Jeg er meget stor filmentusiast. Derfor ser jeg både de populære blockbustere, men jeg sidder også ofte alene og ser mere smalle indiefilm, gerne med et islæt af Science Fiction. Deciderede klassikere har også en særlig plads i mit hjerte, samt filmmusik. Nogle gange skriver jeg en lille anmeldelse af, hvad jeg har set.
Jeg har altid været en stor fan af Claus Deleurans syrede og pisseskægge tegneserier, hvor “Rejsen til Saturn” er et absolut højdepunkt. Og da jeg hørte at folkene bag “Terkel i knibe” ville filmatisere den tænkte, at det var den smukkeste kombination af en fed historie og de folk, der skulle bringe den til live. Humoren i “Terkel i knibe” er ikke langt fra Claus Deleurans med hensyn til grovkornethed og fuldstændig mangel på politisk korrekthed. Nu traileren blevet frigivet.
Traileren har intet med filmen at gøre, men den lover godt.
Jeg må indrømme, at jeg er ret vild med Jan Guillous trilogi om Arn Magnusson. Jeg glædede mig derfor meget til at se filmen. Filmen er faldet ganske heldigt ud. Selvfølgelig er der nogen ting fra romanerne, jeg savner, men den er godt skruet sammen i betragtning af, det er skandinavisk produktion. Det er også befriende at se nogle “almindelige” mennesker i rollerne og ikke det sædvanlige Hollywood-slæng. Min største anke til filmen er, at Joakim Nätterqvist, der spiller Arn, i den første halvdel af filmen render rundt med alvorlig rynke i panden det meste af tiden. Og så kunne jeg godt savne, at de havde gjort mere ud af scenen, hvor Arn gør kul på de seks landevejsrøvere. Han gør det trods alt ene mand, mens hans væbner ubekymret ser til, vel vidende, at det har Arn styr på. Det er faktisk væsentlig scene i romanen, idet Saladin her ser Arn for første gang og får bekræftet, at rygterne om Al Ghoutis krigerevner faktisk er sande.
Nu er tiden endelig kommet til et indlæg, jeg bare måtte skrive. Et indlæg om min yndlingsserie – Firefly. Firefly er en scifi-seri, der foregår ca. 500 år ude i fremtiden. Præmissen er at folk er udvandret fra jorden pga. overbefolkning og har slået sig ned i et andet solsystem, hvor de har terraformet planeterne og månerne der. Der er med andre ord et pionerelement i serien, og den kan med rette betegnes som en rum-western. Der har været en uafhængighedskrig på et tidspunkt mellem nybyggerne og magthaverne (kaldet the Alliance) og nybyggerne – eller de uafhængige – tabte. Ikke ulig den amerikanske borgerkrig, som serien også er inspireret af.
Dette er helt klart min yndlingsscene i Lord of the Rings-filmene. Måden musikken bliver bygget op, intensiverer og så bryder ud i Gondor-temaet, mens man svæver over de sneklædte tinder er intet mindre end breathtaking. Hele scenen giver en et sug i maven. Filmmagi når det er bedst.
I 1968 blev både Kylie Minogue (hende vender jeg tilbage til) og jeg selv født. Det var også året, hvor Roger Vadim lavede filmen Barbarella. En semierotisk scifi-film med Jane Fonda i hovedrollen. Tiden har ikke været nådig ved den kultklassiker i mine øjne, men den har da sin charme. Barbarella sendes på en mission for at finde den forsvundne videnskabsmand Durand Durand. Ja, det berømte band har taget navn efter selvsamme figur. Undervejs kommer Barbarella ud for farlige, men også behagelige oplevelser. Blandt andet prøver hun sex på den gode gamle fysiske måde. I Barbarellas fremtidsverden, tager man nemlig en pille og trykker håndfladerne mod hinanden, hvorefter nydelsen sætter ind. Hun ender med at blive ret glad for den gammeldags metode. Hun finder også Durand Durand til sidst, men han viser sig at være ond og torturerer hende i the Excessive Machine, hvilket er en nydelsesmaskine – en slags orgel (eller organ) – der skal få hende til at dø af nydelse. Desværre for Durand Durand er Barbarella så sexet, at hun får maskinen til at brænde sammen. Jeg har på fornemmelsen at Paolo Eleuteri Serpieri har været inspireret af Barbarella og hendes verden, da han opfandt Druuna. Druunas oplevelser er tilsvarende specielle, men de er dog noget mere hardcore.
Det kan godt være, at et moderne publikum ikke vil klare at komme igennem Barbarella. Jeg havde svært ved det, da jeg genså den, men den har en af de mest originale åbningsscener på film. Barbarella svæver i nultyngde og mens forteksterne ruller stripteaser hun sig ud af sin rumdragt, indtil hun (naturligvis) er helt bar. Det foregår selvfølgelig i typisk nultyngde slowmotion. Det lyder corny, men det fungerer faktisk. Så godt, at scenen er blevet efterlignet hele to gange i en musikvideo. Her følger den originale scene fra Barbarella, samt de to efterligninger af henholdsvis Jem og Kylie Minogue.
Barbarella
Kylie Minogue med “Put Yourself In My Place”
Jem med “They”
Personligt foretrækker jeg versionen med Kylie, fordi… Kylie. Det er sådan set nok.