Efter den noget mislykkede ‘X-men: The Last Stand‘ forsøger bagmændene sig nu med en prequel. Måske inspireret af den succesfulde prequel til ‘Star Trek‘. Under alle omstændigheder skal vi tilbage i tiden. Til en tid hvor Charles Xavier og Eric Lehnsheer i fællesskab prøver at finde den rette vej for verdens mutanter. Når de altså først har fundet dem.
Charles Xaviers drøm er, at mennesker og mutanter kan leve sammen uden frygt for hinanden og Eric prøver at se virkeligheden på Charles’ måde, men Erics opvækst i en KZ-lejr og likvideringen af hans mor i selvsamme, kan han ikke slippe. Og Charles’ baggrund er da også noget mere tryg og harmonisk. Eric kan dog bruge Charles’ råd om, at hans styrke og fulde potentiale ikke ligger i hans vrede og had, men også i hans smerte og kærlighed til sin mor, hvorfor han skal finde den fulde kraft et sted midt imellem.
Så Eric indser, at Xavier, trods alt, har fat i noget og kan bruge nogle af hans tanker, og sammen drager de ud for at finde andre af deres slags. Det samme gør filmens skurk og i denne X-men-film er det så Sebastian Shaw og på vanlig Hollywood-vis, hvor alting skal hænge sammen for enhver pris, så er Shaw tidligere SS-læge fra selvsamme lejr, hvor Eric var fanget. De har altså en fortid sammen, hvor usandsynligt det så end er. Og for det ikke skal være løgn, så møder Xavier også Raven Darkhölme (senere Mystique) i de unge år og tager hende under sine vinger.
Hvad med forlægget?
Det er ingen hemmelighed, at jeg virkelig ikke kan fordrage, når forlægget ikke respekteres i filmatiseringerne. Særligt når det gælder superhelte. Jeg hader virkelig, når figurerne i en historie bare bruges og sættes sammen på en tilfældig måde, og det er desværre den tendens vi er nået til med superheltefilmatiseringerne og (åbenbart) i særlig grad i disse “Origin”-film. Jeg vil ikke have en eksakt kopi af forlægget, men en nådig “fortolkning” af forlægget. Forlægget hænger altid sammen og er bæredygtigt. Ellers ville det ikke være interessant at filmatisere. Sagt på en anden måde, så giver det mening (og er godt tænkt), at Peter Parker bliver bidt af en genmanipuleret edderkop i stedet for en radiaktiv. Til gengæld giver det meste af historien i X-men: First Class ikke mening. De kunne lige så godt have opdigtet deres egne figurer. De får dog en smule anerkendelse for at have fået sneget Cuba-krisen ind i plottet.
Skuespillerne
Filmen har dog sine kvaliteter og den ligger hos skuespillerne. James McAvoy har den rette autoritet og entusiasme med et grand af alvor som Xavier. Han behøvede dog ikke trykke sig selv på tiningen hver eneste gang han bruger sin mutantkraft. Michael Fassbender er alvorlig og tvivlende som Eric Lehnsherr, og så der jo Kevin Bacon som grænsepsykotisk, dumt svin. En rolle han viste han mestrer til fulde i ‘Hollow Man‘. I X-men: First Class arbejder han videre i samme spor. January Jones spiller Emma Frost og gør sig ikke specielt bemærket, men det tilgengæld en fornøjelse, at se Emma Frost på film.
Hvor er …?
Til gengæld savnede jeg Cyclops og Jean Grey. Hvordan kan man lave en “Origin” film uden disse helt oprindelige figurer? Der kunne jo sagtens findes plads til både Hank McCoy og Cyclops’ bror Alex Summers. Jeg mener, Eric Lehnsherr har en fortid med Sebastian Shaw, men Alex og Scott Summers har ikke en fortid sammen? Det kommer jeg aldrig til at forstå. Men hvorom alt er, så er X-men: First Class udmærket underholdning, men den er, desværre, en ringe X-men-film.