Vi besøgte Hundested Sandskulptur Festival 2017. Temaet dette år er “Der var engang”. Store danske og udenlandske begivenheder er blevet til skulpturer i gyldent sand. Der var også plads til rockstjerner og Rasmus Klump.
Hvis du ikke allerede har opdaget det, så kik i adressefeltet i din browser. Jep, det er mit nye og megaseje domænenavn. Læs videre og find ud af, hvordan jeg fik idéen til det.
Der er efterhånden en del Top Level Domains. Over 1000 i skrivende stund. Alligevel er nærmest kun en håndfuld, der bruges i praksis. Det er sjældent, du ser andet end .com, .org., .net brugt. Og så selvfølgelig landedomænerne såsom .da, .de, .jp og så videre. Jeg har personligt heller aldrig fundet andre interessante. Ikke før foråret 2016, hvor Automattic og wordpress.com i en auktion købte .blog. Jeg vidste på stedet, at jeg måtte have domænet markgazel.blog. Og det skulle selvfølgelig bruges på denne blog.
Adressen på denne side har altid været mark.gazel.dk. Baggrunden for dette var, at jeg (af oplagte grunde) registrerede domænet gazel.dk den 20. oktober 1999. Som alle andre ville jeg have min egen “hjemmeside”. Det var dengang, der stod www foran alle internetadresser. Så det var lidt sejt, hvis du brugte subdomæner i stedet for www. Derfor blev min adresse mark.gazel.dk. Andre familiemedlemmer kunne så få en lignende adresse med fornavn.gazel.dk. Det var også nærliggende med e-mailadresser af formen fornavn@gazel.dk. Mine børn har sådan en adresse og jeg har selv brugt e-mailadressen mark@gazel.dk, som min primære e-mail lige siden.
Nogle år senere var det seje gledet lidt væk fra subdomæner, og jeg gik længe og tænkte på, om jeg ikke skulle registrere markgazel.dk i stedet. Jeg fik det aldrig rigtig gjort, fordi mark.gazel.dk på sin vis fungerede og den næsten tilsvarende e-mailadresse også fungerede. Jeg havde svært ved at finde de helt tungsvejende grunde til at registrere markgazel.dk. Jeg synes heller ikke e-mailadressen mark@markgazel.dk var lige så god. Dermed ikke sagt, at jeg pinedød skulle begynde at bruge sådan en e-mailadresse, bare fordi jeg bruger et andet domæne, men det var da med i overvejelserne. Nuomstunder er det så blevet almindeligt at gå væk fra fornavne foran snabel a’et og i stedet bruge mere inviterende e-mailadresser, såsom hej@domæne.dk eller hallo@domæne.dk og derfor var igen blavet ansporet til at registrere markgazel.dk.
Men så dukkede .blog op. Nu lå domæneskiftet lige for. Det er faktisk utroligt, at .blog som top level domain ikke har eksisteret længe før.
Sagen er den, at min “hjemmeside” i starten bare skulle være et online-visitkort. Det skulle være en præsentation af mig selv, mit cv og den slags. Det skulle man have dengang i starten af nullerne. Inden længe var det dog ikke godt nok. Der skal nyt, frisk indhold på hele tiden. Ellers gider dine besøgene ikke blive hængende eller komme tilbage. Løsningen var dengang og er det stadig: blogging.
Jeg var, på anbefaling, begyndt at bruge WordPress som cms. WordPress var et bloggingsystem, men det var ikke sådan jeg, indtil da, havde brugt det. Til min egen side gav det derimod fuldstændig mening at bruge WordPress til det, som det er født til: at blogge.
Det vil sige skrive noget ordentligt indhold, og det er hårdt arbejde. Det vil jeg være den første til at skrive under på. Denne blog er ikke just superopdateret. Dens største kvalitet, er, at den har levet så længe. Det er ikke fordi, jeg har leveret en jævn strøm af indlæg. Men jeg vil gerne skrive mere og jeg har meget på hjerte.
