af det modsatte køn af mennesket selv. Mennesket og dets Daimon er tæt knyttede sammen og Daimon’en afspejler ofte sit menneskes sindstemning. I denne spændende verden lever Lyra blandt hekse, panserbjørne og andre spændende (og farefulde) ting. Historien starter med, at Lyra drager nordpå på en ekspedition for at finde sin onkel Lord Asriel, men det bliver en ekspedition, der tager mange uventede drejninger.

Nu er første del af denne fantastisk histori filmatiseret. På den officielle filmside er der trailere, præsentation af Lyras verden, figurerne og de skuespillere, der spiller disse. Det er de store stjerner de har fundet frem, bl.a. Nicole Kidman og Daniel Craig. Pigen der spiller Lyra, ser ud til at være helt perfekt ramt. Desværre er det en flash-side, så der kan ikke linkes direkte til tingene – du må selv gå på opdagelse.

den officielle filmside kan man også møde sin Daimon. Det vil sige svare på nogle spørgsmål og så finder din Daimon dig. Min Daimon hedder Loreanne og hun kan ses her:

Kristine den heldige kartoffel har en tiger som Daimon.

Nathan Fillion

Nathan Fillion

Ja, nu måtte jeg se at skrive noget om denne fremragende skuespiller. Jeg, og de fleste andre, kender kun Nathan Fillion pga. af den fremragende scifi-serie Firefly, men det er også nok. Desværre har han ikke lavet meget andet, der er værd at bemærke, men han har da optrådt i To fyre en pige og et pizzeria, samt Buffy, men ikke i roller der er halvt så fede som hans portrættering af Malcolm Reynolds i Firefly.

Faktisk er Nathan Fillion en humoristisk spasmager og meget langt fra rollen som Malcolm Reynolds. Der er ikke meget figuren og personen har tilfælles. Som Fillion sagde, da han læste rollen: “Jeg kan ikke spille den her fyr. Han livstræt, nedbrudt, plaget med lig i lasten, mange nederlag og et generelt negativ på verden omkring sig”. Men den geniale Joss Whedon fik ham alligevel overtalt og Fillion får sin egen personlighed til at skinne igennem figurens mørke sider, hvilket faktisk gør Malcolm Reynolds mere troværdig.

Malcolm Reynolds nærer en uhørt høj loyalitet overfor de personer, der betyder noget for ham. I dette tilfælde hans besætning på Serenity. Selv River Tam, der om noget, er svær at blive klog på, nærer han en form for sympati for, selvom hun volder mange problemer og er direkte farlig til tider. Samtidig har Mal det problem, at han skal træffe nogle beslutninger fra tid til anden, der vil bringe de andre i fare. Noget der sjældent falder nogen let, men som kan være nødvendigt. Fillion takler dette dilemma ved at spille Mal som kategorisk og hård, men også som én de andre 100% kan regne med i en farlig situation.

Nathan Fillions evner som skuespiller er nok ikke de største, men han gør det godt. Derudover har han et fjæs, der egner sig godt til de roller, han spiller. Hans mimik, hvadenten han er sur eller glad, er uovertruffen, og når han leverer sine replikker er hans timing fremragende. Nathan Fillion har også den evne, at han kan se rigtig godt gammeldags sur ud, og så er han god til at få tæsk. Ikke ulig Harrison Ford, og han siger da også, at alt hvad han ved om “fysical acting”, har han stjålet fra Harrison Ford. Men uanset hvad, så vil jeg i hvert fald holde øje med, hvad Nathan Fillion finder på og jævnligt gense mine dvd’er med Firefly.

The Beating of the Christ

Passion of the christ

Nu fik jeg ikke set denne film i biografen eller lejet den på dvd. Min bedre halvdel vil ikke se den. Hun er bange for, den er for ubehagelig. Det er den formodentlig også, men den skulle også være god. Den kommer, selvfølgelig kunne man sige, her i tv i påsken. Jeg regner med at se og den og regner også med at få det ret dårligt. Men som Christian Braad Thomsen siger, så skal nogle film også få én til at få det dårligt en gang i mellem. Idéen er vel at man som tilskuer skal sidde og tænke “bliv nu liggende, du får bare flere klø, hvis du rejser dig op”, men det gør han jo, og det er hele pointen.

Hvorfor Mr. Data irriterer mig

Da Star Trek blev genoplivet med serien The Next Generation, fik skaberne den idé at introducere en ny type figur, som der ikke har været i Star Trek før – robotten Mr. Data. De kaldte ham godtnok en android, men jeg foretrækker betegnelsen robot. Den dækker alt, lige fra de meget mekaniske støvsugermodeller til superavancerede menneskeligende typer. En android (humanoid) er dog en populær betegnelse for menneskeligende robotter, så det er ikke helt ved siden af at kalde Mr. Data det.

