Så fik jeg den rare besked hjemmefra. Der er kommet en pakke. Min nye Samson Q1U USB-mikrofon – idéel til podcasting. Ikke siden Steen gik og ventede på sin propelhat, har nogen været mere spændte end mig.
Den lange ventetid er, til dels, min egne skyld. Jeg ville selvfølgelig have den røvbilligt. Kikkede derfor på underlige musikudstyrbutikker. Bestilte én fra Thomann i Tyskland og efter fjorten dage spurgte jeg, hvor den blev af. Den var blevet blevet sendt tilbage, sagde de. Ikke af mig, jeg havde ikke hørt en lyd. Så ville de have penge, men jeg havde – lettere paranoid – valgt at betale pr. efterkrav. Det irriterede mig at de så ville have penge. Deres online shoppingsystem virkede for utjekket.
Så ledte jeg på amerikanske sider, og der var mikrofonen enten “Out of stock” eller også solgte de ikke til udenfor USA. Til sidst købte jeg den i Danmark, med Dankort (det er jo altid dejligt betryggende), hos musikhuset Alfred Christensen. Måske et par hundrede kroner dyrere, men med forsendelse og evt. ekstra skat eller moms, så går det nok lige op.
Mikrofonen er toplækker. Den udstråler den rigtige prof-kvalitet, er dejlig tung og ligger godt i hånden. Som et ekstra plus er det kabel, der følger med, rigtig langt. Dejligt, særligt hvis jeg skulle få lyst til at lege Joey Tempest eller lign. og bruge store armbevægelser. Der medfølger også en trefod og en lille pung. Gennemførte ekstra detaljer, der ikke betyder noget som sådan, men understreger, at der er lidt klasse over tingene.
Næste skridt bliver at få produceret nogle podcasts, og til det findes der, selvfølgelig, nogle blærede plugins til WordPress som jeg, dirrende af forventning, vil kaste mig over.