Superman Returns

Superman Returns var ok, men visse ting var mindre heldige.

Lois Lane, Jimmy Olsen og Perry White var slet og ret elendigt castet. Skuespillerne gjorde det dog fint – undtagen Kate Bosworth. Hendes Lois Lane falder helt ved siden af. Hun spiller betuttet eller fornærmet det meste af tiden, når hun skulle være hektisk, febrilsk og kolerisk. Selvfølgelig er hun blevet mor osv., men det burde ikke ændre hendes personlighed. Margot Kidder ramte i højere grad Lois Lane lige på sømmet. Og så har jeg svært ved at se Lois Lane med brune slangekrøller i stedet for sort pagehår.

Lex Luthor

Spacey som Luthor var fin nok. Særligt den første scene var lige i øjet. Til gengæld synes jeg, at hans master plan var temmelig søgt. Den falder i tråd med hans kærlighed for jord, men hvad fordelen skulle være med den mareridtsklippe, han skaber, har jeg svært ved at se. Selvom det er psykopatiske Luthor virker det bare åndsvagt og ikke særligt udspekuleret.

Ikke Superman nok

Derudover er jeg meget skuffet over effekterne. Supermans flyvning er blevet mere naturlig, særligt når han svæver oprejst. Men når nu de vilde ting fra tegneserierne kan laves på film, så ærgrer det mig, de ikke laver det. Bevares han holder et fly i snuden og løfter diverse ting og han er mindre fedtet med sit varmesyn og røntgensyn. Men hvorfor flyver han bare ned i jorden, når han skal løfte klippen ud i rummet. Det er jo nærmest 1978 måden at gøre det på. CGI-folkene skulle da lave en scene, hvor Superman leger menneskeligt bor og borer krystalklippen fri fra jordskorpen.

Han skulle måske ikke ligefrem sy en flænge i jorden sammen med en stor nål og nogle telefonkabler … og dog hvorfor ikke egentlig? Det er jo Superman!

Brandon Routh falder igennem

Jeg savnede også lidt flere smil fra Brandon Routh. Han var lidt for meget træmand. Christopher Reeves Superman-smil og sjove kommentarer var nok smule cheasy, men de fungerede, og så kunne Reeve også se rigtig godt gammeldags sur ud. I ved Steven Seagal på en god dag. Noget Brandon Routh burde have været, da han blev reddet og fik sine kræfter igen i flyet. Jeg mener, manden har lige fået regulære tæsk. I stedet står han stiv som en støtte og siger, han bliver NØDT til at flyve tilbage. Gu’ skal han da tilbage – for at uddele bøllebank til Luthor og hans slæng.

Til gengæld er scenen, hvor han flyver op gennem skyerne og bader i solens lys for at få kræfterne tilbage hele filmen værd. Det gav simpelthen et sug i maven og er en cadeau til en lignende scene fra Dark Knight Returns.

For langtrukken

Overordnet synes jeg også filmen manglede fremdrift. Eller momentum som man siger i filmsprog. Der var simpelthen for mange døde passager. De var nok vigtige for figurerne, men stadig for lange. Det tager jeg måske i mig efter andet gennemsyn, men det var mit førstehåndsindtryk. Kun James Cameron kan skabe momentum nok til en action film på over to timer. Sikkert fordi han tager tre timer og koger ned til 2 timer og et kvarter. Singer burde have gjort det samme og landet på 2 timer. Det samme burde Gore Verbinsky have gjort med begge sine Piratfilm i øvrigt. De kan s’gu altid lave en extended version til dvd-markedet.

Men på trods af risene var det dejligt at se Superman flyve igen, og man kan
håbe på, at der kommer endnu flere superting i efterfølgeren.

2 tanker om “Superman Returns”

  1. ” Selvfølgelig er hun blevet mor osv., men det burde ikke ændre hendes personlighed “.
    Så damer er de samme, efter de har fået børn !?!
    Den er go’ med dig, Mark.Ha-ha !

  2. Nåja, men lidt af den gamle gejst og næse for et godt scoop, er da ikke for meget at forlange af Miss Lane.

    Med venlig hilsen

    Mark

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.