Jeg er meget stor filmentusiast. Derfor ser jeg både de populære blockbustere, men jeg sidder også ofte alene og ser mere smalle indiefilm, gerne med et islæt af Science Fiction. Deciderede klassikere har også en særlig plads i mit hjerte, samt filmmusik. Nogle gange skriver jeg en lille anmeldelse af, hvad jeg har set.
At placere Sherlock Holmes i vores nutid er jo nærmest helt vanvittigt. Sherlock Holmes skal være omgivet af gul londontåge, droscher, piberøg og være iklædt kappe, deerstalker hat og forstørrelsesglas. Hvis de ting fjernes, så fjerner man også rygraden i Conan Doyles historier om verdens største detektiv. Skulle man tro. Ikke desto mindre har BBC med serien ‘Sherlock‘ flyttet Sherlock Holmes ind i vores nutid med alt hvad det indebærer af moderne bekvemmeligheder, og det fungerer faktisk.
Star Trek er serien (både film og tv), der aldrig slutter. Heldigvis for det. I de sidste mange år har der dog været en del stardates mellem de gode Star Trek eventyr. Serien ‘Enterprise‘ var et frisk pust, da den var en prolog til den oprindelige serie. Skibet, besætningen og det var mindre sofistikeret, og var på den måde en kontrast til ‘The Next Generation‘, som var en klar opgradering af den oprindelige serie. ‘Enterprise’ blev dog aldrig den succes, som alle havde håbet på. På filmsiden er den oprindelige besætning blevet afløst af næste generation i filmen ‘Generations‘ og der er blevet lavet tre yderligere film med Picard og hans folk. Uanset om det var det ene eller andet crew, så blev filmserien nærmest kun blev holdt i live af skuespillerne, som ofte også instruerede filmene. Både team Kirk og team Picard havde nok gejsten, men tiden var løbet fra dem. Der skulle ske noget nyt.
Sylvester Stallone er Kristus på korset og Jean Claude Van Damme er helpervers homoerotik. Det er nogle af Rikke Schubarts velunderbyggede påstande i hendes analyse af actionfilm gennem tiden. Rikke Schubart er nemlig noget så sjældent som ekspert i actionfilm og har skrevet en ph.d. om emnet. Konklusionerne fra denne har hun samlet i bogen “Med vold og magt – actionfilm fra Dirty Harry til the Matrix”.
Krudt, kugler og amerikansk populærkultur
Er actionfilm ikke bare film med biljagter, krudt, kugler og eksplosioner? Jo, det er på sin vis rigtigt, men det er også de dyreste og mest populære film, der bliver lavet og derved også indbegrebet af Hollywood og amerikansk populærkultur. Det er en tydelig genrefilm med sine egne temaer, konflikter og mytologi. Set i lys så er det faktisk underligt, der ikke er forsket mere i actionfilm. Det råder Rikke Schubart bod på og heldigvis for det. Hun er en skarp analytiker, og hun er også en fremragende formidler, og der er ingen tvivl om, hun selv holder meget af den genre, hun skriver om.
Når en filmanmelder virkelig skal føre kniven, vil han ofte påstå, at en film er fyldt med klichéer, er klichepræget eller lignende. I betydningen, at filmen er forudsigelig, kedelig og spild af tid. Men faktisk kan vi ikke undvære klichéer. De fleste historier ville falde sammen uden en vis form for forudsigelighed og her er klichéer uundværlige. Der er en vis tryghed for tilskueren i at kunne forudsige det næste, der sker. Derudover er der mange genrer der er helt afhængige af disse klichéer. Jeg kunne nævne westerns (den ensomme rytter i solnedgangen), actionfilm (eksplosioner, biljagter) og romantiske komedier (dreng møder pige, de bliver taget fra hinanden og finder hinanden igen). Udfordringen for forfatteren og instruktøren er at bruge disse klichéer på en ny måde eller sådan, at de ikke virker som klichéer.
Den nye Indiana Jones giver mig en glimrende anledning til at skrive et indlæg, som jeg længe har haft lyst til at skrive. Ikke om den nye Indiana Jones film, men om den første. Jagten på den forsvundne skat/Raiders of the Lost Ark er efter min mening den bedste action/adventure film, der nogensiden er lavet.
Det er svært at sige, hvad der gør det, men det er et faktum, at ingen har kunnet gøre Lucas/Spielberg kunsten efter. Der er også forbavsende få, der har prøvet, selvom adventure-genren altid har fået mange folk i biografen. Farlig vej til Kina/High Road to China og Nu går den vilde skattejagt/Romancing the stone er halvhjertede forsøg og har det store problem, at de er mere romantiske komedier end adventure-film. Med eftertryk på komedie. Lucas og Spielberg ved derimod, hvad der skal til. De kender deres filmhistorie og bruger de gamle serials fra 30’erne som inspiration. De kørte i enhver biograf hver uge og for at holde spændingen i live (og være sikker på at folk vendte tilbage for at se næste afsnit) hang helten gerne i neglerødderne fra en klippekant i slutningen af hvert afsnit. Deraf udtrykket en cliffhanger. Eller også blev han udsat for andre halsbrækkende ting, han umuligt kunne overleve.
