Blyanter

Min foretrukne stiftblyant og foretrukne kuglepen.
Min foretrukne stiftblyant og foretrukne kuglepen.

Jeg vil gerne slå et slag for et af verdens mest oversete skriveredskaber: blyanten. Jeg forstår ikke, hvorfor blyanten ikke længere er at finde nogen steder. Den koster næsten ingenting, ligger godt i hånden, og det du skriver, kan viskes ud igen. Det er selvfølgelig en ulempe, at den skal spidses, men så brug en stiftblyant. Jeg forstår ikke, hvorfor kuglepennen i den grad har slået blyanten af banen. Bevares, når man skal skrive under på vigtige dokumenter, så er det vigtig, at skriften er permanent, men derfor er der da ingen grund til ikke at bruge blyant til noter, kladder og andre håndskrevne ting. Fik jeg nævnt, at det skrevne kan viskes ud igen?

Jeg holder utroligt meget af blyanter og kan ikke fordrage kuglepenne. Og jeg får røde knopper af tuschpenne. Alligevel er det kuglepenne, der ligger og flyder overalt og det er næsten umuligt at finde andet på de fleste kontorer. Der er kassevis af dem. Jeg forstår det ikke. Og det altid den billige, forfærdelige type med en megastor kugle, der skriver på den mest fedtede måde, og hvor der er minimal friktion mod papiret. Jeg tror, det er det, jeg savner ved kuglepenne. Friktion. Et skriveredskab skal kradse en smule. I hvert fald, hvis jeg skal skrive pænt. Blyanter laver heller ikke en fed klat på papiret, hvis du laver et lille ophold under skrivningen.

I disse digitale tider, hvor det er uncool at skrive noget i hånden, kan jeg faktisk godt lide at skrive en del ting i hånden. Jeg foretrækker en stiftblyant, da de ikke skal spidses, men det skal ikke være en af de der hightech udgaver, der tykkere end en sprittusch, og hvor de skal rystes for at få stiften ud. Det har aldrig fungeret særligt godt, og stiften får aldrig den rette længde. De billige sekskantede plasticstiftblyanter er faktisk overraskende gode. Jeg foretrækker dog en Pentel 120 A3 DX og hvis jeg skal bruge en kuglepen, så skal den være slank, sekskantet og spids. Derfor er det kun en Pilot BP-S MATIC FINE, der dur. Den minder så tilpas meget om en blyant til, at jeg kan holde den ud. Begge dele er faktisk svære at finde i almindelig kontorforsyning. Kun sande kendere finder frem til dem blandt alt det andet og derfor har jeg også et mindre lager af begge dele.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.