Filmen om Johnny Cash’ liv. Som de fleste andre biografiske film følger man John Cash fra hans hårde barndom til han ender som stjerne. Af én eller anden grund har hovedpersonerne i den slags film altid en hård barndom. Under alle omstændigheder mister Cash sin bror tidligt i en ulykke og hans fordrukne far er ikke sen til at give unge John skylden. En skyld som John påtager sig resten af livet.
John bliver gift og forsøger sig som dørsælger, men det går slet ikke. Så han prøver at få en pladekontrakt hos det Sun Records og den legendariske Sam Phillips. Philips ser intet nyt i Cash’ gospelinspirerede musik og provokerer ham til i stedet at spille den første, sidste og bedste sang han kan komme i tanke om. Det bliver Folsom Prison Blues og det er noget Philips kan bruge.
Johnny Cash, som han nu kaldes, får stor succes og møder June Carter, som han forelsker sig i. Desværre er tourlivet krævende og Cash begynder at tage amfetamin. Han rammer selvfølgelig bunden og June får ham på fode igen. Således genfødt er hans næste mål at blive gift med June og trods mange afvisninger siger hun til sidst ja til hans frieri under en koncert.
Walk the Line er som biografi noget kedsommelig, medmindre du er virkelig Johnny Cash fan. Han er the man in black og har en personlighed der er som en blanding mellem en livstræt præst og en bedemand. Det er så Johnny Cash’ stil, men underholdende er det ikke.
Til gengæld bæres filmen af Joachin Phoenix og Reese Witherspoon. De gør det begge fremragende og Witherspoon fik da også en Oscar. Jeg skal ikke kunne vurdere om hun minder om den rigtige June Carter – da jeg ikke kender hende, men hun rammer uden tvivl nerven i den ægte vare. Joachin Phoenix er nemmere at vurdere. Man kender Johnny Cash’ stil og mimik og den synes jeg rammer plet. Både med hensyn til fraseringen af sangene og den specielle måde han holder på guitaren. Det er skide godt.