“Den fremmede” af Albert Camus bliver lovprist af stort set alle. Jeg følte, at det var på tide at få den læst. Så jeg fandt den på ereolen som lydbog. Jeg er ikke den store fan af lydbøger, men de har den store fordel, at jeg kan lytte til dem, mens jeg laver noget andet. Jeg lytter f.eks., når jeg lufter min hund.
Romanens succes skyldes, at den meget kort og præcist tager fat i det store spørgsmål: Hvad er meningen med livet? Eller hvorfor er vi til? Jeg skal ikke gøre mig klog på Eksistentialismen som begreb. Det vil bare gå galt. Men der da ingen tvivl om, at romanen sætter nogle tanker i gang om livets meningsløshed.
Mor er død
Romanens hovedperson, Meursault, fortæller sin historie, og det starter med hans mors død. Det siges, at den første sætning i en roman er den sværeste, og den er sjældent skrevet bedre:
I dag døde mor, eller måske i går, jeg ved det ikke.
Hovedpersonens nøgterne ligegyldighed overfor denne triste begivenhed, slår på denne enkle måde tonen an for resten af romanen.
Mersault er ikke rigtig påvirket af noget. Han står op, passer sit arbejde, spiser hvis han er sulten og taler med sin nabo, indtil det keder ham. Han får også en kæreste, som bliver meget forelsket i ham, og som vil giftes med ham.
Livet foregår omkring ham uden han som sådan påvirker det synderligt. Der er dog en nabo, som har nogle problemer med nogle arabere. Han hjælper naboen, og ved et uheld får han skudt den ene araber. Det skal siges, at romanen foregår i Algeriet, dengang landet var en del af det franske styre. Mersault bliver selvfølgelig fanget og ryger i fængsel.
Retssagen
Her begynder romanens anden del, som handler om Mersaults rettergang og sagen, der føres mod ham. I korte træk kan du sige, at Mersaults fremmedhed over for verden omkring ham bliver hans skæbne.
I retten bliver der fokuseret på Mersaults ligegyldighed. At han ikke sørger over sin mors død, at han kan indlede et forhold til en kvinde lige efter og videre i den dur. Siden at han ikke føler anger eller fortryder sine handlinger, så har anklageren let spil i forhold til at få ham dømt til døden.
Romanens budskab er, at hvis du ikke spiller med på samfundets normer, så er der ikke plads til dig. Så vil samfundet få bugt med dig, Det er faktisk ret interessant, og hvis du tænker over det, så passer det nok. Du er nødt til at indordne for ellers vil samfundet ikke fungere. Men skal alle nødvendigvis gøre det? Det er det store spørgsmål.
Romanen er skrevet i en ordknap stil uden så mange beskrivelser. Det gør den interessant, fordi du mærker, at der ligger mere og gemmer sig under overfladen. Så selvom jeg ikke umiddelbart kan få øje på, hvorfor romanen har fået den klassikerstatus, som den har, så er ret sikker på, at jeg vil vende tilbage og læse den igen på et tidspunkt. Du får lyst til at forstå Mersault. Hvorfor er han som han er, og hvorfor kan verden ikke rumme ham?
Der er noget at tænke over, og det må siges at være være enhver romans vigtigste opgave.