Jeg er derfor stadig rigtig glad for denne side, og har ingen planer om at opgive den. Og jeg er rigtig glad for mit nye domæne. Jeg synes, min nye .blog-adresse klinger hammer godt. Den smager af noget.
Så velkommen til markgazel.blog
For sin tid var Tom Kristensens roman “Hærværk” meget kontroversiel og provokerende. Det er den ikke mere. Verden var mere enkel dengang. Mere lige til og uskyldig. Og borgerskabet, der dengang var respekteret, var ikke noget du bare vendte ryggen. Det var et privilegium at være en del af det, og noget du stræbte efter at komme til at tilhøre. Alligevel vælger romanens hovedperson, Ole Jastrau, at “gå i hundene”. Som han kalder det. Det gjorde du ikke bare dengang.
Siden da har der været masser af forfattere, der er gået i hundene. Der er rockstjerner, der har brændt lyset i begge ender og Hunter S. Thompson brugte gonzojournalist til at fortælle om, hvor langt ud du kan komme med alkohol og kemikalier.
Så langt ud kommer Jastrau ikke. Hans deroute er mere intellektuel. Han er en falleret digter, der er gået kold i sin borgerlige tilværelse med fast arbejde, kone og barn. Han er intellektuelt respekteret, men nu som dengang, så er det ikke kultur, der får mest spalteplads i avisen, så han føler en vis modløshed og træthed over sit anmelderjob på en velrenommeret avis.
Ind af døren kommer nogle personer fra Jastraus kommunistiske fortid. Særligt den unge Steffensen, som viser sig at være chefredaktørens søn, får skubbet til Jastraus mindreværd og følelse af at være en falleret lyriker, der gemmer sig i sine småborgerlige og trygge rammer. Steffensen skriver nemlig fremragende lyrik. En evne Jastrau synes at have mistet. Det er ikke godt.
Herfra ekskalerer Jastraus drikkeri, men det er stadig med sindet i behold og med overskud til at beskrive omgivelserne og verden omkring sig. Der bliver reflekteret. Du kan sige, at det er ikke sanseløs druk. Ikke hele tiden i hvert fald. Og det er på sin vis godt. For romanen har mange kvaliteter. Kristensens sprog er sprudlende og levende. Du får virkelig oplevet København gennem Jastraus øjne. Den del gør romanen værd at læse.
Derudover, så må jeg være hård og sige, at selvom Jan Sonnergaard (han har skrevet forordet) mener, at romanen er stramt fortalt, så synes jeg, den er for lang. Det er på sin vis en kvalitet i, at Kristensen giver sig god tid til at lade sin figur gå i hundene. At den slags ikke bare sker fra den ene dag til den næste. Alligevel mener jeg, at det går ud over fremdriften i historien.
Så konklusionen er, at “Hærværk” er ualmindeligt velskrevet, omend en kende langtrukken, men at romanen fortjener al den anerkendelse, den har fået i tidens løb. Jeg mener dog, at selvom “Hærværk” har været tidligt ude med sit tema om det bevidste, menneskelig forfald, så er den blevet overgået af andre tilsvarende romaner siden.
Any sufficiently advanced technology is indistinguishable from magic.
– Sir Arthur C. Clarke
Hvis du skal se lidt på trends og udvikling i webstederne på internettet i de sidste 20 år, så vil jeg mene, at der er fire store milepæle. For 20 år siden skulle alle firmaer have deres eget websted på nettet. Deres online-tilstedeværelse. Fem år efter var det blevet nødvendigt og essentielt at styre dette websted med et CMS – et Content Management System.
Der var derfor firmaer, der kappedes om at lave sådan en løsning og tage mange penge for både deres løsning og dens vedligeholdelse. Rigtig mange penge. Flere hundrede tusinder af kroner, hvilket er vildt at tænke på i dag, hvor Open Source har gjort den slags både gratis og hvermandseje. Og sådan skal det også være.