Til gengæld er der så mange andre aspekter ved Mr. Data, der er ikke er ordentligt gennemtænkt. Hvis man har læst bare en smule af den fiktion, der er skrevet om robotter, så ved man, at Mr. Data rammer noget ved siden af. Den robotfiktion jeg selv kender bedst er Isaac Asimovs, og han er vel også robotternes grand old man, så han er nok ikke den dårligste reference. Derudover bliver der henvist til robotikkens tre love i serien, samt flere gange sagt at Mr. Data har en positronic brain. Begge dele er opfundet af Asimov.

Navnet
For det første er der Mr. Data’s navn. Man kalder ikke en robot for Mr. Data. Det kan man, for sjov, kalde en lommecomputer eller noget tilsvarende. Ikke en robot. Og da slet ikke en humanoid robot. Når man laver en humanoid robot tilstræber man, at den ligner og opfører sig så meget som et menneske som overhovedet muligt. Det vil sige, at robotten også får personlighed og identitet. Hvis ikke, er robotten jo bare en avanceret dukke. Og derfor skal en sådan robot selvfølgelig have et helt almindeligt navn og ikke noget, der lyder som en lommeregner og tydeligt indikerer, at det virkelig er en robot. Alle Asimovs robotter (de mest avancerede i hvert fald) har navne. De har så titlen R. (står for robot) foran deres navn og denne bruges kun ved præsentationer. Asimovs to mest populære robotter hedder R. Daneel Olivaw og R. Giskard Reventlow. Daneel er gennemført humanoid og svær at skelne fra et menneske, mens Giskard ligner en robot, og der er ikke gjort noget for at skjule hans mekaniske dele.

Mr. Datas udseende
Mr. Data ligner et menneske, bortset fra hans underlige øjne og sølvagtige hud. Hvad skal det til for? Det er en ultraavanceret robot, og så kan de ikke efterligne menneskelig hud eller menneskelige øjne? Hvis man har udviklet den teknologiske formåen, der skal til for at skabe en robots hjerne, så burde det være en smal sag at få robotten til at ligne et menneske. Det er jo bare ren overflade og noget, der kan lade sig gøre med den teknologi, vi besidder i dag. Alligevel har Mr. Data altså en menneskelig krop (og hjerne), men en alt andet end menneskelig tekstur. Igen kunne skaberne af The Next Generation lære noget (mere) af Asimov. Asimov ville aldrig lade en humanoid robot være næsten menneskelig af udseende. Det ville enten eller, alt efter hvad formålet med figuren skulle være. I The Next Generation er tydeligt, at Mr. Data er en officer på linje med de andre og skal behandles således. Han burde derfor ikke være til at skelne fra Picard eller Riker for et uindviet publikum.

Det handler om væremåde
Men hvordan tydeliggører man så, at Mr. Data er en robot? Asimovs robot, Daneel Olivaw, der jo ligner et menneske til forveksling, afslører sig selv som en robot på en meget mere indirekte måde. Hans måde at gebærde sig på er tydeligvis ikke-menneskelig. Det samme er Mr. Data’s opførsel på sin vis også, hvorfor det er tåbeligt at skaberne af The Next Generation har gjort ham så tydeligt robotagtig. Der ville være mere fornuft, og mening, i at Mr. Data’s forskellighed fra de andre kom frem på en mere subtil måde, og at figuren afslørede sine robotsider over tid i bestemte situationer eller lignende. Noget der faktisk er plads til i en serie. Der er ingen grund til, han har det aparte udseende. Hans opførsel ville gøre ham atypisk og interessant af sig selv, hvis forfatterne ellers er opmærksomme på det.

Måden Asimov gør dette på med sin robot Daneel Olivaw, er ved at vise hans ikke-menneskelighed i netop hans væremåde og opførsel. Han er altid velovervejet, logisk, blottet for impulser og løsslupne følelser, samt unaturligt fysisk stærk med ultrafine koordinerede bevægelser. Det vil sige at han, på sin måde, både skaber undren og forbløffelse blandt de han færdes med, foruden stor irritation, da han jo færdes blandt temmelig irrationelle mennesker.

Det giver mange gode (og morsomme) situationer og er derved grobund for nogle rigtig gode historier. Derfor bliver sådan en figur også nemt ret populær, og Star Trek har da også altid haft sådan en figur. Han hedder Mr. Spock.

