I 1968 blev både Kylie Minogue (hende vender jeg tilbage til) og jeg selv født. Det var også året, hvor Roger Vadim lavede filmen Barbarella. En semierotisk scifi-film med Jane Fonda i hovedrollen. Tiden har ikke været nådig ved den kultklassiker i mine øjne, men den har da sin charme. Barbarella sendes på en mission for at finde den forsvundne videnskabsmand Durand Durand. Ja, det berømte band har taget navn efter selvsamme figur. Undervejs kommer Barbarella ud for farlige, men også behagelige oplevelser. Blandt andet prøver hun sex på den gode gamle fysiske måde. I Barbarellas fremtidsverden, tager man nemlig en pille og trykker håndfladerne mod hinanden, hvorefter nydelsen sætter ind. Hun ender med at blive ret glad for den gammeldags metode. Hun finder også Durand Durand til sidst, men han viser sig at være ond og torturerer hende i the Excessive Machine, hvilket er en nydelsesmaskine – en slags orgel (eller organ) – der skal få hende til at dø af nydelse. Desværre for Durand Durand er Barbarella så sexet, at hun får maskinen til at brænde sammen. Jeg har på fornemmelsen at Paolo Eleuteri Serpieri har været inspireret af Barbarella og hendes verden, da han opfandt Druuna. Druunas oplevelser er tilsvarende specielle, men de er dog noget mere hardcore.
Det kan godt være, at et moderne publikum ikke vil klare at komme igennem Barbarella. Jeg havde svært ved det, da jeg genså den, men den har en af de mest originale åbningsscener på film. Barbarella svæver i nultyngde og mens forteksterne ruller stripteaser hun sig ud af sin rumdragt, indtil hun (naturligvis) er helt bar. Det foregår selvfølgelig i typisk nultyngde slowmotion. Det lyder corny, men det fungerer faktisk. Så godt, at scenen er blevet efterlignet hele to gange i en musikvideo. Her følger den originale scene fra Barbarella, samt de to efterligninger af henholdsvis Jem og Kylie Minogue.
Barbarella
Kylie Minogue med “Put Yourself In My Place”
Jem med “They”
Personligt foretrækker jeg versionen med Kylie, fordi… Kylie. Det er sådan set nok.