Arn Magnusson

Arn Magnusson - mark.gazel.dk

Jeg må indrømme, at jeg er ret vild med Jan Guillous trilogi om Arn Magnusson. Jeg glædede mig derfor meget til at se filmen. Filmen er faldet ganske heldigt ud. Selvfølgelig er der nogen ting fra romanerne, jeg savner, men den er godt skruet sammen i betragtning af, det er skandinavisk produktion. Det er også befriende at se nogle “almindelige” mennesker i rollerne og ikke det sædvanlige Hollywood-slæng. Min største anke til filmen er, at Joakim Nätterqvist, der spiller Arn, i den første halvdel af filmen render rundt med alvorlig rynke i panden det meste af tiden. Og så kunne jeg godt savne, at de havde gjort mere ud af scenen, hvor Arn gør kul på de seks landevejsrøvere. Han gør det trods alt ene mand, mens hans væbner ubekymret ser til, vel vidende, at det har Arn styr på. Det er faktisk væsentlig scene i romanen, idet Saladin her ser Arn for første gang og får bekræftet, at rygterne om Al Ghoutis krigerevner faktisk er sande.

Læs mere ...Arn Magnusson

Nemi

nemi.jpg

Jeg vil bryde sammen og tilstå, at jeg holder meget af Nemi. For de, der ikke ved, hvad det er, kan jeg sige, at det er en tegneseriestribe. Hovedpersonen er Nemi Montoya. Nemi er vel nærmest en gothic, heavymetal, Dungeons & Dragons-type og hunkøn. Derudover er hun i midten af 20’erne. Serien er forfattet og tegnet af nordmanden Lise Myhre, der nok minder en del om sin figur, men hun siger selv, at Nemi snarere er som en slags usynlig ven end et spejlbillede af hende selv.

Nemi er notorisk b-menneske, elsker Heavy Metal, er dyreven og har en lettere sarkastisk/kynisk tilgang til livet. Derudover er hun meget fantasiful – jeg tror gerne, hun så verden befolket af elvere og drager. Ikke overraskende er hun glad for Ringenes Herre, samt filmatiseringen, bortset fra sødsuppeelementerne med Arven. Hendes eskapisme kommer også til udtryk ved, at hun hader dagligdagsproblemer, såsom opvask og regninger. Hun går hellere byen for at drikke bajere og ryge smøger. Kort sagt minder hun om de flestes indre drengerøv, der ikke vil blive voksen.

nemifooter.gif

Lise Myhres streg er i mine øjne fremragende. Den er enkel og sikker, og de grimasser hun giver Nemi til tider er ubeskrivelige. Som en sjov ting kan nævnes, at Nemi selv er sort/hvid, mens resten af verden i striben er i farver. Hvilket sikkert også er den måde, Nemi ser verden på.

Den daglige Nemi stribe kan læses i nettavisen.no. Hun kan også læses i Urban, samt på engelsk i Metro.co.uk. Kent Damgaard har også skrevet en artikel om Nemi på Tegneseriesiden.dk. Desværre kan man ikke modtage nogen af striberne som feed. Det ville ellers være rart.

Jeg håber, at andre vil tage Nemi til sig, hun er det værd.

Det Gyldne Kompas

Filmatiseringen af “Det gyldne kompas” af Philip Pulmann har jeg glædet mig meget til. Det er første del af en trilogi, der samlet har den enigmatiske titel “His Dark Materials“. Bøgerne hører til fantasygenren og de er fremragende og interessante. Selvom historien omhandler parallelverdener o.lign., så er det ikke rent tankespind. Der er skrevet en del companions til trilogien og Philip Pullman fik inspirationen til romanerne efter at have været til et foredrag om kvantefysik. I kvantefysik er døre til andre universer og parallelverdener bestemt ikke umulige størrelser.

I romanerne følger vi pigen Lyra, der lever i Oxford, i en verden, der minder om 1800-tallet. Sådan da. I Lyras verden sidder sjælen uden på kroppen i form af en Daimon, der har dyreskikkelse. Altid af det modsatte køn af mennesket selv. Mennesket og dets Daimon er tæt knyttede sammen og Daimon’en afspejler ofte sit menneskes sindstemning. I denne spændende verden lever Lyra blandt hekse, panserbjørne og andre spændende (og farefulde) ting. Historien starter med, at Lyra drager nordpå på en ekspedition for at finde sin onkel Lord Asriel, men det bliver en ekspedition, der tager mange uventede drejninger.

Nu er første del af denne fantastisk histori filmatiseret. På den officielle filmside er der trailere, præsentation af Lyras verden, figurerne og de skuespillere, der spiller disse. Det er de store stjerner de har fundet frem, bl.a. Nicole Kidman og Daniel Craig. Pigen der spiller Lyra, ser ud til at være helt perfekt ramt. Desværre er det en flash-side, så der kan ikke linkes direkte til tingene – du må selv gå på opdagelse.

den officielle filmside kan man også møde sin Daimon. Det vil sige svare på nogle spørgsmål og så finder din Daimon dig. Min Daimon hedder Loreanne og hun kan ses her:

Kristine den heldige kartoffel har en tiger som Daimon.

Muldvarpen, der ville vide, hvem der havde lavet lort på dens hoved

Muldvarpen, der ville vide, hvem der havde lavet lort på dens hovedKristine kom hjem med en ny bog til Elisabeth. Jeg kikkede lidt en ekstra gang, da jeg hørte titlen, men det lød interessant. Da jeg så læste lidt i bogen måtte jeg indrømme, at den nok vil blive et stort hit ved højtlæsninger. For, som alle ved, er alle historier om lort og prutter pr. definition rasende sjove. I hvert fald, hvis man er en mand. Tegningen på forsiden siger jo næsten alt. En sur muldvarp med en lort på hovedet på jagt efter synderen. En jagt, der bringer ham i kontakt med mange lortetyper, indtil han finder den rigtige, og gør gengæld.

Jeg kan især godt lide anmeldercitatet på forsiden:

“Fækalt og fænomenalt … aldeles pragtfuld”
– Hanne Fall Nielsen, Politiken

Jeg må give hende ret.

Muldvarpen, der ville vide, hvem der havde lavet lort på dens hoved

Manden der skrev breve

Cæsar blev sat til side, da jeg fik fingrene i Per Vadmands nyeste bog. Den kan klart anbefales jeg kunne næsten ikke lægge den fra mig. En kommunalpolitiker bliver, mens han er i udlandet, udsat for brevchikane. En person skriver en masse læserbreve i hans navn og rammer både hovedpersonens tone og stil lige i øjet. Bortset fra, at udsagnene er mere rabiate, samt at sprogbrugen og tonen er på kanten af injurielovgivningen. Og i øvrigt meget længere over stregen end hovedpersonen selv ville gå. Samtidig sørger brevskriveren for at de personer, der tilsmudses i avisernes spalter får private breve, der er endnu værre.

I løbet af kort tid må hovedpersonen, Bent Andersen, erkende at han er meget alene og ingen vil røre ham med en ildtang, selvom han ikke har skrevet et ord. Han må gå under jorden og selv finde frem til gerningsmanden inden han mister jordforbindelsen og forsumper i afmagt. Samtidig mister han til tider tidsfornemmelsen og tvivlen begynder at nage “har jeg selv skrevet brevene”.

En ganske habil krimi og en rigtig pageturner.