Oskar bor i et social boligbyggeri i Blackeberg lidt uden for Stockholm. Det er i starten af firserne. Han er tolv år gammel og bliver mobbet i skolen af tre andre. Han er introvert, stille og derfor et nemt offer, men han går og planlægger et modangreb på sine plageånder med sin kniv. Mens han øver sig i gården, i den bidende kulde, bliver han en aften overrasket af en mørk, skyggeagtig pige på hans egen alder.
Det bliver starten på et venskab mellem de to. Eli, som pigen hedder, er tydeligvis ikke som andre piger. Hun er kun ude om aftenen, har en syg, bleg kulør og synes ikke påvirket af den Stockholmske kulde.
Det er ikke svært at regne ud, hvad Eli er. Tilskueren finder ret hurtigt ud af det, mens Oskar langsomt selv må stykke bidderne sammen. På et tidspunkt spørger han, om de skal “komme sammen”, hvilket for Oskar mest er en formalisering af deres venskab, men Elis kryptiske svar er, at hun ikke er en pige. Hun forstår dog, hvad Oskar mener, og går med til det.
Filmen er baseret på John Ajvide Lindqvists roman af samme navn. Jeg har ikke læst romanen, men Elis historie bliver uddybet mere der. I filmen fokuseres der i stedet på de to hovedpersoner. Det er både meget rørende og gribende. De fremstår helt skrøbelige – som nyfalden sne. Instruktøren Tomas Alfredson giver sig god tid. Kameraet hviler længe på deres ansigter eller på deres øjne. Du får nærmest lov til at føle, hvad de tænker. Hvordan ordene formes i deres sind, inden de ytres.
Oskar får gjort op med sine plageånder, men problemet forsvinder ikke. Et voldsomt opgør venter, og samtidig kan Eli ikke undslippe, det hun er. Hun kan ikke blive.
Der er nogle voldsomme scener i filmen, men tro mod dens tone, bliver det ikke udpenslet, men du er heller ikke i tvivl om, hvad der sker. Filmen er også svær at kategorisere. Den har elementer af både socialrealisme, kærlighed, gys og fantasy. Det er en film, der gør indtryk, og som er svær at glemme. Du kan ikke forestille dig en film som denne. Eller prøve at beskrive den. Den skal opleves.