For omkring ti år siden blev internettet socialt. MySpace, YouTube, Facebook, Twitter, Instagram dukkede op og nu handlede det om at få sit websted til at fungere i samarbejde med de sociale medier. Og endelig har det i de sidste fem år handlet om at lave netbutikker.
Langsomt, men sikkert, skulle alle websteder, store og små, sælge et eller andet. Det kunne være i det små i form af en e-bog eller en håndfuld produkter. Typisk forskellige kursusforløb, videovejledning, digitale downloads eller medlemskaber af den ene og den anden slags. De mere omfattende netbutikker prøvede at gøre det samme som de “rigtige”, det vil sige Amazon og andre store firmaers egendesignede netbutikker. Det kunne lade sig gøre ved at kode det selv. Der var også Open Source-løsninger, men de var meget svære at gå til. Så mange ventede på, at WordPress – som mange bruger og de fleste kan finde ud af sætte op – også fik nogle butiksløsninger. Vel at mærke nogle løsninger, der var lige så lette at sætte op som WordPress selv.
De løsninger dukkede op for omkring fem år siden. Igen var der flere der sloges om brugernes gunst, men WooCommerce endte med at blive det mest populære. Så nu hedder standarden WooCommerce. Det blev senere opkøbt af Automattic og udvikles nu sideløbende med resten af WordPress.
Så jeg har længe gået og taget tilløb til at lave en netbutik. Jeg bliver spurgt temmelig ofte, om jeg kan hjælpe nogen i gang med et websted. Og det slår aldrig fejl. De vil gerne præsentere sig selv, måske lave nyhedsbrev og have Facebook-side. Og så skal der lige være en netbutik. Selv personer, der mest ønsker sig online-visitkort på nettet med deres ydelser og kompetencer. De slutter gerne af med at sige, at de vil også gerne sælge nogle kurser eller den her e-bog. Der er bare lige den detalje ved det, at uanset størrelse, så er en butiksløsning et større projekt i sig selv.
Men det er der, vi er i dag. Netbutikker er det, folket vil have. Og nu har jeg også lavet en netbutik – Niibuhr.dk. En butik der sælger smykker med romersk glas.
Jeg har været lidt nervøs for at tage skridtet. For det første, fordi jeg ved at netbutikker er temmelig komplicerede og kreditkortløsninger kan være meget bøvlede. For det andet, fordi de virkelig skal virke. Brugerne skal kunne gå til det på en nem måde. De skal vælge varer, gå kassen, betale, pengene skal trækkes, det skal være sikkert og trygt, og der skal ikke opstå fejl.
Jeg blev kontaktet af Brian Viuf Christensen og spurgt, om jeg ville hjælpe med at løfte en netbutik. Han har én i forvejen, men var ikke rigtig tilfreds og ville gerne se, hvordan det ville gå med en netbutik i WordPress i stedet. Det er netbutik, der sælger smykker med romersk glas.
Kort fortalt gjorde romerne glas til hvermandseje, og derfor kan du i mellemøsten finde meget velbevaret glas, som har ligget i jorden eller i sandet og over årene har fået patina og er blevet flot og farverigt. Guldsmede kan så tage de små glasstumper og putte dem i ringe, halskæder og øreringe, og så har du smykker, som altså er pyntet med glas, der er 2000 år gammelt. Jeg synes med det samme, at det var spændende produkt og ville gerne hjælpe med at sælge det.
Det var også en klar fordel, at der sådan set var en butik oppe at køre, og jeg ville derfor sideløbende og i ro og mag kunne sætte en butik op. Med alle de spændende og ukendte udfordringer det nu rummede. Skulle det vise sig, at jeg ikke magtede opgaven eller havde tiden til det, så var der ingen skade sket. Ambitionen var bare at oprette en håndfuld produkter til at starte med og med tiden – forhåbentligt – flytte resten over i den nye butik og afvikle den gamle.
