Så blev første WordPress Meetup afviklet. Jeg var, naturligvis, med og fik hilst på andre WordPress’ere og talt om tags, themes og installationer.
Med en friskprintet ruteplan i lommen hoppede jeg på cyklen og ræsede ud mod Christianshavn. Min ruteplan havde godtnok fundet den korteste vej, men vist ikke den mest cykelvenlige. Den havde fundet samtlige brostenbelagte vejstykker på ruten, så først ca. 11:15 havde jeg fået bumlet mig frem til adressen.
Indenfor var der laptops, laptops og laptops og intet dagsprogram som sådan, hvilket var aftalen. Så det var bare med at hilse på de forskellige. Ud af øjenkrogen så jeg nogen var inde på gazel.dk, og så lå det jo lige for at præsentere sig og sige “det er min side, du der er inde på”, og så gik det slag i slag derfra. Jeg fik talt med Jesper Madsen og hjulpet ham med at opgradere fra (gulp!) WP 1.5.2 til 2.1.2 og med at lave permalinks. Fra Thomas Silkjær fik jeg talt themes og fik endelig fundet ud af, at det seje image popup-værktøj som alle bruger hedder lightbox. Tak for det.
Det var også rart endelig at møde Mr. WPDK, René, in person og benyttede lejligheden til at få indblik i de tekniske detaljer vedrørende den danske oversættelse. Det er ikke så lige til, som det ser ud, og det havde jeg heller ikke regnet med, så thumbs up til René herfra for at løse opgaven med bravour og være så sindssygt hurtig, når der kommer opdateringer.
Alt i alt en fin måde at bruge en søndag eftermiddag og jeg ser frem til næste Meetup – hvor jeg forhåbentligt selv har en laptop. Et must til den slags arrangementer.
Og jeg skal da ikke glemme at takke Mads og Jubii for at lægge lokaler til, samt de, der tog billeder, når jeg nu selv, på vanlig utjekkede vis, endnu engang havde glemt at medbringe mit kamera.