Så fik jeg set den meget omdiskuterede Brokeback Mountain. Og jeg må tilslutte mig jubelkoret. Et eksempel på hvordan en lille, næsten uinteressant, historie kan gøre et stort indtryk. Der bliver simpelthen sagt så meget i hver eneste frame i filmen og hvor er den egentlig trist, jo mere man tænker over den. Jeg har i hvert fald tænkt meget over den.
Homoseksualitet har altid været en svær størrelse for samfundets normer, selvom det bliver bedre med tiden. Der er dog visse segmenter, hvor det nok aldrig vil være særligt nemt at være homoseksuel, f.eks. i comboy-kredse. De to gutter i filmen kæmper i hvert fald med det. Efter at have været sammen første gang, hvor de begge var fulde og var plaget af bondeanger, går de hver til sit. De bliver begge gift og får børn, men de indser begge, at de i virkeligheden elsker en anden.
I de kredse Jack og Ennis lever i, der kan to mænd ikke bo sammen og slet ikke sammen på en ranch, som Jack foreslår på et tidspunkt. Ennis’ far viste ham som ung, hvordan det ser ud, når en to mænd gør sådan noget. De var blevet blevet tæsket til døde. Ergo må Jack og Ennis mødes på Brokeback Mountain i stedet.
Heath Ledger gør klart det stærkeste indtryk i filmen. Jake Gyllenhaal smiler sit drengede smil og, selvom han savner forløsning for sine følelser, så får han det bedste ud af livet. Han er godt nok i lommen på sin svigerfar og bliver behandlet som skidt, men klarer sig. Han får da også sat svigerfar på plads til sidst. Ennis bliver derimod mere og mere indelukket. Hans kone undrer sig over turene til Brokeback og lægger to og to sammen, hvorfor de bliver skilt. Tilbage er der kun arbejdet og besøgene fra hans døtre, som han dårligt nok engagerer sig i. Ingen kvinder interesserer ham, selvom de prøver. Filmen skildrer på den måde, hvad der kan ske, når man fjerner lidenskaben. Når normerne forhindrer én i at udleve sin kærlighed til et andet menneske. Ennis bevæger sig rundt som et spøgelse, en levende død.
Der lægges ikke op til en happy end i filmen og den kommer heller ikke. Af den grund bliver filmen også hængende i ens tanker længe efter. På en trist, men god måde. Man kan kun håbe på, at de fordomme vi alle render rundt med, bliver taget op til revision. Ikke kun fordomme om homoseksualitet, men i det hele taget. Mennesker og forskellige og hvad der er forkert for en selv er måske rigtigt for andre. Det må man ikke glemme.