Filmen om Johnny Cash’ liv. Som de fleste andre biografiske film følger man John Cash fra hans hårde barndom til han ender som stjerne. Af én eller anden grund har hovedpersonerne i den slags film altid en hård barndom. Under alle omstændigheder mister Cash sin bror tidligt i en ulykke og hans fordrukne far er ikke sen til at give unge John skylden. En skyld som John påtager sig resten af livet.
Vesterbro Festival
Jeg havde meldt mig til at stå i baren på Vesterbro Festivalen. Så jeg valgte at komme i god tid og tage Kristine og Elisabeth med.
Elisabeth synes klart, det var spændende. Kristine fik en øl og kikkede – lidt cool – på det hele.
Fed festival i øvrigt.
Da Vinci mysteriet II
Så fik jeg set den. Jeg synes, den var udmærket, men forstår kritikken. Den var lang og jeg synes Tom Hanks enten var malplaceret eller spillede rollen som om han var malplaceret eller stod og betragtede det hele udefra. Jeg savnede lidt engagement fra hans side. At han brændte for det han havde forstand på. Han var alt for nøgtern, selv når han stod anklaget for mord. Audrey Tautou var til gengæld god. Bedste skuespil stod Paul Betthany dog for. Med rollen som Silas havde han ikke meget at arbejde med, men hans intensitet brændte igennem i de scener han var med i.
Alt i alt er jeg ikke skuffet over filmen. Louvre tog sig godt ud og jeg vil ikke kritisere en film for at følge bogen for slavisk. Det savner man, trods alt, i så mange andre film.
Manden der skrev breve
Cæsar blev sat til side, da jeg fik fingrene i Per Vadmands nyeste bog. Den kan klart anbefales jeg kunne næsten ikke lægge den fra mig. En kommunalpolitiker bliver, mens han er i udlandet, udsat for brevchikane. En person skriver en masse læserbreve i hans navn og rammer både hovedpersonens tone og stil lige i øjet. Bortset fra, at udsagnene er mere rabiate, samt at sprogbrugen og tonen er på kanten af injurielovgivningen. Og i øvrigt meget længere over stregen end hovedpersonen selv ville gå. Samtidig sørger brevskriveren for at de personer, der tilsmudses i avisernes spalter får private breve, der er endnu værre.
I løbet af kort tid må hovedpersonen, Bent Andersen, erkende at han er meget alene og ingen vil røre ham med en ildtang, selvom han ikke har skrevet et ord. Han må gå under jorden og selv finde frem til gerningsmanden inden han mister jordforbindelsen og forsumper i afmagt. Samtidig mister han til tider tidsfornemmelsen og tvivlen begynder at nage “har jeg selv skrevet brevene”.
En ganske habil krimi og en rigtig pageturner.
En lille ny gazelle
Eller rettere en Alma Skjødt Gazel. Ja, så fik min bror en datter mere. Piger, piger, piger og atter flere piger. Min bror har en datter i forvejen. Jeg har en datter og vores halvsøster i Florida har en datter og to jeg kender har lige født en datter. Piger over hele linjen. Jeg synes det ville være i orden, at jeg tillader mig at håbe på en dreng, hvis min viv Kristine og jeg får et barn mere.
Onkel håndterer den lille baby som en vaskeægte professionel. Ingen rysten på hånden dér, selvom hun kun er 1½ dag gammel.