James Camerons ‘Terminator’ fra 1984 har efterhånden udviklet sig til en større franchise. Der er de fire efterfølgende film, computerspil, tegneserier og selv forlystelser. Og så er der tv-serien ‘The Sarah Connor Chronicles’. Alle tager de udgangspunkt i menneskehedens kamp mod computernetværket Skynet, der, i en ikke så fjern fremtid, næsten udsletter menneskeheden. Kun få mennesker har overlevet og tager kampen op. Skynet opfinder dog en tidsmaskine og på et tidspunkt, hvor Skynet er ved at tabe til menneskene, sender det en Terminator tilbage i tiden for at dræbe sin nemesis – oprørshærens leder John Connor – og derved ændre fortiden til sin egen fordel i fremtiden. Og det er her rammen for terminator-historierne bliver sat. De foregår i vores tid, men handler om en kamp i en mulig fremtid. Eller rettere et forsøg på at ændre fremtiden ved at forhindre Skynet i at blive skabt. Samtidig er flere af figurerne fra selvsamme fremtid, hvilket giver historierne en ekstra krølle. Ja, du skal holde tungen lige i munden i tidsrejsehistorier.
Terminator som serie
At lave en tv-serie, der følger Sarah Connor og hendes søn efter handlingen Terminator 2 (T2), er helt oplagt. Det er der to væsentlige grunde til. Den ene er, at James Cameron i T2 gjorde Sarah Connor til en rigtig badass. Hun sidder ikke bare og venter på, at fremtiden skal komme, men går aktivt ind i at træne sig selv og sin søn og forberede dem på Dommedag. I Terminatoruniverset er det dagen, hvor Skynet bliver selvstændigt tænkende og derefter udsletter det meste af menneskeheden i en atomkrig. Målet er altså at forhindre Dommedag og det gøres ved at gå efter de personer, der har indflydelse på udviklingen af Skynet.
Den gode Terminator
Den anden grund er, at James Cameron i T2 også viste, at en terminator kan omprogrammeres og hjælpe mennesker i stedet for at dræbe dem. Eller i det mindste undlade at dræbe bestemte mennesker. At være terminator stikker, trods alt, dybt. I serien er der igen sendt en sådan fredelig terminator tilbage i tiden for at hjælpe John Connor. Denne gang i form af en spinkel kvinde. Hun hedder selvfølgelig Cameron. Cameron Philips. Spillet af den vidunderlige Summer Glau.
Oprørslederen og robotten
Så det kan godt være at serien hedder ‘Sarah Connor Chronicles’, men det er faktisk John og Cameron, som serien, i mine øjne, kredser om og ikke Sarah Connor. Hun er selvfølgelig drivkraften, men det interessante er spillet mellem John og Cameron.
John ser hende ikke som en maskine. Ikke altid i hvert fald. Han bliver flere gange opfordret til at slukke hende, men vil ikke gå med til det. På samme måde er Cameron hans beskytter, men måden hun dukker op på og holder øje med ham, virker ikke altid som om, det er “bare” er hendes opgave. Der er derfor et spændende spil mellem de to figurer. Er John forelsket i Cameron? Og Cameron forelsket i John? Kan en maskine elske?
At seriens forfattere også finder dette spil interessant er ret tydeligt. John har faktisk et forhold til en anden på et tidspunkt. Pigen Riley. Igen er det svært at sige om Cameron er generet af det. Hendes opgaver er jo at bevæge sig rundt i baggrunden og holde øje med John. Men er det altid det hun gør? Er hun ligefrem jaloux? Det er også påfaldende, at John og Rileys forhold er meget kammeratligt og platonisk. De er kærester, men tror faktisk kun de kysser en enkelt gang og deres forhold er på intet tidspunkt seksuelt. Lidt påfaldende givet deres alder og hormoner. John er selvfølgelig bange for at trække hende ind i hans liv, som er ret farligt, men alligevel.
I hvert fald er det spillet mellem Cameron og John, der gør serien interessant for mig. Deres forhold er på én gang meget enkelt og samtidig med masser af underspil. John er omgivet af personer, der ved, at han vil blive den store oprørsleder. De ser sjældent på ham som en almindelig person. John har derfor brug for en neutral og følelsesløs person i sit liv. Det er hans mor, af gode grunde, ikke. Heller ikke moderes forskellige soldatervenner. Samtidig repræsenterer Cameron fremtiden. En mulig fremtid, som kun hun kender, men som han – John – spiller en vigtig rolle i. John har sikkert ikke troet på moderen til at starte med. Hun viste sig dog at have ret og Cameron er en konstant påmindelse om, at fremtiden, moderens fremtid, er fremtiden. Den mest sandsynlige. Selvom han og moderen gør, hvad de kan for at forhindre den.
Den ultimative beskytter?
Samtidig er der spænding i det faktum, at Cameron beskytter ham bedre end nogen andre kan. Som i nogen overhovedet. Alligevel skal der kun en computerfejl til, for at hun udsletter ham. Hurtigt, uden varsel og uden anger.
The Sarah Connor Chronicles kredser altså om nogle temaer, som jeg finder rigtig spændende. Hvor går grænsen mellem menneske og maskine? Kan maskiner føle noget? Kan en maskine elske? Så selvom en Terminator startede med at være perfekte menneskedræber, så har de videre historier udviklet dem til at tage nogle problematikker op, som du finder i eksempelvis Asimows robothistorier, i en film som ‘Blade Runner‘ eller senest i filmen ‘Ex Machina‘. Kan en robot være så perfekt, at den ikke selv tror, at den er en robot? Kan en robot blive forelsket? Kan et menneske forelske sig i en robot?
Desværre endte serien efter to sæsoner, og vi derfor aldrig ud af, hvor forholdet mellem John og Cameron ender. Virkelig irriterende for serien er rigtig god og den havde meget potentiale. Det er også gode skuespillere, der bærer serien. Lena Headey spiller Sarah. Hun har senere fået rollen som Cersei Lannister i ‘Game of Thrones’, så hun bliver nok svær at overtale til at fortsætte. Brian Austin Green er endnu en hjælper fra fremtiden, og han gør det også godt. John Connor spilles af Thomas Dekker, som var helt ukendt for mig, men som har spillet skuespil siden han kunne gå. Han rammer tonen i rollen godt, hvor han er mut og ensom, men samtidig også seriøs og alvorlig, når det er nødvendigt. Og så er der jo Summer Glau.
