Arn Magnusson

Jeg må indrømme, at jeg er ret vild med Jan Guillous trilogi om Arn Magnusson. Jeg glædede mig derfor meget til at se filmen. Filmen er faldet ganske heldigt ud. Selvfølgelig er der nogen ting fra romanerne, jeg savner, men den er godt skruet sammen i betragtning af, det er skandinavisk produktion. Det er også befriende at se nogle “almindelige” mennesker i rollerne og ikke det sædvanlige Hollywood-slæng. Min største anke til filmen er, at Joakim Nätterqvist, der spiller Arn, i den første halvdel af filmen render rundt med alvorlig rynke i panden det meste af tiden. Og så kunne jeg godt savne, at de havde gjort mere ud af scenen, hvor Arn gør kul på de seks landevejsrøvere. Han gør det trods alt ene mand, mens hans væbner ubekymret ser til, vel vidende, at det har Arn styr på. Det er faktisk væsentlig scene i romanen, idet Saladin her ser Arn for første gang og får bekræftet, at rygterne om Al Ghoutis krigerevner faktisk er sande.

En anden, der er værd at lægge mærke til, er Vincent Perez, der spiller Broder Guilbert. I romanen er han en kraftig fyr, der smeder sværd og er tidligere tempelridder, og den der lærer Arn krigskunstens mange facetter. Lige fra sværdkamp, bue og pil til hvordan man bruger en hest som et våben. Jeg har altid forestillet mig han mindede om John Rhys-Davies og særligt hans rolle som Sallah i Indiana Jones filmene. Vincent Perez er er en helt anden type. En almindelig bygget, men temmelig flot fyr, og meget mild i rollen som Guilbert. Det fungerer faktisk udmærket. Jeg forestiller mig, at han er havnet i klosteret i Sverige for at finde ro efter mange års krig. Med denne ro, får han Arn til at åbne sig og opdager gradvist Arns potentiale. En anden fremlægning af Arns krigeruddannelse end i romanen, men den passer godt til Vincent Perez’ måde at spille rollen som Guilbert.

Der er mange, der har en mening om Jan Guillou og hans holdninger. At han er for muslimvenlig og vestfjentlig. I 70’erne udtalte han, at han mente Saddam Hussein var en god ting for mellemøsten og den udtalelse hives ofte frem, men hvem har ikke sagt et eller andet åndssvagt i sine unge dage – og specielt i 70’erne. Jeg har også en bekendt, der nægter at røre ved noget som Guillou har lavet grundet hans udtalelser i forbindelse med 11. september. Jeg vælger dog at forholde mig til hans romaner og i historien om Arn Magnusson har han valgt en tidsperiode, hvor mellemøsten faktisk var Europa overlegen på de fleste punkter. Vi har så overhalet dem siden. Jeg synes, han får beskrevet det faktum ganske nøgternt og han kan sit skrivehåndværk. Fra første linje er man ikke i tvivl om, man læser en middelalderhistorie på grund af hans skrivestil og sprog. Det tror jeg faktisk er sværere, end det lyder. Under alle omstændigheder kan jeg godt lide historier om middelalderen og det indblik man får i korstogskrigene i historien om Arn Magnusson. I det hele taget kan jeg godt lide riddere.

Jeg ser frem til næste del af filmatiseringen af historien om Arn Magnusson.