Så jeg fik mulighed for at kaste mig over eller rettere ud i WooCommerce. Og jeg må sige, at jeg forstår godt, hvorfor det er så populært. Det er en fornøjelse at arbejde med. Du bliver nærmest taget i hånden, efter det er installeret. Derudover er der virkelig mange vejledninger at finde. Også fra WooCommerce selv. Administrationen er enkel og overskuelig, og alligevel virker det som om, der er tænkt på alt. WooCommerce skulle jeg være begyndt på at bruge for længe siden.
Første skridt er at få betalingen til at virke. Brugerne derude er forvente. De vil bruge kreditkort. Selvom f.eks. PayPal er en fin løsning – og du faktisk kan bruge kreditkort med den – så stejler en del over det. De tror, at de skal have en PayPal-konto og et klik væk er der en butik, der sælger det samme, der ikke bruger PayPal, og så vælger brugeren den. Så kreditkort kommer du ikke uden om. Lige om lidt vil MobilePay være forventet alle, men ikke helt endnu, så det vil vi ikke tilbyde i første omgang.
Vi droppede også almindelig Dankort (dvs. uden Visa) i første omgang. Fordi vi vil starte i det små, og fordi at Dankort kræver en indløsningsaftale med Nets. De har monopol på det, og deres priser er derefter. Givet vores varer er smykker, det vil sige, at kunderne hovedsagligt er kvinder, så har vi også en forventning om, at de ikke er helt fremmede over for at bruge Visa. De kvinder jeg kender, vil i hvert fald ville ikke lade sig nøje med et almindeligt dankort, når de handler på nettet. Det indsnævrer mulighederne for at shoppe betydeligt.
Vi har dog også PayPal. Hvis nogen nu synes, det er rart at bruge. MobilePay kommer vi, som nævnt, heller ikke uden om senere.
Siden og netbutikken er nu oppe og køre og varerne er på plads. Sådan da. Nu handler det om præsentation. Siden skal præsentere sig selv godt. Det giver jo sig selv, og da vi sælger smykker, så skal der jo tages nogle gode billeder. Der er til et indlæg for sig selv om bare det. Det er virkelig svært at tage gode billeder af smykker. Vi har bl.a. købt et kamera og et minifotostudie. Men lige nu har vi arbejdet på at præsentere billeder ensartet. Vi har derfor valgt, at de alle skal være kvardratiske og på den samme baggrund. Senere skal vi have nogle ordentlige fotos med modeller også. Vi er ikke helt tilfredse med de nuværende billeder, men de fungerer. Jeg må indrømme, at jeg ikke havde regnet med, at lige den del af projektet ville give så mange hovedbrud. Jeg har fornyet respekt for dem, der lever af at tage den slags billeder.
At sætte butikken op er selvfølgelig en udfordring, men en butik er jo ikke meget værd, hvis der ikke er noget salg. Derfor har vi også dykket ned i SEO, AdWords, AdSense og affiliate-muligheder. Vi vil, naturligvis, også stirre intenst på statistikken fra Google Analytics. Det er jo det helt essentielle ved sådan noget som dette. Hvilke produkter sælger? Hvilke gør ikke og hvorfor? Skal vi satse på dem der sælger eller prøve at give andre mere eksponering? Hvilke søgeord sender brugerne hen til siden og er der nogle, vi ikke har tænkt på?
Også er der de sociale medier og nyhedsbreve, som skal oprettes og plejes. Håndteringen af ordrer, varelager, forsendelse og al den slags. Det kunne jeg også skrive en masse om.
Kort sagt er der masser af udviklingspotentiale og lærerige udfordringer i butikken. Nu og i fremtiden. Men lige nu er jeg glad for at have løftet min første netbutik, og glæder mig over at kunne sætte lige den kompetence på cv’et og tilbyde det som en ydelse/produkt/løsning, når jeg bliver spurgt.
