Kategori: Bøger

Jeg vil bryde sammen og tilstå, at jeg holder meget af Nemi. For de, der ikke ved, hvad det er, kan jeg sige, at det er en tegneseriestribe. Hovedpersonen er Nemi Montoya. Nemi er vel nærmest en gothic, heavymetal, Dungeons & Dragons-type og hunkøn. Derudover er hun i midten af 20’erne. Serien er forfattet og tegnet af nordmanden Lise Myhre, der nok minder en del om sin figur, men hun siger selv, at Nemi snarere er som en slags usynlig ven end et spejlbillede af hende selv.

Nemi er notorisk b-menneske, elsker Heavy Metal, er dyreven og har en lettere sarkastisk/kynisk tilgang til livet. Derudover er hun meget fantasiful – jeg tror gerne, hun så verden befolket af elvere og drager. Ikke overraskende er hun glad for Ringenes Herre, samt filmatiseringen, bortset fra sødsuppeelementerne med Arven. Hendes eskapisme kommer også til udtryk ved, at hun hader dagligdagsproblemer, såsom opvask og regninger. Hun går hellere byen for at drikke bajere og ryge smøger. Kort sagt minder hun om de flestes indre drengerøv, der ikke vil blive voksen.

Lise Myhres streg er i mine øjne fremragende. Den er enkel og sikker, og de grimasser hun giver Nemi til tider er ubeskrivelige. Som en sjov ting kan nævnes, at Nemi selv er sort/hvid, mens resten af verden i striben er i farver. Hvilket sikkert også er den måde, Nemi ser verden på.

Den daglige Nemi stribe kan læses i nettavisen.no. Hun kan også læses i Urban, samt på engelsk i Metro.co.uk. Kent Damgaard har også skrevet en artikel om Nemi på Tegneseriesiden.dk. Desværre kan man ikke modtage nogen af striberne som feed. Det ville ellers være rart.

Jeg håber, at andre vil tage Nemi til sig, hun er det værd.

Kristine kom hjem med en ny bog til Elisabeth. Jeg kikkede lidt en ekstra gang, da jeg hørte titlen, men det lød interessant. Da jeg så læste lidt i bogen måtte jeg indrømme, at den nok vil blive et stort hit ved højtlæsninger. For, som alle ved, er alle historier om lort og prutter pr. definition rasende sjove. I hvert fald, hvis man er en mand. Tegningen på forsiden siger jo næsten alt. En sur muldvarp med en lort på hovedet på jagt efter synderen. En jagt, der bringer ham i kontakt med mange lortetyper, indtil han finder den rigtige, og gør gengæld.

Jeg kan især godt lide anmeldercitatet på forsiden:

“Fækalt og fænomenalt … aldeles pragtfuld”
– Hanne Fall Nielsen, Politiken

Jeg må give hende ret.

Muldvarpen, der ville vide, hvem der havde lavet lort på dens hoved

Cæsar blev sat til side, da jeg fik fingrene i Per Vadmands nyeste bog. Den kan klart anbefales jeg kunne næsten ikke lægge den fra mig. En kommunalpolitiker bliver, mens han er i udlandet, udsat for brevchikane. En person skriver en masse læserbreve i hans navn og rammer både hovedpersonens tone og stil lige i øjet. Bortset fra, at udsagnene er mere rabiate, samt at sprogbrugen og tonen er på kanten af injurielovgivningen. Og i øvrigt meget længere over stregen end hovedpersonen selv ville gå. Samtidig sørger brevskriveren for at de personer, der tilsmudses i avisernes spalter får private breve, der er endnu værre.

I løbet af kort tid må hovedpersonen, Bent Andersen, erkende at han er meget alene og ingen vil røre ham med en ildtang, selvom han ikke har skrevet et ord. Han må gå under jorden og selv finde frem til gerningsmanden inden han mister jordforbindelsen og forsumper i afmagt. Samtidig mister han til tider tidsfornemmelsen og tvivlen begynder at nage “har jeg selv skrevet brevene”.

En ganske habil krimi og en rigtig pageturner.