Vi har vist alle set på de der RealDolls og tænkt: Hvor er det langt ude. Hvad får nogen til at vælge sådan en dukke frem for en rigtig kvinde af kød og blod? Det er der nok ikke et enkelt svar på, men i ‘Lars and the Real Girl‘ har man prøvet at beskrive, hvad der sker, når sådan en dukke bliver en del af et lille lokalsamfund.
Lars er en stille, introvert fyr. Han vil egentlig helst bare passe sig selv. Han bor i garagen hos sin bror og svigerinde. Sidstnævnte prøver virkelig ihærdigt at få ham til at komme over til morgenmad en gang i mellem (på et tidspunkt laver hun en decideret tackling), men det lykkedes ham som regel at undvige. Han har ellers både et arbejde og en kollega, som er tydeligt forelsket i ham, men Lars er blind overfor hendes tilnærmelser.
Stor er alles undren, da Lars får en veninde. Endnu større er deres ubehag, da de ser hende. Lars har købt en RealDoll, der hedder Bianca, og kommer fra Sydamerika. For Lars er hun helt igennem ægte. Han bærer hende rundt og konverserer med hende. Broderen og svigerinden tager ham naturligvis til lægen. Eller rettere Bianca. Som de siger: Når hun kommer helt fra Sydamerika, så må hun hellere få et lægetjek. Den kvindelige læge får vurderet Lars/Bianca og konstaterer, at godtnok lider han af en vrangforestilling, men derudover, så er der intet galt. Lægen er også psykolog, så hun får Lars overtalt til at komme på ugentlig basis med Bianca, så hun kan holde øje med hende. Det er naturligvis Lars, der er patienten. Lægen er i øvrigt fremragende spillet af Patricia Clarkson, der har den helt rette blanding af livstræthed, bekymring og alligevel forståelse og sympati for Lars.
Uden at afsløre for meget, kan jeg sige, at der er en grund til Lars’ opførsel. Han bærer rundt på et traume og Bianca har i den henseende en helt bestemt funktion. Hun gør at Lars kan komme i kontakt med andre mennesker. Ved at have et “romantisk” forhold til Bianca, åbner det en side hos ham, der gør, at han langsomt begynder at socialisere med andre. Han kan ellers ikke engang tåle andres berøring.
Det sjoveste ved filmen er, at hele byen efterhånden bakker op om Lars og Bianca. Der er et par seje madammer, der tørt konstaterer, at hvis der er plads til kleptomaner, folk der giver alle deres penge til en UFO klub eller giver deres katte tøj på, så kan de nok også rumme en dukke. Som sagt, så gjort. Og det er den største charme ved filmen. Troen på, at der er plads til alle. Også de mærkelige, men dog harmløse.
Ryan Gosling er perfekt til rollen som den verdensfjerne og sky Lars og hans medspillere gør det også godt.
Nu er den jo ved at have et par år på bagen og det er længe siden, jeg så den. Men som jeg husker det, er den en lille filmperle med et egentlig ganske alvorligt tema, der behandles på en fin, pudsig og underfundig måde. Absolut seværdig.