Den nye Indiana Jones giver mig en glimrende anledning til at skrive et indlæg, som jeg længe har haft lyst til at skrive. Ikke om den nye Indiana Jones film, men om den første. Jagten på den forsvundne skat/Raiders of the Lost Ark er efter min mening den bedste action/adventure film, der nogensiden er lavet.
Det er svært at sige, hvad der gør det, men det er et faktum, at ingen har kunnet gøre Lucas/Spielberg kunsten efter. Der er også forbavsende få, der har prøvet, selvom adventure-genren altid har fået mange folk i biografen. Farlig vej til Kina/High Road to China og Nu går den vilde skattejagt/Romancing the stone er halvhjertede forsøg og har det store problem, at de er mere romantiske komedier end adventure-film. Med eftertryk på komedie. Lucas og Spielberg ved derimod, hvad der skal til. De kender deres filmhistorie og bruger de gamle serials fra 30’erne som inspiration. De kørte i enhver biograf hver uge og for at holde spændingen i live (og være sikker på at folk vendte tilbage for at se næste afsnit) hang helten gerne i neglerødderne fra en klippekant i slutningen af hvert afsnit. Deraf udtrykket en cliffhanger. Eller også blev han udsat for andre halsbrækkende ting, han umuligt kunne overleve.
Det er dette fra asken til ilden koncept, som fungerer så perfekt i Jagten på den forsvundne skat. Indiana Jones klarer kun lige akkurat skærene hele tiden. Han opdager måske en fælde, fordi han er jo sej, men til gengæld knækker den lian han hænger i eller han trækker i et håndtag, der falder af. Det er standardklichéer, der skal øge spændingen, men i Indiana Jones kommer de som perler på en snor. Han opdager nok fælden, men ikke fælden i fælden. Han rider efter lastbilen, smider føreren ud og og overtager den, men han bliver smidt ud igen og videre i den dur. Andre action film har sidenhen kopieret dette koncept nådesløst, men ikke lige så godt. Die Hard kommer dog tæt på.
En anden ting, der virker i Jagten … er, at det er en rigtig skat. Det er ikke nogle guldmønter i en kiste, en person eller noget indre i dig selv. Nej, det er selveste Pagtens Ark. Kisten med de oprindelige tavler med de ti bud og om noget en ting, der besidder selveste Guds kraft. Den skat må siges at være fuldstændig uvurderlig for at ikke at sige direkte spooky.
Men jeg skal selvfølgelig ikke glemme den væsentligste grund til at Jagten … endte med at blive det mesterværk den er, nemlig Harrison Ford. Indiana Jones er simpelthen den rolle han er sat på denne jord for at spille. Skuespilleren og figuren er et perfekt match. Derudover er Indiana Jones en ny type helt. Han er ikke så endimensional som den slags figurer plejer at være. Førhen var en typisk helt i en eventyrfilm en renskuret type i både krop og sjæl, der bevæger sig gennem en hel films strabadser uden en plet på khakitøjet. En ren spejder, der vil redde verden og skatten fra verdens ondskab. Det vil Indy også, men han er lige så ærgerrig og skruppelløs som sine konkurrenter. Når jagten går ind vil han sælge sin egen bedstemor, hvis det bringer ham nærmere målet. Det er bedst illustreret i scenen, hvor han siger “Trust me” til Marion med verdens største rævesmil, der med al tydelighed indikerer, at der er det sidste hun skal gøre. Til sidst finder han dog altid tilbage til fornuften og indser, at der er vigtigere ting end fortune and glory. Men det er en dyrekøbt erkendelse og han har nået at udsætte sig selv for alverdens strabadser i form livsfarlige situationer og halsbrækkende stunts, samt almindelige tæsk inden han kommer i tanke om hvad arkæologi egentlig handler om og at han, i sit hjerte, først og fremmest er arkæolog.
Til sidst kommer man ikke uden om humoren. Den er både fysisk i form af diverse gags såsom en løs slange i et tosæde-fly, en stor araber, der bliver skudt, fordi Indy er for træt til at slås med ham, eller at Marion siger pænt goddag ved at stikke ham en lige højre. Gags der fungerer fordi historien og skuespillerne fungerer og de bliver brugt så tilpas afmålt, at det ikke kammer over, som I f.eks. den forfærdelige nyindspilning af Kong Salomons Miner.
Nåja, og så der jo musikken. John Williams er mesteren og var helt på toppen i slutningen af 70’erne og starten af 80’erne og Jagten … er ingen undtagelse. Alle kan nynne eller fløjte med på den lille Indiana Jones fanfare. Faktisk skrev Williams to heltetemaer til filmen, da han var i tvivl om hvilken genre eller tone filmen ville ramme. Spielberg var så begejstret for dem begge, at de begge bliver brugt og kombineret i “Raiders March”, hvor det ene tema bygger op til det andet. Og så er der jo Ark-temaet. Snigende, dystert, uhyggeligt og en anelse højtideligt, hvilket fungerer perfekt når Arken optræder i filmen og særligt i scenen, hvor Arken bliver åbnet.
Jagten … er vellykket på alle planer og jeg glæder mig til at få set Indiana Jones IV, selvom jeg ved, at den ikke kommer til at overgå den første film i serien.