Forbrydelsen

Sofie Gråbøl - forbrydelsen

Så blev første “sæson” af Forbrydelsen afsluttet. Det er lidt underligt at kalde 10 afsnit en sæson, men det er det åbenbart i DR-lingo. Bortset fra det, så er jeg helt vild med serien. Jeg synes, den er spændende. Figurerne er interesante og flerdimensionelle, og jeg synes ikke tingene trækkes i langdrag. Det er jeg så én af de få der synes, men jeg mener til gengæld, at folk er alt for hurtige til at sige langtrukken, når det er et helt acceptabelt og almindeligt dramaturgisk kneb, at gemme nogle lunser kød, så publikum ikke får det hele serveret på en sølvbakke. Og hvad er lige problemet? Reaktionen har fra starten været: 20 afsnit! Til én forbrydelse! Det kan man ikke, og det er langt i spyttet og det bliver røvsygt osv. Samme personer sidder formodentligt og falder på røven over Jack Bauer i 24 timer. Som Per Vadmand tørt konstaterede i dk.medier.tv.

Langtrukken eller ej, så passer tidsforløbet nok meget godt for opklaringsarbejdet for en forbrydelse. Det går faktisk nok lidt hurtigere end i virkeligheden, men her kan en serie jo fjerne de dage, hvor der ikke ske noget nyt.

Noget jeg synes fungerer godt i serien, eller er et frisk pust i genren, er figuren Sarah Lund. Der er en tendens til at kvindelige opdagere skal være midaldrende, enlige, mandhaftige og drikfældige. Alternativt skal de være yngre karrierefikserede journalister. Sarah Lund er mere jordbunden. Har lige fået en ny kæreste og er altså ikke kronisk single og har en yngre søn. Derudover er hun i slutningen af trediverne og ikke fyrrene. Faktisk født samme år undertegnede, hvilket var et godt år! Samtidig har Sofie Gråbøl den styrke, at hun hun virker yngre og alligevel udstråler livserfaring. Der er noget eftertænksomt og melankolsk over hendes ansigt. Noget der udnyttes til fulde i Forbrydelsen, hvor hendes ansigt det meste af tiden udtrykker dyb koncentration uden hun virker bister eller sammenbidt. Det er bare sådan hun er. Der bliver ikke givet ved dørene med følelserne, men ansigtet udtrykker samtidig, at bagved får tankerne frit løb. Sofie Gråbøl mestrer den slags underspil til bravour og altid gjort det. Som prikken over i’et har hun den fedeste tøjstil. En islandsk sweater og jeans ser bare godt ud på alle kvinder, og er det sidste man ville forvente en opdager går rundt i, men det passer fremragende til figuren og sikkert også til arbejdet som opdager. De er skiftevis ude og inde hele tiden og meget af arbejdet er praktisk betonet. Derudover har jeg en forkærlighed for sweatre, men det er en anden snak.

Jan Meyer, spillet af Søren Malling, er også på sin måde fremragende. Kolerisk, irriterende og bange for sin egen røv, men alligevel og, trods alt, så fornuftig, at han ved, når Lund har fat i den lange anden, selvom han ikke bryder sig om det. Og han skal finde sig i en del. Lund burde ikke blive på sagen, men gør det alligevel og hun giver ham ikke meget at arbejde med, foruden hun bevidst behandler ham som en underordnet og ikke en makker.

En sidste vigtig ingrediens i forbrydelsen er det politiske spil på Københavns Rådhus. Serieskaberne har selvfølgelig ikke kunne dy sig for at bruge virkelighedens kamp om overborgmesterposten som inspiration til at få figurer fra de bonede gulve involveret i mordgåden. Toppolitikeren Troels Hartmann og hans valgkamp bliver fulgt og hans stab er på én eller anden måde del i mordet. Lars Mikkelsen spiller denne rolle på en meget sympatisk måde. Ikke ulig hans rolle som Hans Otto Kragh i Krøniken. Det er svært ikke at sympatisere med ham og jeg gruer for, at det viser sig, han har noget at gøre med mordet. Han er i hvert fald en figur, der ikke gør serien mere kedelig og bestemt ikke virker påklistret.

Eneste egentlige anke jeg har til serien er, at de forskellige personer er for hemmelighedsfulde. Det er godtnok det, der holder historien levende, idet fakta bliver afsløret i små bidder, men figurerne er for tilknappede. Hvis alle sagde sandheden ville 20 afsnit ikke være nødvendigt, men spørgsmålet er om figurernes opførsel ikke alligevel er ret tæt på virkeligheden.

Opfordring til DR-online: lad for helvede være med at bruge flash! Siden om Forbrydelsen på dr.dk er fuldstændig ubrugelig. Intet virker ordentligt, og den er ikke blevet opdateret (gætter jeg på) siden serien startede. Her skriver jeg et blogindlæg om serien, hvilket er god PR for serien og Danmarks Radio, og jeg kan ikke få biografiske oplysninger om skuespillere eller figurer og ikke et eneste billede, kan man hente. Det er åndssvagt.