Cæsar blev sat til side, da jeg fik fingrene i Per Vadmands nyeste bog. Den kan klart anbefales jeg kunne næsten ikke lægge den fra mig. En kommunalpolitiker bliver, mens han er i udlandet, udsat for brevchikane. En person skriver en masse læserbreve i hans navn og rammer både hovedpersonens tone og stil lige i øjet. Bortset fra, at udsagnene er mere rabiate, samt at sprogbrugen og tonen er på kanten af injurielovgivningen. Og i øvrigt meget længere over stregen end hovedpersonen selv ville gå. Samtidig sørger brevskriveren for at de personer, der tilsmudses i avisernes spalter får private breve, der er endnu værre.
I løbet af kort tid må hovedpersonen, Bent Andersen, erkende at han er meget alene og ingen vil røre ham med en ildtang, selvom han ikke har skrevet et ord. Han må gå under jorden og selv finde frem til gerningsmanden inden han mister jordforbindelsen og forsumper i afmagt. Samtidig mister han til tider tidsfornemmelsen og tvivlen begynder at nage “har jeg selv skrevet brevene”.
En ganske habil krimi og en rigtig pageturner.